Tiltrukket af voksne kvinder
Hej BørneTelefonen, jeg er en pige på 16 år
Ligeså længe jeg har været bevidst om mig selv som et seksuelt væsen (dvs. siden 10-11-års alderen), har jeg følt mig tiltrukket af voksne kvinder. Både nogle i starten af 20’erne og helt op omkring de 60-65 år. Alle de kvinder, jeg gennem tiden har kastet min kærlighed på, har været nogle meget stærke personligheder oftest med en eller anden autoritets-status over for mig og/eller andre. Det har både været kendte personer og folk fra mit eget liv som danselærere, lærere eller andre voksne.
Jeg er i tvivl om, hvad det egentlig er jeg føler for de her kvinder. Er jeg bare dybt fascineret af dem eller forelsket i dem? Synes det er svært at skelne imellem. Det er egentlig ikke fordi jeg ser mig selv som lesbisk. Ser mig faktisk ikke som noget specielt. Jeg er nemlig også meget glad for drenge, har både været kærester med nogle og i seng med en pæn del også. De skal bare helst være på min egen alder eller omkring 20’erne. Ved ikke hvorfor jeg har det sådan.
Jeg har selv gået og spekuleret rimelig meget over hvordan jeg har det og hvorfor. Normalt ville man jo tænke, at det måske er fordi jeg mangler noget fra mit forhold til min egen mor. Men min mor og jeg har et super godt forhold. Der er godt nok en del ting jeg ikke fortæller hende, og omvendt, men jeg er ikke i tvivl om at jeg er hendes kæreste eje. Hun er selv en stærk personlighed, der har været noget for virkelig mange (udsatte) unge mennesker igennem hendes arbejde som skolelærer. Jeg beundrer hende utrolig meget og elsker hende overalt på jorden. Vi har ikke sådan et pusse-nussede mor/datter-forhold. Hun er nærmere som en mentor for mig samtidig med at være en god veninde. Altså på den rigtige måde, der er ikke nogen tvivl om hvem der bestemmer. Nogle gange synes jeg hun er hård ved mig, men hun er den bedste støtte jeg kunne ønske mig gennem tilværelsen.
Med hensyn til de der kvinder. Det er ikke fordi jeg har helt vildt meget lyst til at have noget med dem at gøre seksuelt. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil det – hverken eller, svært at forklare. Når jeg “fantaserer” om dem, eller hvad man nu skal kalde det, er det mest noget med at de er mine virkelig tætte veninder og at vi måske har noget lidt kørende ved siden af. Det virker bare spændende på en eller anden måde. Jeg har været i seng med en pige, men hun var på min egen alder. Altså det føltes meget normalt, det er min gode veninde.
Dette her er ikke noget der går mig på eller jeg er frustreret over. Undrer mig bare nogengange, og ville gerne høre nogle andres tanker omkring det. Ved godt I ikke kan komme med et decideret svar, men det er egentlig heller ikke det jeg har brug for.
Venligste hilsner fra mig
Videoer om kærlighed
Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!
Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.