Skal jeg vælge?

Kære BB.

Jeg er en pige på 14 år, der har en virkelig dejlig kæreste som jeg elsker meget højt.

Jeg har også to bedste venner, som jeg selvfølgelig også holder ekstremt meget af.

De er rigtig gode venner med min kæreste, den ene har kendt ham siden de var små.

Dog kan mine bedstevenner godt blive meget irriteret på min kæreste, sige han er useriøs og forstyrrende. Derfor er det tit, at de ikke vil i gruppe med ham fordi de ikke får lavet noget. Det er nok desværre rigtig, men det er heller ikke at de altid selv er 100% koncentrerede.

På den måde bliver de lidt dobbeltmoralske, og jeg tænker at min kæreste bliver lidt ked af det over det. Eller, det ville jeg ihvertfald selv være blevet..

Mig og mine bedstevenner har i helt år aftalt, at vi skulle i biografen og se en film. Nu er den på trapperne, og vi skal snart bestille billetter. Min kæreste skal selvfølgelig med. – Troede jeg.

I dag fortalte mine venner at de gerne ville have en vennetur, for de gad ikke og se os kysse osv.

Det forstår jeg jo faktisk godt, men hvad vil min kæreste ikke sige? Formodentlig bliver han ked af det og skuffet, hvilket er forståeligt. Jeg vil jo også gerne have ham med!

Jeg føler tit at jeg må vælge mellem venner og kæreste, og jeg kunne forestille mig at mange har prøvet og stå i den situation.

Mine bedstevenner har en tendens til og tale lidt grimt om min kæreste, når han ikke er der. Men ellers pjatter de altid med ham og hænger ud alle 3.

Men når jeg er der, så er det som om det hele går i stykker. Og jeg tror egentlig godt jeg ved hvorfor.

Min ene bedsteven har været forelsket i mig i 3 år, og vi har været bedstevenner i 8 år. Vi er utrolig tætte, præcis ligesom bedsteveninder. Og det er meget passende, for jeg har aldrig haft en rigtig “bedsteveninde” som jeg kunne snakke med alt om.

Han har hjulpet mig gennem mange svære perioder i mit liv, og betyder rigtig meget for mig. Det er bare et meget stort problem at han er så håbløst forelsket i mig.

Han snakker ALTID negativt om min kæreste, og hver gang han snakker om mig, ham og min kæreste, bryder han fuldstændig sammen. Han brokker sig over, at min kæreste, som kom på skolen her efter sommerferien, slet ikke kæmpede for mig som han gør. Han siger at han har forandret mig, at vi ikke er nok sammen mere, at jeg aldrig snakker med ham.

Hvis mig og min kæreste har problemer, og jeg går til min bedsteven for hjælp, kan han ikke hjælpe mig, uden jeg inderst inde godt ved at han håber mig og min kæreste slår op.

Det sårer mig.

Jeg har altid trøstet ham, men det er som om jeg er blevet træt af det. Og det er nok fordi han overreagerer alt for meget.

Tro mig, jeg ved godt hvordan det er og være ulykkelig forelsket!

Jeg var forelsket i min anden bedsteven i 3 år, men det er jeg ovre. Så derfor kan jeg godt forstå at han er ked af det. Men han må også tænke på, at der ikke er så meget jeg kan gøre.

Jeg elsker min kæreste, og jeg er træt af at han altid giver mig så dårlig samvittighed.

Jeg krammer min bedsteven HVER gang jeg ser ham, lytter altid til ham og jeg ignorere ham slet ikke, som han siger.

Jeg synes han er moden nok til og lægge det bag sig, se i øjnene at han ikke kan få mig. Jeg synes altså ikke at jeg kan blive ved med og gå og tage hensyn og hele tiden tænke på at jeg ikke må kysse min kæreste, fordi min bedsteven er der.

Det skal lige siges at min anden bedsteven giver min bedsteven ret og støtter ham, når han fortæller at han bliver såret over og se mig om min kæreste. Så siger min anden bedsteven at jeg skal tage hensyn, og så får jeg dårlig samvittighed.

Jeg er bange for at alt det her i sidste ende vil gå ud over mig og min kærestes forhold. Og så vil jeg jo efter det hade mine bedstevenner for det, og hvem har jeg så tilbage af nære venner?
 
Undskyld, hvis det hele er lidt forvirrende, men jeg prøver og sætte det sammen. Så jeg har virkelig brug for hjælp!

Skal jeg sætte endnu mere tid og overskud af til min bedsteven?

Hvordan undgår jeg og miste hverken min kæreste eller mine bedstevenner?

Hvordan skal jeg skrue det hele sammen?

Hvis jeg prøver og forklare eller snakke med min bedsteven om det, bryder han bare atter sammen, og min anden bedsteven holder altid med ham.

Hvad har jeg og sige til mit forsvar, når de hælder det hele ud over mig?

Mange knus,

mig. 🙂