Kære dreng på 15, Mange tak for dit brev. Du har skrevet ”Sorg” i overskriften, og det forstår jeg rigtig godt. At afslutte et kæresteforhold gør ondt, og man kan blive helt fyldt af sorg. Nogen gange så meget at det også gør fysisk ondt. Det gælder, uanset om man selv har været nødt til at bryde forholdet, om man var enige eller det er den anden, der har forladt en. Det tager tid at komme gennem sorg over et forhold, der slutter, og tiden kan føles urimelig lang. Det kan tage mange måneder, og det kan føles som om, man aldrig kommer igennem. Men det gør man. Selvom det kan føles som en evighed.
Når man har elsket hinanden, som I har, så er det også helt normalt, at man kan blive ved med at have positive følelser for hinanden; Også selvom man ikke ønsker at være kærester. Man behøver jo heldigvis hverken hade eller være ligeglad med nogen, bare fordi man ikke er kæreste med dem længere. Ligesom man ikke behøver være kæreste med alle, man synes er søde. I dit fine, men korte brev skriver du ikke så mange detaljer. Så der er mange ting, jeg ikke ved noget om. F.eks. Hvor længe var I kærester? Var I enige om at slå op? Eller var det dig der slog op? Hvorfor slog I op? Hvordan var jeres forhold da I var kærester? Hvordan er jeres forhold nu? Er I stadig venner? Har I trukket jer væk fra hinanden socialt eller ses I stadig? I skolen? I byen? Hos venner? Eller bor I langt fra hinanden, så I ikke lige møder hinanden, uden at det er aftalt? Spørgsmålene er ikke for at snage i noget der er privat mellem jer, men fordi det godt kan have en betydning for, hvad man kan gøre med sin sorg. I sorgen kan der nemlig også gemme sig andre følelser. F.eks. vrede over noget, der er sket? Følelse af at være blevet svigtet – eller af at have svigtet? Skuffelse? Tvivl om man skulle have givet det en chance mere? Usikkerhed over at være alene, efter at have været et par? Og mange andre forskellige følelser. Hvad mon du føler udover sorg? Du skriver, du stadig har følelser for hende og ikke ved, hvad du skal gøre, da I virkelig elskede hinanden. Her tænker jeg, hvad mon du har LYST til at gøre? Har du lyst til at finde en måde at komme gennem din sorg, og komme videre uden hende? Savner du hende, men har ikke lyst til at have kontakt mere? Har du lyst til fortsat at have hende i dit liv, men ved ikke hvordan? Eller har du fortrudt, at I har slået op, og ønsker hende tilbage som kæreste? Måske ved du det ikke selv, men er bare fyldt af sorgen over, at noget dejligt er sluttet? Jeg ved godt, at jeg nu har stillet dig flere spørgsmål, end du har stillet mig. Det virker måske lidt forvirrende eller komisk, men måske kan du bruge spørgsmålene til at finde ud af, hvad du har lyst til at gøre, hvis du ikke allerede ved det? Jeg håber i hvert fald, at svaret har kunnet hjælpe dig lidt på vej? Måske har du lyst til at skrive til vores chat eller ringe til os? Det kan være lidt lettere, når man kan stille opklarende spørgsmål til hinanden undervejs. Du ville også kunne fortælle rådgiveren lidt mere, så svarene kunne blive mere konkrete. Nummeret til BørneTelefonen er 116111. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at skrive til os igen. Kærlig hilsen BørneTelefonen