Kære pige på 15
Hvor lyder det dejligt, at du elsker en dreng. Og det er godt, at I begge lyder opmærksomme på om I er på den sikre side, da der er en aldersforskel imellem jer. Det kan nogle gange være svært at bruge nettet til at finde klare informationer, og jeg håber at mit svar kan give dig afklaring.
At være 15, og være kærester med én på 18, er ikke pædofili eller ulovligt. Måske har du hørt, at den seksuelle lavalder er 15 år. Det betyder, at to mennesker, der gerne vil have sex med hinanden, begge skal være over 15 (eller jævnaldrende under 15). Den lov er til for at beskytte børn mod at blive udnyttet af mennesker, der er meget ældre end dem selv. Derfor er der ikke noget ulovligt i, at du er sammen med en fyr på 18.
På Sexliniens hjemmeside har de masser af information, som måske kan være relevante for dig, fx om den seksuelle lavalder: http://www.sexlinien.dk/emneside-rettigheder-og-overgreb/seksuel-lavalder.aspx
Når du skriver ‘være sammen’, ved jeg ikke om du mener seksuelt, eller som kærester uden at have sex. Men her får du lige et par ord med, som jeg håber kan være brugbare.
Det er vigtigt at du ved, at du alene bestemmer over din egen krop. Der er ingen der må presse dig til at gøre noget du ikke vil, eller ikke føler dig klar til. Det er din rettighed.
Jeg vil også sige, at det ikke nødvendigvis haster med at have sex. Det kan være meget forskelligt hvor ‘moden’ man er, og hvor klar man er til forskellige ting. Og der er meget andet to mennesker kan gøre, som er meningsfuldt og rart, og som kan vise kærlighed - at kysse, kæle, se film, lave mad, og andet som giver mening for jer. Det at lære hinanden godt at kende og stole på hinanden, kan være betryggende og vigtigt, inden man begynder at have sex.
At du skriver hertil, og selv har søgt information omkring jeres situation, viser mig at du er en pige der tænker før hun handler, og forstår at passe på sig selv. Det er vigtige og gode egenskaber, som du kan komme rigtig langt med.
Held og lykke
BørneTelefonen