Brev

stort problem med forældre, omkring kærlighed.

Hej, jeg er en pige på 15 år gammel.

Jeg står i en virkelig svær situation, som virkelig påvirker mig og min hverdag. Vil lige fortælle lidt om baggrunden af historien, og så selve problemet.

Min mor er dansk, født og opvokset her. Min far er derimod født og opvokset i Tyrkiet. Dvs to forskellige religioner, som egenligt ikke påvirker familien fordi min far lader min mor træffe sine egne beslutninger.

Min far går egenligt ikke særlig meget op i hans religion, han ber ikke. Han røg engang, drikker nogengange osv. Det mest bare hans opvækst som var religiøs. Der er dog nogle få ting han stadig holder fast i, som så påvirker mig.

Når det gælder opdragelse, så har mine forældre lidt forskellige holdninger til hvad jeg må og ikke må. Min mor er ok large omkring kærester, fester og alt det der. Hun ved godt hvis jeg er til fest, sammen med min “kæreste” osv. Hun holder det bare skjult for min far. Han ville blive virkelig sur på mig, hvis han fandt ud af alle de ting jeg gør bag hans ryg.

Min far er ligesom den der bestemmer i huset, så hvis jeg spørger om noget så er det ham der giver svar. Hvor min mor så bare kan sidde og nikke med selvom det ik er hendes egen mening. Nu til problemet:

Jeg ses lige pt med en super skøn dreng, han er virkelig noget af det bedste der er sket for mig. Han har en voldsom god indflydelse på mig, han gør mig så glad. Hans øjne lyser op, når vi ser hinanden. Selv mine veninder kommentere på det, en hver kan se hvor meget han elsker mig.

Man kan vel godt omtale os som kærester, men så alligevel ikke, fordi jeg ikke tør at tage ham med hjem. Men jeg har mødt hans familie mange gange, det bare nederen kun at være sammen hos ham.

Meeeeen, min far er sådan 95% imod at jeg har en kæreste. Min mor er ligeglad, hun vil bare have jeg er glad. Og hun ved hvor glad han gør mig.

Jeg har før haft den her samtale med min far om at have kæreste, han siger at jeg godt må ses med ham og tage steder hen osv. Vi må bare ikke være hjemme hos os.

Jeg har prøvet at fortælle min far hvor meget det betyder for mig hvis han gad at acceptere ham, og møde ham. Men han vil ikke. Han sagde bare at hvis drengen kunne holde sig seksuelt fra mig i et år mere. Så kunne vi snakke om det igen om et år. Men det jo forfærdeligt hvis jeg i et helt år, skal skjule for min kæreste at min far ikke tillader det og bruge alle mulige lorte undskyldninger.

Vi har ses i sådan 2 mdr nu, og jeg er allerede løbet tør for undskyldninger. Mit spørgsmål er så bare, hvad skal jeg gøre?

Skal jeg droppe min kæreste og forblive single de næste 30 år af mit liv, før min far begynder at give mig frihed. Eller skal jeg forblive med ham? Snakke med min far igen eller…. fordi jeg er så ked af det over det, fordi jeg ikke vil miste ham.

Men det er så svært og frustrerende virkelig.

Hilsen den anonym pige
– Håber på svar <3

Pige, 15 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Du er bare så godt til at beskrive den situation, som du befinder dig i. Det er tydeligt for mig, at du bare ønsker at være dig selv og leve dit liv, sådan som du selv gerne vil - og det kan jeg godt forstå.

Det at være barn af to forældre som kommer fra hver deres kulturelle baggrund, kan til tider være udfordrende. De har selv deres egne erfaringer og værdier, som de bringer med ind i familien og nogle gange, kan det være svært at forene.

Alt afhængig af hvor man kommer fra og hvordan man er vokset op, vil værdierne være forskellige fra person til person. Selv om man er født og opvokset i det samme land, er der ingen garanti for, at det som betyder noget for den ene, betyder det samme for den anden.

Det at din far reagerer som han gør, kan der være flere forklaringer på - og det behøver ikke kun at handle om de kulturelle forskelle. Måske kunne det tænkes, at din far gerne vil passe godt på dig. Det at du ”pludselig” er blevet stor og begynder at interessere dig for drenge, betyder også, at han skal se sin lille pige på en ny måde; nemlig som en snart voksen kvinde.

Da du er under 18 år, er det dine forældre, som er ansvarlige for dig. De har nogle regler, som skal følges derhjemme. Men derfor har du stadig ret til, at sige hvad du mener og føler.

Nogle gange reagerer forældre med en afvisning, fordi de egentlig er utrygge ved det, som skal ske. Din far har aldrig mødt din kæreste, og derfor har han ikke fået sat ansigt på den person, som du har valgt, at du gerne vil være kæreste med.

Jeg tænker, at du måske kan prøve at snakke med din mor. Hun kender både dig og din far - og når jeg læser dit brev, fornemmer jeg, at du og hende deler mange af de samme værdier. Sammen kan I måske snakke om, hvordan du kan få præsenteret din kæreste på en måde, så I også kan være hjemme hos dig. For mange forældre bliver det langt mere trygt, når de har mødt den person, som deres barn er sammen med.

Måske kan du starte med bare at invitere ham hjem til aftensmad som en ven. I kan alle snakke sammen og forhåbentlig have en hyggelig aften. Din far får på den måde mulighed for at se, hvem det er, du er sammen med i din fritid - og måske bliver det lettere, at fortælle ham, at I faktisk er kærester.

Det kan også være, at du har veninder, som også har oplevet, at det kan være svært at få præsenteret en kæreste for familien. Måske har de nogle gode erfaringer, som I sammen kan dele - det kan nogle gange være hjælpsomt at få andres perspektiver og idéer.

Du skal ikke forlade din kæreste, som du holder så meget af - du har fundet og oplevet kærligheden, og hvad er smukkere end det? Måske skal din far bare have lidt hjælp til at komme på andre tanker.

De bedste ønsker fremover fra

BørneTelefonen