Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Trist hele tiden

Hejsa,
Håber virkelig at I vil hjælpe mig og beklager for det lange brev.

Jeg skriver ind til jer, da jeg i en længere periode har været trist og ked af det. Jeg har ikke en specifik grund til, hvorfor jeg er ked af det, jeg er bare trist. Jeg bliver hurtigt irriteret over små ting og kan godt lade det gå ud over andre, at jeg er ked af det.

Jeg orker ikke rigtigt noget.. Hver morgen vågner jeg og tænker at jeg ikke orker at stå op og venter egentlig bare på at skolen er overstået, så jeg kan komme hjem og ligge under dynen. Jeg orker egentlig ikke rigtig andet end bare at tage hjem efter skole og være alene. Jeg har en masse søde veninder, jeg orker bare ikke at være sammen med dem. Den eneste jeg rigtig gider at være sammen med, er min kæreste. Min kæreste og jeg hygger os altid når vi er sammen, men af en eller anden grund bliver jeg altid sur eller irriteret på ham over noget. Det udvikler sig altid til en diskussion.

Der er en grund jeg måske godt kan tro volder hele min situation og det er at min kæreste for et halvt år siden var mig utro (4 gange med den samme pige). Det tog hårdt på mig, for det var ikke sket for mig før og det var virkelig et tillidsbrud i vores forhold. Jeg valgte så at tilgive ham og tage ham tilbage, da han var inderligt ked af det han havde gjort og jeg elsker ham alt for højt til at give slip på ham. Vi har så lige siden prøvet at få det til at fungere og det blev også bedre en kort periode efter vi kom sammen igen, men det som om at tilliden er forsvundet igen.

Vi går på to forskellige gymnasier og ser kun hinanden 3-5 gange i løbet af ugen. Han er meget hemmelighedsfuld fx med sin telefon; jeg må slet ikke kigge i den eller noget, hvor han godt må kigge i alt på min telefon, og han fortæller ikke rigtigt, hvis han har fået en ny veninde som han skriver med eller noget i den retning, det virker heller ikke som om at han vil have at alle skal vide at vi er kærester, for han vil aldrig lægge billeder ud af mig på sociale medier og han kan heller ikke lide når jeg gør det af ham.

Derudover så vil han gerne have at jeg er helt dækket ind når jeg tager til fest og han tror altid, at jeg har lavet noget med en anden, selvom han godt ved at jeg aldrig nogensinde har været tæt på at kysse med en anden i de 10 måneder vi har været sammen.

Næsten hver dag siger han til mig “nu ikke noget ballade” eller “du er ude på numre”, og det irriterer mig så meget, fordi at jeg aldrig har gjort noget og synes det er dobbeltmoralsk af ham.

Jeg har på fornemmelsen, at han har gang i noget, bag min ryg og jeg er så bange for at blive såret igen. Jeg har spurgt ind til om han har været utro igen, men han bliver bare sur og siger at jeg skal stole på ham.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det ovenstående er en grund til, at jeg går og er trist hele tiden, fordi jeg bekymrer mig om, om han kunne finde at være sammen med en anden igen. Han er nok den person, der betyder mest for mig og jeg deler alt med ham, så ku slet ikke forestille mig en verden uden ham. Det andet er bare noget der fylder utrolig meget i mig.

Det at jeg er trist hele tiden, gør at jeg nemt bliver sur på ham uden grund og jeg har næsten ikke engang lyst til sex mere. Jeg ved ikke hvordan jeg skal snakke med ham om det, for er bange for at han bliver sur ellers er han meget uforstående på det punkt.

Set ud fra det hele, så føler jeg mig så trist, at jeg bare har lyst til at græde hele tiden og lukker mig meget inde ovre i skolen. Føler nærmest, at jeg er deprimeret. Om det har noget at gøre med det, der er sket mellem min kæreste og jeg ved jeg selvfølgelig ikke. Jeg er i det hele taget i dårligt humør hele tiden også ovre for mine forældre.

Hilsen mig

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år,

Først og fremmest vil jeg sige, at det er helt normalt, at man kommer til at lade det gå ud over andre, når man er ked af det.

Når man går og føler sig ked af det hele tiden, er man også mere følsom overfor, hvad andre mennesker siger og gør. Derfor reagerer man, voldsommere overfor dem, end man ellers ville have gjort.

Med det du fortæller i brevet, tænker jeg, at det helt bestemt godt kan være grunden til, at du går og føler dig ked af det hele tiden. Det er meget hårdt at miste tilliden til ens kæreste, som man jo elsker og stoler på.

Det kan desværre tage lang tid, at genopbygge den tillid, som du havde til ham før. En af de vigtigste ting er, at I får snakket det hele ordentlig igennem. Her er det vigtigt, at han giver dig lov til, at få svar på alle de spørgsmål du har, og at I får talt om, hvad I hver især kan gøre for at genopbygge tilliden.

Det lyder til I begge tjekker op på hinanden? Det kan føles hårdt. Måske I også skal snakke om at bruge tid på at fortælle hinanden, hvad I er glade for ved hinanden, aftale at lave nogle ting, som I hygger jer med og få lagt nogle ting ind når I mødes, der føles rart. Du skriver du elsker ham og I hygger jer sammen, prøv at fortælle ham det og lav mere af det hyggelige. Måske det også kan være en måde til at komme tættere på hinanden igen?

Du skriver i starten af brevet, at du ikke orker at se dine veninder, sådan er det helt normalt at føle når man er ked af det.

Men det kan faktisk hjælpe én rigtig meget. Når man sidder alene, kan man nemmere komme til at tænke på de ting der gør en ked af det.
Hvis du er sammen med en veninde, kan I lave hyggelige ting sammen og du kan tale med din veninde om det der gør dig ked af det, i stedet for at gå alene med det. Det tror jeg ville kunne hjælpe dig rigtig meget. Dine veninder kender måske også til at have nogle udfordringer med deres kæreste/drengevenner og I kan støtte hinanden.

Kærlighed kan være svært og gøre ondt, men også føles helt vidunderligt. Håber I får en god snak og ikke mindst får fokus rettet hen på at I elsker hinanden og øver jer i at være gode til at vise det, bl.a. ved at være mere åbne og ærlige, men også ved at turde vise tillid til at man ikke behøver dele alt i et forhold. 

Mange kærlige tanker fra
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat