Brev

Problem med kæresten (nok mest mig selv…)

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år

Tusind tak for dit meget rørende brev.

Du fortæller, at du har mistet din mor til kræft for to år siden, og at du i dag har en kæreste som du er meget glad for, men som du er bange for at miste. Det gør mig virkelig ondt at høre, at du har mistet din mor. Det er utrolig hårdt at miste én, man elsker, og livet kan føles både meningsløst og uretfærdigt, når det sker.

Jeg vil gøre mit allerbedste for at give dig et svar, der forhåbentlig kan være en hjælp og en støtte for dig.

Når man som barn mister en forælder efterlader det en stor sorg og et kæmpe savn, og det kan være svært at håndtere de mange følelser, som kan følge med sorgen. Den kan komme til udtryk på rigtig mange måder og i mange forskellige sammenhænge af livet. Når jeg læser dit brev, så fornemmer jeg, at du er bevidst om, at sorgen kan have mange ’ansigter’. I overskriften på brevet skriver du nemlig, at du har: ”Problemer med kæresten - nok mest med mig selv”. Jeg synes, det er enormt godt set af dig, at det, at du kan føle dig særligt sårbar og bange for at miste, kan skyldes, at du før har oplevet at miste en du holdt  meget af. Jeg tænker derfor, at jeg vil starte mit brev her - ved tabet af din mor.  

Allerførst vil jeg gerne starte med at sige, at jeg er meget imponeret over din evne til at mærke dig selv og ikke mindst til at sætte ord på dine følelser. Du fortæller, at du følte et stort tomt hul i hjertet, da din mor gik bort. Det viser mig, at din mor var en vigtig del af dig og dit liv, og jeg mærker derfor tydeligt den smerte og det tomrum, som du står tilbage med. Jeg er sikker på, at der er mange andre børn og unge, der har mistet, som kan genkende disse følelser. Sorgen er jo netop et bevis på, at man har elsket. Det kan være en utrolig svær og næsten umulig opgave at skulle sætte ord på den store sorg, det er at miste sin mor. En person man elsker, mangler og behøver. Det kan for mange føles som om, man skal lære at tale et helt nyt sprog - sorgens sprog. Jeg bliver derfor så glad og rørt over at se, hvor god du er til sætte ord på dine følelser, og jeg tænker, at dette er en kæmpe styrke.

Du skriver så fint at din kæreste med tiden begyndte at fylde det store tomme hul lidt ud, og at hun i dag fylder hele hullet ud – og mere til. Jeg tænker, at det må have været meget livsbekræftende for dig at opleve at blive forelsket. Din kærlighed til din kæreste viser nemlig, at livet går videre. Det er tydeligt at mærke, at du er utrolig glad for din kæreste, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun har været og er en kæmpe støtte for dig.

Jeg får også lyst til at fremhæve, hvor meget jeg tænker, at du selv har gjort for at nå dertil, hvor du er i dag. Du har skullet bearbejde et meget vanskeligt tab, og du har skullet lære at håndtere sorgen og at sætte ord på den. Du har taget mange svære skridt i din sorgproces. Du har valgt at sige ja til livet og ja til kærligheden. Kan du mon også se, hvor hårdt du selv har arbejdet, for at komme hertil?!

Sorg er ofte en længerevarende proces. Den kan fylde meget i nogen perioder og mindre i andre. Når du oplever, at følelsen af at være bange for at miste kan fylde meget, så kan det måske være et tegn på, at der fortsat er nogle oplevelser omkring din mors død, som kunne være godt for dig at få talt om og herigennem få bearbejdet? Jeg vil i den sammenhæng gerne fortælle dig, at der findes en organisationen der hedder Børn, Unge og Sorg, som hjælper børn og unge, som har mistet en forældre. Har du hørt om det før? De har blandt andet en gruppe af frivillige, som man kan skrive og ringe til for at tale om sit tab. Alle de frivillige har selv mistet en mor eller en far, og de ved derfor, hvor svært det kan være at få hverdag, skole og parforhold til at fungere, når man er i sorg. Du kan jo overveje, om det er noget for dig? Linket er www.bornungesorg.dk.

Jeg tror, at der er rigtig mange unge mennesker, som kender til det at være bange for at miste deres kæreste. Det er et grundvilkår i ethvert parforhold, da et forhold jo baserer sig på lyst og frihed til at være sammen. Jeg fornemmer dog, at du og din kæreste har været sammen i længere tid, og at I faktisk har fået jeres forhold til at fungere godt på trods af den store afstand, der er imellem jer. Det er super sejt, og det viser et engagement og en velvilje fra jer begge. Det må være rart for dig at tænke på? Selvom det virker som om, at I har det godt sammen, så tænker jeg at det alligevel kunne være godt at dele sådanne bekymringer med hinanden. Kunne du mon have mod på at fortælle din kæreste, hvordan du har det? Måske ville det være meget rart for dig at høre, hvad hun tænker om det hele?
Derudover kan det være sundt for et parforhold, at man en gang imellem taler sammen om, hvordan man er gode for hinanden. I kunne for eksempel tale lidt om, hvad I hver især værdsætter ved hinanden, og hvordan I bedst muligt plejer jeres forhold? Det kunne være en måde at styrke forholdet og måske mindske frygten for et eventuelt brud.

Endnu en gang vil jeg sige mange tak, for dit brev. Jeg håber, du har kunnet bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste for fremtiden.

De allerbedste hilsener til dig fra

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat