Kære pige,
Tusind tak for dit brev. Allerførst vil jeg sige, at jeg er rigtig ked af at høre, at du har mistet din mor. Selvom I måske har været et sygdomsforløb igennem, som kan have forberedt dig lidt på, at det kunne ske, så er det et stort tab at miste sin mor. Og stakkels din mor at hun ikke får lov at være sammen med dig hver dag. Jeg tænker, om du mon gennem Kræftens Bekæmpelse er blevet tilbudt sorggruppe for børn eller samtaler med en psykolog? Jeg ved fra andre børn i samme situation, at de har følt det som en tryghed at have et sted, hvor man kan få lov at sige lige hvad man vil, og hvor de andre forstår, hvordan man har det... Det kan du i hvert fald have i baghovedet, at det måske kunne være rart for dig.
Men da dit brev handler mere om din kæreste og din ”veninde-fjende”, så vil jeg fokusere på det i mit svar, håber det er okay med dig?
Jeg kan godt forstå, at du bliver frustreret over situationen med din kæreste, nu hvor du står i en følelsesmæssig tilstand, hvor jeg forestiller mig, at du har brug for hans støtte og tryghed. Hvor ville det være skønt, hvis han også kunne se det og bare give dig lidt tid og vise forståelse for, at du selvfølgelig kan være rigtig trist, når du står midt i en stor sorg. Øv. Der er jo noget med, at piger er lidt hurtigere modne end drenge, og jeg tænker, at det at have været igennem et sygdomsforløb med sin mor også har modnet dig. Jeg tænker, om han står som en måske lidt umoden 14-årig og er mere lyststyret og her-og-nu-tænkende, i modsætning til dig, som i øjeblikket kan mærke nogle meget store følelser og på en måde er blevet kastet ud på rigtig dybt vand, hvor du bliver nødt til at modnes lidt hurtigt for at kunne svømme i land igen.. Kan du følge mig i det?
At I måske står hver jeres sted lige nu i forhold til hvad I har brug for fra en kæreste? Og det, nu måske har brug for fra ham lige nu, det ved han måske ikke hvad er, og måske er han slet ikke i stand til at give dig det? Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at du kan føle dig afvist til fordel for hende den anden pige, og det er aldrig en rar følelse...
Tror du, det ville have gjort en forskel, hvis det var en anden pige? Har din frustration også lidt at gøre med, at det lige er hende, hvis du ikke bryder dig særlig meget om hende?
Umiddelbart tænker jeg, at du kan gøre et forsøg på at få ham tilbage ved at fortælle ham, at du savner ham og at dit humør ikke har noget med jeres forhold at gøre, men skyldes at du savner din mor og sørger over tabet af hende. Fortælle ham, hvad du føler for ham og hvad du godt kunne tænke dig af jeres forhold. Det kan jo være, at han på den måde kan forstå, hvordan du oplever det og nemmere forstå hvad det handler om, når du bliver trist.
Det kan også være, at han synes, det er svært at rumme de følelser, som du naturligvis har i øjeblikket, og derfor vælger den nemme løsning for ham, at I bare skal være venner. Men selvom det ikke på forhånd er til at vide, hvad han siger, tror du så det vil være rart for dig, at du ved, at du har forsøgt at få det gode kæresteforhold tilbage i modsætning til, hvis du ”bare” lader den anden pige vinde? Så ved du i hvert fald, at du har gjort hvad du kunne..Det er vigtigt, at du prøver at passe rigtig godt på dig selv og mærke helt ned i maven, hvad der føles rigtigt og forkert for dig, for jeg tænker, at der kan være mange situationer, som kan føles anderledes i det næste stykke tid, og hvor du måske kan reagere på måder, du ikke har gjort før – simpelthen fordi din krop og sind er i en periode, hvor den ikke lige nødvendigvis reagerer som den plejer på grund af, at du lige har mistet din mor. Du skriver ikke noget om din familie, men måske er der nogen i din familie, som kan være gode for dig at snakke med..? Både i forhold til sorgen over din mor, men måske også til at tale om det med din kæreste og den anden pige? Det kan gøre en stor forskel at tale med andre om sine tanker.Jeg håber, at du kan finde lidt inspiration og støtte i mit svar...Bedste hilsner til dig fraBørneBrevkassen
