Kære 15-årige dreng,
Mange tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå, hvis det er frustrerende at få ståpik, uden at du kan styre det. Jeg ved, at der er helt vildt mange drenge, der kender til det. Det er den øgede mængde af hormoner, som kommer i puberteten, der gør at rejsninger kommer spontant og uden, at man rigtigt kan gøre noget ved det.
Det er svært at styre kroppen, på den måde. Så der er nok desværre ikke så frygtelig meget, du kan gøre ved det. Til gengæld, betyder det også, at det mest er et problem i teenageårene. Og at det altså med tiden, forekommer mindre og mindre.
Når rejsningerne kommer, kan det indimellem hjælpe, at man prøver at fokusere på noget andet. Det ved jeg kan være svært, men du kan måske alligevel prøve at se, om det virker.
Måske hjælper det, at tænke på, at det jo er helt naturligt, og mange piger ved også godt, at det kan ske for drenge, når de er i puberteten.
Du kan også læse mere om ufrivillig rejsning her: http://www.sexlinien.dk/emneside-seksuelle-problemer/ufrivillig-rejsning.aspx.
Jeg håber, at mit svar kunne hjælpe lidt. Ellers er du velkommen til at ringe til Børnetelefonen på 116 111 eller til Sexlinien på 7020 2266.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen