Kære 13-årige pige,
Mange tak for dit brev. Det kan være virkelig forvirrende med forelskelse og venner, fordi det kan være svært at adskille de venskabelige følelser fra de romantiske. Så det er godt, at du har skrevet herind.
Du skriver, at du ikke rigtig ved, hvad du føler, og jeg tænker på, om du mon har fortalt din veninde alt dette? Måske I kunne snakke sammen om, hvad det vil sige at være kærester, og hvad det ville betyde for jer? Efter den samtale ville det måske være nemmere for dig at mærke, om det er noget, som du har lyst til.
Hvis du finder ud af, at du ikke vil være kærester, så husk at fortæl din veninde, at du er glad for hende og gerne vil blive ved med at være veninder, men at du altså bare ikke er forelsket. Hvis man får det sagt på en omsorgsfuld måde, kan det måske være nemmere, at bevare jeres gode venskab.
I forhold til din venindes forældre, så tænker jeg, at det bedste du kan gøre, er at være der for hende. Det kan nemlig være utrolig hårdt, hvis ens forældre ikke accepterer den person, man er, så hun kommer sikkert til at have brug for din støtte. Du kan også fortælle hende, at hun kan kigge mere på LGBT Ungdoms hjemmeside, som bl.a. er til homoseksuelle børn og unge: http://lgbtungdom.dk/.
Her kan hun få råd og vejledning af andre, som har været igennem det samme.
Jeg håber, at mit svar kunne hjælpe. Ellers er både dig og din veninde velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen