Kære C
Tak for dit brev til BørneBrevkassen. Det er flot af dig, at du har klaret at skrive herind til, når du ikke er ældre. Netop det med din unge alder, får mig til at spekulerer en del i forhold til indholdet af dit brev.
Der sker nemlig rigtigt meget med os mennesker i alderen fra 10 til 15 år, det er både med kroppen og i forhold til modenhed. Derfor kan jeg tænke mig, at det må være rigtigt spændende for dig, at en dreng der er så gammel som 15 år, vil være kærester med dig. Hvad siger hans venner til, at han har en kæreste der er så meget yngre? Måske er der nogle af hans venner, der ikke helt kan forstå det. Siger han mon så det samme til dem, som han gør til dig, med at alder ikke betyder noget? Måske holder han jeres forhold hemmeligt for dem, ligesom du ikke har sagt noget til nogen om det, hvorfor mon – har du spekulereret over det?
Det er ofte sådan med hemmeligheder, at bliver du glad og let om hjertet ved at tænke på dem, er det okay at beholde dem. Men giver hemmeligheden ubehag i maven eller spekulationer og bekymringer, er det hemmeligheder du skal gøre noget ved og få talt med nogen om dem.
I dit brev kan jeg se, at du virker som en klog og eftertænksom pige, så måske har du allerede spekulereret over, om jeres forhold er okay? Selv om han virker rigtig sød og det kan føltes sejt, at han vil være kærester med dig, bliver jeg alligevel lidt bekymret. Måske bliver du ked af at læse det, måske har du andre følelser som vrede, men jeg håber alligevel du vil lytte til anbefalingen.
I dit brev håber du, at vi kan hjælpe dig med den knude du føler i brystet. Du beskriver det selv som en knude, mon det er fordi du godt kan mærke at der er noget, der ikke føles helt rigtigt?
Jeg tænker du har fundet modet til at skrive til os, fordi du ønsker at dele dine følelser og tanker med en voksen? Det er en god start og jeg vil opfordre dig til at bruge dit mod til også at få talt med en voksen tæt på dig, fx din mor, en lærer eller en anden voksen som du er tryg ved. Det kan nemlig udover at være en glæde at være forelsket i en ældre dreng også være fyldt med udfordringer.
I dit brev fortæller du ikke noget om, hvad i laver når I er sammen. Der kan nemlig være stor forskel på hvad en 10-årig og en 15-årig synes er rart at lave sammen. Når man er 10 år, er man stadig et barn og ofte slet ikke så udviklet som en 15-årig. Der sker rigtig meget når man går fra barn til ung. Følelsen af at elske en ældre dreng er helt normalt, men en 15-årig er ved at udvikle sig til en ung mand og måske han på et tidspunkt vil begynde at tale om sex, hvad tænker du mon om det?
Jeg er nødt til at fortælle at det er ulovligt for en 15-årig at have sex med en på 10 år? Ved ikke om det overhovedet er noget du/I har talt om, men der er en grund til loven er sådan. Det er for at passe på dig. Når man er 10 år skal man stadig have lov at være et barn og det tager tid at udvikles, så man på et tidspunkt er klar til at have et tættere forhold til en dreng.
Jeg håber du vil tage en snak med en voksen du er tryg ved omkring dine følelser og måske også en snak med drengen. Måske er det bedre I bare er venner, så både du og han kan omgås dem på jeres egen alder. Selvom det kan lyde svært, tror jeg det vil kunne hjælpe dig til at løse din knude i brystet op, hvad tænker du om dette?
Jeg håber du kan bruge et eller flere af mine råd? Hvis du slet ikke er enig eller hvis du af en anden grund gerne vil tale mere om det, vil jeg opfordre dig til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Det er gratis at ringe til BørneTelefonen og du behøver ikke at fortælle hvad du hedder.
Mange kærlige Hilsner
BørneTelefonen.