Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

sommerforelskelse

Kære BørneBrevkasse

Jeg er en 15 (snart 16)-årig pige som i sommferien var på sprogrejse i England.

Vi var i løbet af de 3 uger delt op i hold, med én leder til hvert hold. Mit hold var så heldige at få denne umiddelbart unge fyr, som ellers ikke normalt ville være min type. Allerede første dag jeg mødte ham, gik vi rigtig godt i spænd, og han grinede hele tiden mens vi snakkede sammen.

Mine veninder opdagede med det samme hvor glad jeg blev når han var i nærheden – jeg kunne nemlig ikke stoppe med at smile og få sommerfugle i maven efterhånden som de tre uger gik. Vi havde simpelthen sådan et godt forhold til hinanden. vi legede vandkamp kun os to og udvekslede numre/instagram/facebook osv

Den dag vi skulle hjem stod han op kl. 3 om natten for at sige farvel, og fordi vi var blevet så tætte stod han og holdte om mig, og vi to krammede flere gange end han gjorde med de andre.

Han sagde til os alle sammen at han kom til at savne os, men sagde også til mig at han aldrig ville glemme mig. Lige så snart vi steg på bussen fik jeg en besked hvor han ønskede mig god tur hjem, og at han allerede savnede mig.

Siden hen (det er lidt over en måned siden) har vi skrevet sammen stortset hver eneste dag! Vi har nogle gange siddet i 6 timer i træk og skrevet om alt og intet.. Han sad endda oppe hele natten og skrev med mig da han ventede i lufthavnen på at skulle med et fly istedet for at sove ligesom alle hans venner gjorde..

Så er der bare lige det at han er 20 år. Han har en kæreste. Han bor i England. Fuldstændig udenfor rækkevidde. Han ved jeg havde et crush på ham da jeg var i England, det har jeg fortalt ham. Jeg er sikker på han tror det er overstået men tværtimod – jeg tror jeg er sådan rigtig forelsket. Og alle de signaler han sender mig får mig til at tro at han også er interesseret i mig.
 
Jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal gøre; Han er blevet meget mere end bare et crush – han er grunden til jeg nu smiler i modsætning til inden turen hvor jeg havde det hårdt. Med vilje prøvede jeg ikke at snakke med ham i en weekend, fordi jeg ved det aldrig bliver til noget mellem os – og jeg havde det lige så forfærdeligt som inden turen.

Hjælp !!!

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige Tak for dit brev. Når man er forelsket kan det føles som om, at man ikke kan tænke på andet og man kan opleve et væld af forskellige følelser. Sommetider kan man på en måde blive helt opslugt af tanken om, hvor dejligt det kunne være sammen med en bestemt fyr. Det kan fylde utrolig meget. Jeg håber, at brevet kan hjælpe dig med, hvad du videre skal gøre.

Der er vist ingen tvivl om at du er forelsket. Det stråler ud af dit brev. Spørgsmålet er så om han også er det i dig? Hvordan vil det være for dig at finde ud af, hvordan han føler for dig? Ud fra alle de ting, som du skriver, så kunne noget godt tyde på at han også er interesseret i dig, men jeg tænker, at det kunne være en start at få dette afklaret, således at du ikke har nogle forgæves forhåbninger. Du har før været modig og har fortalt ham, at du havde et crush på ham, men jeg læser det også sådan, at han ikke er klar over at du er forelsket i ham nu. Er det mon korrekt? Jeg tænker, at hvis du nu kender til hans følelser for dig, så ved du også lidt bedre, hvad du har at forholde dig til fremadrettet.Jeg tænker nemlig, at du så står over for to veje at gå derefter. Den ene vej handler om, at hvis han også er forelsket i dig, så skal I finde ud af, hvad I gør videre med de udfordringer, som der er i det. 1. at han har en kæreste og 2. at han bor i England. At have et kæresteforhold på tværs af landegrænser er på nogle måder svært, men det er ikke umuligt. Der er flere mennesker, som får det til at fungere, f.eks. ved at være i kontakt med hinanden over nettet og ved at besøge hinanden. Der er en anden måde at være kærester på.Den anden vej er den, hvor han ikke deler de følelser, som du har for ham. Selvom det nok vil gøre ondt indeni, så kan der måske være noget godt i, at du nu ved det. Så skal du derefter i gang med komme dig ovenpå en ugengældt forelskelse - og der er ting, som man kan gøre for at lette lidt på det, f.eks. at tage sig nogle ordentlige tudeture, være sammen med veninderne og lave ting, som man holder af for at få tankerne lidt på afstand. På et tidspunkt, så er det faktisk kommet så meget på afstand, at du er klar til at blive forelsket igen. Så vil denne erfaring måske også have hjulpet dig lidt på vej i forhold til at finde frem til, hvad du godt kan lide ved andre og hvad du falder for. Det lyder til, at det er vigtigt for dig, at I kan have det sjovt sammen og at I kan tale en masse. Det er nogle gode værdier - og jeg tænker, at det er noget, som du kan bruge videre til at finde en at være kæreste med. Men lige nu drømmer du om den engelske dreng, og hvem ved måske drømmer han også om dig? Så hvordan vil det mon være for dig, hvis du fortæller ham, hvordan du har det og så ser, hvordan han reagere på det?Det kan også være, at du lige nu - på trods af din forelskelse i ham - tænker, at det simpelthen vil være for svært at have et forhold til en, som bor i et andet land. Så kan du måske overveje om det kan være muligt for dig, at fortsætte med at holde kontakten med ham, som en god ven? Du skriver, at du ikke var glad, inden du tog af sted på sprogrejse, men det lyder også til, at du har fundet en god ven, som du kan tale med og som har været med til at gøre det hele anderledes – måske kan det være en start på at gøre det hele meget bedre herhjemme. Tror du, at du kunne leve med at I bare var venner i fremtiden? Jeg håber, at du ved at svare på nogle af de spørgsmål, som jeg har givet dig i dette svar, kommer lidt tættere på at finde ud af hvordan du skal håndtere din forelskelse. Du er velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale videre om det. Nummeret et 116 111 og du vil være anonym, når du ringer ind. Mange hilsner fra BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat