Kære pige på 10 år Tak for dit brev. Jeg synes, at det lyder rigtig dejligt, at du er forelsket i en dreng fra 5. klasse.Jeg kan godt forstå, at du er lidt genert over at skulle spørge ham, om han gerne vil være kæreste med dig, sådan er der mange, der har det. Både drenge og piger. Du skriver, at du går i 4. Klasse, og han går i 5. Klasse, så jeg tænker på, hvornår I mon ser hinanden? Er det mon i frikvartererne, hvor du måske har snakket med ham? Eller måske I går i klub sammen efter skole?Når man er forelsket i en, er det altid en god idé at prøve at komme i kontakt med personen. Nu ved jeg jo ikke, hvor du møder ham, du er forelsket i henne, men måske du kunne lave nogle af de samme ting, som han laver i frikvartererne, hvis det er der, du ser ham? Hvis han for eksempel spiller boldspil i frikvarteret, kunne du også spille boldspil sammen med ham og hans venner? På den måde er det måske lidt nemmere at komme i snak med ham, og han opdager måske også, hvor sød du er, hvis han ikke allerede ved det i forvejen. Du skriver, at du synes det helst skal være ham, der spørger dig, om I skal være kærester og ikke omvendt, fordi det mest er drenge, som skal spørge om sådan noget. Det kan sagtens være pigen, der spørger drengen, om han vil være kærester, for nogle gange er drenge lige så generte som piger. Måske har han slet ikke opdaget, at du synes, han er sød, og så har han slet ikke tænkt på, at det kunne være en mulighed, at I kunne være kærester?Måske du kunne få en af dine veninder til at spørge ham, om der er nogle af pigerne i 4. Klasse, som han synes er søde? Så kunne du måske blive lidt klogere på, om han også kunne være forelsket i dig? Du spørger, om det er for tidligt at få en kæreste. Det er meget forskelligt, hvornår man får sin første kæreste, og der er ikke nogen rigtig eller forkert alder at få en kæreste i. Det kan være forskelligt, hvordan man er kærester, jo ældre man bliver, men der er ikke noget forkert i at være kærester. selvom man kun er 10 år gammel som dig. Og hvis du får en kæreste, bestemmer du også selv, hvor lang tid du har lyst til at være kærester med ham.Mon du har set, at der er nogle forskellige scoretips på BørneTelefonens hjemmeside? Du kan finde dem her: http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Sex-og-seksualitet/Vaerktojskassen/scoretips.aspx. Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at tale med en rådgiver. Jeg håber, at du finder ud af, om drengen fra 5. Klasse også er forelsket i dig, og om han kunne have lyst til at være kærester med dig.Kærlige hilsner BørneTelefonen