Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mit livs kærlighed forsvandt

Hej

I slutningen af december måned, besøgte jeg min bedste ven. Vi bor 1 time fra hinanden, men det ændrer ikke på, at vi er ekstremt tætte.
Da jeg besøgte ham, startede det ud med at vi bare gik lidt rundt i byen. Bagefter tog vi hjem til ham, hvor vi endte med at kysse og jeg gav ham et handjob.
Det hele var fint, og han sagde jeg var smuk osv. Men da jeg var på vej hjem fra toget, skrev han, at vi bare skulle glemme det, der var sket.
Men jeg kunne ikke bare glemme det, så jeg skrev en lang besked til ham. Jeg skrev fx “Altså kunne det tænkes, at der var en grund til, at det skete” og jeg skrev, at jeg følte noget den aften.
Han svarede tilbage med en lang besked, hvor han skrev, at det var os to mod verden og at jeg havde gjort hans liv bedre osv.

Men nu kommer vi så til problemet.
En måned efter episoden, får jeg en besked fra hans kæreste. Jeg vidste ikke, at han stadig var sammen med hende.
Hun skriver, at jeg ikke må have kontakt til ham mere, og at han skal have et godt forhold med hende og ikke et godt venskab med mig.
Det resulterer så i, at min ven sletter mig overalt – så jeg ikke kan få kontakt i ham mere. Men jeg ved jo godt, at det var hans kærestes valg.
Jeg bliver så knust, og jeg har været så ked af det lige siden. Vi havde et helt specielt venskab, og de fleste forstår det ikke. Jeg forventer heller ikke, at dig, der læser det her, vil forstå, hvor stærkt et venskab vi havde. Men jeg vil prøve at forklare det hurtigt:

I ved begge to, at i ville være det stærkeste kærestepar nogensinde, men i kommer aldrig sammen, for hvis I gjorde det, så ville I sætte alting på spil. Venskabet ville ikke holde. I har begge to stærke følelser for hinanden, og I er ikke bange for at indrømme dem. Nej, I fortæller hinanden hvor fantastiske, elskelige, smukke, dejlige I er. Selvom den ene af jer får en kæreste, så er følelserne der stadig, og de bliver ikke gemt. De bliver stærkere. Så stærke, at de til sidst ødelægger alt. For det skulle bare have været jer to fra starten.

Det kan godt være, at folk tænker jeg overdriver, men det gør jeg på ingen måde. Vi havde en form for forbindelse til hinanden, som ingen andre havde. Derfor føles det som om, at jeg har mistet noget af mig selv. Han er den eneste jeg kan se mig selv med, og jeg ved godt at han har en kæreste lige nu, men jeg ved også, at vi nok skal få kontakt igen en dag. Jeg ved, at jeg ikke forelsker mig i en anden. Det er ham, jeg vil leve mit liv med. Og jeg laver ikke sjov og jeg overdriver ikke, fordi det er sådan jeg har det. Vi er skabt for hinanden, vi skal være sammen.
Det der bare piner mig, er at vi ikke har kontakt lige nu. Jeg har brug for ham, og han har brug for mig – det ved jeg.
Jeg kan ikke komme i kontakt med ham, fordi jeg som sagt er blevet slettet overalt.
Derfor har jeg brug for hjælp. For hvordan kan jeg få mig til på bedre tanker? Jeg ved, at jeg ikke kommer over ham. Aldrig nogensinde. Men det skal ikke stoppe mig i, at have det godt.
Håber ikke det her var for langt, eller for uoverskueligt. Jeg havde brug for, at komme ud med mine følelser et sted – det blev så her.

På forhånd tak for at læse, og tak for at hjælpe.

knus

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 15 år

Tak for dit fine brev. Du beskriver meget flot dine følelser og jeres venskab og jeg vil svare dig så godt jeg kan. Jeg vil begynde med dit spørgsmål om, hvordan du kan få nogle bedre tanker. Vi kan ikke altid styre hvilke tanker der kommer til os, men du fordi  virker som en meget bevidst pige, er jeg sikker på, at du vil kunne ændre din tankegang. Det er ikke altid nogen nem proces, men det vil helt sikkert kunne hjælpe dig. Hver gang du tænker på jeres venskab så prøv at vende problematikken. Stil dig selv det spørgsmål: “Hvad er det jeg er glad for i venskabet?” Kan du i stedet bruge det på en veninde, en anden ven, dine forældre eller andre, der er tæt på dig. Hvilke vigtige eller gode ting synes, at din ven og du har lavet sammen, som du måske kan lave med en anden i stedet. Hvis du har haft tillid til at fortælle ham om det inderste i dig selv-kan andre måske have glæde af, at du lytter til det inderste i dem-og via den vej kan du måske få fornemmelse af, hvem du nu kan fortælle nære ting til.

Du skriver, at du har brug for ham og han har brug for dig. Måske kan du have glæde af at lave to søjler på et ark papir. Noter i den ene side hvilke ting der gør, at du har brug for ham og i den anden side, hvor du mener han har brug for dig. Sammenlign derefter med dine tanker ovenfor. Mon du kan få dækket nogle af disse ting af andre mennesker omkring dig? Et nært venskab kan ikke glemmes, men måske kan det erstattes af andre gode ting.

Du skriver så flot: “At I aldrig vil komme sammen for hvis I gør det, så sætter I alt på spil”. Det er netop det, der er sket for dig lige nu. Din bedste ven kan ikke finde ud af, om det skal være dig eller hans nuværende kæreste. I jeres alder kan følelserne svinge meget og nogle har meget svært ved at finde ud af hvem de selv er og hopper fra gren til gren i flere år. Jeg tror din ven lige nu har brug for at finde sig selv. Følelsesting kan tage tid og derfor er det vigtigt, at du udfylder tomrummet efter din ven. Måske kan du have glæde af læse, chatte eller SMS´e på Headspace, BørneTelefonen 116111 eller læse på https://bornetelefonen.dk/kaerlighed.

Du skriver en meget flot sætning: “Det skal ikke stoppe mig i at have det godt”. Det er stort og flot skrevet. Brug den sætning til at styrke dig selv hver gang du tænker på din ven. Han har brug for tid og du har brug for at have det godt. Måske kan du skrive nogle gode sætninger til dig selv om, hvad der skal til for at du har det godt. Du virker, som en meget stærk pige og jeg er tror på, at du kan bruge denne styrke til at finde glæde i din hverdag.

Jeg håber, du kan finde hjælp i dette svar ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen eller ringe til Børnetelefonen på tlf.: 116 111.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat