Kære pige på 15
Jeg kan godt forstå, at du bliver skeptisk over de ting du får at vide af din veninde og det, at han nogle gange aflyser.
Når jeg læser dit brev får jeg det indtryk, at I ikke har kendt hinanden så længe. Er det rigtigt forstået? Du skriver, at du gerne vil have, at den første gang skal være noget specielt. Jeg tænker derfor, at din første gang skal være med en du kender, stoler på og er tryg ved. Tænker du, at han er det?
I dit brev skriver du, at du bliver i tvivl om han er rigtig for dig og at du er bange for, at han udnytter dig. Jeg tænker derfor, om det kan være en mulighed for dig, at se tiden lidt an? Særligt hvis I ikke kender hinanden så godt endnu. I mens du ser tiden lidt an, kan du måske prøve at mærke efter, hvad det er I har sammen. Du skriver, at I har været meget inde på emnet sex, men hvad er det ellers der gør, at I kan lide hinanden? Taler I godt sammen? Taler I og oplever I nogle ting sammen, som du synes er spændende eller rare? Hvorfor kan du godt lide lige netop ham?
Jeg tror, at du vil blive mere sikker på, hvad du vil med ham og synes om ham, hvis du stiller dig selv de spørgsmål og prøver, at undersøge, hvem han er.
I mit svar til dig, har jeg været mest opmærksom på, at det er vigtigt for dig, at den første gang skal være speciel. Jeg læser også, at du skriver, at du egentlig er ret klar til sex. Jeg tænker, at du skal passe på, at det ikke gør, at du bare tager ham fordi det er ham, du har en mulighed med lige nu. Jeg er sikker på, at du nok skal møde en som det kan blive specielt med og måske bliver det endnu mere specielt med ham du har mødt, hvis I lærer hinanden godt at kende inden.
Pas godt på dig selv.
Mange tanker fra
BørneTelefonen