Kære dreng,
Tak for dit meget varme brev, hvor du så fint beskriver dine følelser til forelskelse. Den forvirring, du beskriver, deler du med rigtigt mange andre unge, der - som dig - gerne vil være forelsket. Mega sejt at du har haft mod til at skrive!
Jeg kan godt forstå, at det kan være frustrerende ikke at være forelsket - både fordi mange du kender er det, og fordi det - ofte i hvert fald - er dejligt at være. Det er også helt naturligt at tænke forelskelse i den alder, du har, hvor hormoner hopper rundt i kroppen og er ved at finde sin plads. Men det er også vigtigt, at du ikke bare gør det fordi andre omkring dig har og har haft kærester. Det er ok at vi er forskellige og har det forskelligt med det. Det kanjeg også fornemme i dit brev, at du helts vil føle det rigtigt.
Det er jo sådan, at man ikke kan tvinge sig selv til at blive vild med nogen. For nogen tager det lidt længere tid at forelske sig. Og det er der ikke noget i vejen med. Så kan det ofte hjælpe, hvis man bruger tid sammen og lære hinanden at kende. Så selvom man ikke lige umiddelbart tænkte, at personen var interessant, så bliver man måske mere glad for hende, og pludselig en dag er man måske forelsket. Det ved jeg godt kan lyde lidt fjollet og måske besværligt, men det er det, der sker, når vi lærer hinanden bedre at kende - så kommer der nogle gange andre følelser!
Man kan godt sige, du skal til at øve dig i at gøre lidt mere selv for at komme tættere på pigerne, og det er det, som kan kræve lidt mod. Det er jeg sikker på, du godt kan finde frem, du kan f.eks. spørge om en, du er nysgerrig på har lyst til, at I går en tur, laver lektier sammen, måske laver pandekager eller noget helt andet hyggeligt Jeg ved ikke, hvordan det lyder for dig, men jeg tror, det er det, der skal til for at hjælpe det lidt på vej.
Du er allerede godt på vej til at blive en ung mand, og du har mange tanker og gode overvejelser. Jeg er ikke i tvivl om, at du nok skal blive rigtigt forelsket i en sød pige, når det passer ind hos dig.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Hvis du har lyst og brug for lidt mere snak, kan du altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke. Vi har også lavet et tema om forelskelse, som du måske kan læse lidt i: https://www.bornetelefonen.dk/tema/forelskelse
Kærlig hilsen
BørneTelefonen