Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min kæreste er røget i fængsel

Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte..

Jeg har fået en kæreste. Jeg elsker ham over alt på jorden, og jeg har aldrig været så glad og forelsket i en fyr, som jeg er i ham. Han er det bedste jeg ved, og han gør mig lykkelig. Han har dog allerede en søn, men jeg elsker ham så højt at det er mig ligemeget.

Men.. Han er ikke typen der ligefrem elsker politiet. Og han signalerer heller ikke andet end “fuck systemet”. Han er over tattooveret, kører i dyr bil (tekst ændret, redaktøren bekendt) og så sælger han en del kokain og andet narko videre. Så han har mange penge.

Desværre er han, for tredje gang inden for kort tid (teksten ændret, redaktøren bekendt), blevet anholdt og anbragt i et varetægtsfængsel. Det er en måned siden nu. Jeg har ikke hørt meget fra ham. Jeg ved ikke så meget, udover at han er blevet sigtet for afpresning, vold og kidnapning. Dog strøg politiet en sigtelse igen(teksten ændret, redaktøren bekendt).

Han skal være varetægtsfængslet i to måneder mere, og jeg kan ikke besøge ham da jeg er under 18 og mine forældre bestemt ikke skal vide, at han er i fængsel. Pga. det fængsel han er i, må han heller ikke ringe, så jeg kan kun høre fra ham via brev.. Det er så hårdt.

Han skal være i fængsel i mindst et halvt år efter varetægtsfænglet.

Det er svært for mig at skulle savne ham så meget, og er så bange for at jeg bliver for deprimeret.. Jeg elsker ham, men jeg er 17 år.. I løbet af et halv år kommer jeg til at udvikle mig så meget, og han kan ikke være en del af den udvikling.. Desuden er jeg så bange for, at jeg venter de 8 måneder på ham, og han så enten mister følelserne for mig, eller ryger i fængsel i flere måneder igen..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..

Og jeg synes det er så synd for hans lille barn (teksten er ændret, redaktøren bekendt) så han har virkelig brug for sin far, han udvikler sig så hurtigt og er begyndt at tale og forstå en masse..

Det hele stresser mig og jeg kan ikke koncentrere mig om mit gymnasie..

Jeg håber I svarer mig.. Jeg har ingen andre at gå til..

Hilsen en stresset, trist og forvirret pige.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 17 år,

Mange tak for dit alvorlige brev, og for din store tillid. Jeg kan godt forstå, at du føler dig både forvirret, stresset og trist. For det er en rigtig svær situation du står i.

Du gør dig mange, og rigtig kloge tanker. Om din kæreste og hans barn. Og om det, at du som 17 årig udvikler dig rigtig meget hele tiden.

Du er tydeligvis en klog pige med stor omsorg for andre, og du føler et stort ansvar for både dig selv – og din kæreste og hans barn. Ansvar som du ikke har en jordisk chance for at løfte. Heller ikke selvom du havde været både 10, 20 eller 30 år ældre. Og midt i det hele er din krop fyldt med forelskelse. Det hele er med til at gøre situationen ekstra svær og kompliceret for dig.

Når du læser mit svar, så håber jeg meget du kan se, at jeg vil dig ALT det bedste. Også selvom nogen af de ting jeg skriver, kan også være svære at læse om. Ligesom det er svære ting du skriver om.

Uanset om du er enig eller uenig i det jeg skriver, så håber og tror jeg på, at det kan bidrage til, at du finder ud af er det rigtige valg for DIG. I dit brev viser du nemlig, at du er en pige der tør tage ansvar for dit liv, og at du ved, at du har nogle vigtige valg du skal træffe.

Mit svar er meget langt, men jeg håber du vil læse det hele. Også selvom du måske bliver vred eller ked af noget af det jeg skriver?

Her er mine tanker, om det du fortæller:

Aldersforskel og forskel på hvor man er i livet. Du skriver ikke hvor gammel din kæreste er, men når han har et lille barn, og et liv hvor han er involveret i meget grov kriminalitet, så gætter jeg på at han er en del år ældre end dig?

Hvor længe mon I har været kærester? Har I kendt hinanden længe? Kender I alle hinandens gode og dårlige sider? Har I prøvet at være uvenner – og kunne I være uvenner på en god måde? Eller er I nyforelskede, og er kun lige begyndt at lære hinanden at kende?

Det behøver ikke være et problem med (stor?) aldersforskel. Men det kan være en stor udfordring, hvis man samtidig er meget forskellige steder i sit liv.

Og det er I.

Du går i gymnasiet, og er ved at forberede dig til hvilken uddannelse du vil have. Du har brug for at koncentrere dig om afleveringer, undervisning og det sociale liv du er en del af. Det er en vigtig tid, hvor du sammen med dine jævnaldrende, skal finde ud af hvem du er og hvad der er vigtigt for dig. Du bor hjemme hos dine forældre, er i gang med at udvikle dig fra ung pige til en ung kvinde, og gør dig tanker om livet i al almindelighed. Du står midt i en meget spændende, vigtig men også meget krævende tid i dit liv.

Din kæreste er ældre. Han har truffet valg, som gør livet rigtig farligt for både ham selv og andre. Han har et barn, som han har forældreansvar overfor. Et ansvar som han lige nu har svært ved at leve op til. Han er indblandet i virkelig alvorlig og grov kriminalitet, der giver ham følelsen af magt, og financierer hans forbrug af luksus og materielle goder. Ting det kan være svært at komme ud af. Lige nu er hans liv sat helt på pause, fordi han er i fængsel. Det lyder som om han hurtigst muligt, har brug for at finde en ny og bedre måde at håndtere sit liv.

Din kærestes konfliktfyldte og farlige liv, trækker dig med ind i en verden, som ikke er god for nogen. Ikke for din kæreste. Og slet ikke for så ung en pige som dig.  Men når man er så forelsket som du er lige nu, så føler man, at al den slags slet ikke betyder noget som helst. Man er bare vildt forelsket og fyldt af stor kærlighed til et andet menneske. Sådan er det nemlig at være forelsket.

Men forelskelse kan også gøre en 'blind' for de sider hos ham, hvor advarselslamperne blinker og man ikke ser tingene klart. Og hvor man har svært ved at tænke realistisk om den man er forelsket i. Man er bare fyldt af lykke og kærlige følelser. Det er det der er med til at gøre det så fantastisk dejligt, at være forelsket.

Prøv at mærke, hvad der sker inde i dig, hvis du prøver at stille dig selv nogle af nedenstående spørgsmål:

Hvilke tanker har du selv gjort dig, om hans liv og grove kriminalitet?

Hvad tænker du det kan komme til at betyde for dig og dit liv, hvis I fortsætter med at være kærester efter hans nuværende fængselsstraf?

Hvilken betydning har det, at du har en kæreste, hvor du ikke kan involvere dine forældre, når der sker alvorlige ting? Hvordan kan det komme til at påvirke dit forhold til dine forældre? Og dit forhold til din kæreste?

Hvilke drømme har du for dit eget liv? Hvad er vigtigt for dig? Hvad er du parat til at kæmpe for? Og hvilke ting vil du ikke lukke ind i dit liv?

Taler din kæreste om hvad hans fremtidsdrømme er? Er det fremtidsdrømme hvor du kan se at der er plads til dig? Er det drømme du synes lyder gode for ham? For hans barn? For dig?

Hvordan forestiller du dig, at jeres forhold kan blive, når forelskelsen er dampet af?

Har du oplevet ham ked af det? Har du oplevet ham vred? Har du oplevet ham bange og usikker?

Har du oplevet ham vred på dig? For hvis I kender hinanden længe nok, så vil han også en dag blive vred på dig - Sådan er det i alle forhold og kæresteforhold. Tror du han ville bruge nogen former for vold eller tvang mod dig? (undskyld hvis spørgsmålet gør ondt at høre)

Hvad hvis han fortsætter eller forværrer sit kriminelle liv, og skader nogen så meget at de mister liv eller førlighed? Eller nogen bliver så psykisk skræmte af hans voldshandlinger, at de og deres familier bliver syge af det? (igen undskyld, men det er et vigtigt spørgsmål for dig at tænke på)

At være adskilt fra en man savner vildt og er forelsket i. Alle som har været adskilt i lang tid fra en man er forelsket i, ved hvad du taler om, når du fortæller hvor svært det er ikke at kunne se, eller komme i kontakt med din kæreste i mindst et halvt år.

Det er ganske forfærdeligt at opleve, og følelserne er utroligt svære at rumme. Det kan gøre fysisk ondt i både hjertet og resten af kroppen, fordi man savner så meget. Og kan næsten ikke tænke på andet. Kan ikke koncentrere sig. Ens liv bliver sat på pause, så længe man venter og savner.

Og fordi du ikke tænker på dig selv, og dit eget savn, så bliver der endnu mere at bekymre sig om. Og sørge over. Du tænker på alt det han går glip af mens han sidder i fængsel. Og du tænker på hans barn, som mangler og har brug for en ansvarlig og omsorgsfuld far.

Så jeg forstår virkelig godt din smerte og sorg. Det må være virkelig hårdt at rumme alle de forskellige og svære følelser.

Samtidig sker der noget ret mærkeligt, når man er forelsket og tvunget væk fra den, man er forelsket i: Man kan komme til at føle man elsker den anden MERE, end hvis man var sammen! Og det er ligegyldigt om årsagen til adskillelsen er fængsel, rejse til et fjernt land eller noget helt tredje.

Det lyder måske lidt underligt, men når man er sammen hver dag, så er der både mange ting at glædes over sammen. Og mange ting at blive irriterede på hinanden over. For sådan er det når mennesker er sammen.

Men når man ikke er sammen, så er der ikke så meget at blive irriteret på den anden over. I stedet husker man kun alt det gode. Især hvis man samtidig oplever problemer eller andre irriterende mennesker. På en måde bliver den person, der er ”væk”, til et slags glansbillede og helt. Forstår du lidt hvad jeg mener?

Det kan f.eks. også ske med ex-kærester, når man ikke længere er sammen, og derfor ikke hele tiden mærker deres irriterende sider. Måske kender du det også fra andre situationer?

Du har svære valg at træffe. Du skal finde ud af, hvordan du passer bedst muligt på dig selv. For du skal ikke være fyldt med stress, tristhed eller forvirring. Du skal ikke være i fare for at blive deprimeret, uden at få hjælp. Du skal hjælpe og passe på dig selv – og du kan få hjælp fra os eller andre voksne.

Jeg ser bl.a. følgende valgmuligheder:

Du kan fortsætte med at være kæreste med ham. Vente mange måneder mens han afsoner sin fængselstraf. Håbe at du og han stadig er forelskede, når han bliver lukket ud af fængslet, og at I sammen kan finde en dejlig måde at være kærester på. Og at han ikke kommer i fængsel og igen skal forlade sit barn og dig i lang tid. Du kan håbe, at han vil lægge sit liv om, så det ikke kommer til at ske igen. Du kan håbe på, at alle dine drømme og ønsker til jeres forhold kan gå i opfyldelse, når han har afsonet sin dom. Hvis du vælger den mulighed, så ring, chat eller sms til os. Så vil vi rigtig gerne hjælpe dig med, at finde ud af hvad du kan gøre for at bedst muligt at leve med stressen, tristheden og forvirringen.

Du kan vælge at fortælle det hele til dine forældre. Eller andre ansvarlige voksne i dit liv, som holder af dig. Det vil nemlig være en måde, at dele ansvaret for dit liv og din fremtid med nogen som vil dig det bedste. Hvad tror du der ville ske, hvis du viste dine forældre eller en anden voksen dit brev og svaret her? Det er meget svære følelser og ansvar du står helt alene med. Jeg tror nemlig at du tænker rigtig meget på hans barn? Og hvor sørgeligt det er for dem, at han ikke kan være den far, der er brug for han er. Jeg tror også, at du føler et stort ansvar for ham og gerne vil være der for ham nu hvor han er i fængsel? Det er bare et alt, alt for stort et ansvar for en person. Og næsten umuligt at stå alene med som 17 årig. Hvis du vælger at fortælle det til dine forældre eller andre ansvarlige voksne, så ved du ikke helt hvad der vil ske. Men du vil vide, at der er voksne som træder til og beskytter og hjælper dig. Hvis du gerne vil tale mere om den mulighed, så husk at vi rigtig gerne vil hjælpe dig.

Du kan vælge at holde op med at være kæreste med ham. Sørge over den tabte forelskelse, og savnet af ham. For selvfølgelig vil du føle stor sorg. Dine drømme om ham og jer, vil blive knust. Og det vil gøre utrolig ondt. Men du vil også komme over det. Og så kan du begynde at rette din opmærksomhed og din energi, mod de vigtige ting du allerede har i dit liv: Dine jævnaldrende, dit sociale liv på gymnasiet, dine lektier og undervisningen, hverdagens glæder og dine egne drømme og håb, for dit liv og din fremtid. Og du vil opdage at der er mange drenge, der kan give dig samme følelse af lykke og kærlighed. Hvis du vælger den mulighed, kan du også overveje, om dine forældre eller andre skal have besked? Det kan være rart, at der er nogen der ved når man går gennem en stor sorg, og kan trøste og støtte en. Tror du din kæreste ville blive vred eller truende hvis du valgte at stoppe jeres forhold? (Husk at søge politiets eller andre hjælp hvis du føler dig utryg). Hvis du overvejer at stoppe forholdet til ham, så husk at du også altid kan kontakte os. Så vil vi rigtig gerne hjælpe dig, med at finde en god måde at gøre det på – Og samtidig en måde, hvor du ikke kommer i fare på nogen måde.

Undskyld hvis du synes jeg er for kontant. Som du nok kan læse af det jeg allerede har skrevet, så er jeg bekymret for dig. Jeg er bekymret for, om du er så forelsket, at de ting i dig som ellers skulle advare og beskytte dig, er helt overdøvet af forelskelsen?

For de ting din kæreste har begået, er virkelig grove kriminelle handlinger. Han må have været i et råt miljø i mange år, for at kunne begå den slags kriminalitet. Og selvom politiet måske frafalder nogen af anklagerne, så er det ikke ensbetydende med, at han ikke har gjort det. Det kan bare være fordi, de ikke har beviser der er gode nok. Erfaringerne viser os desværre samtidig, at mennesker der kan begå den slags vold mod andre, også kan finde på at begå vold mod dem, der ellers er tæt på dem. Familie, venner, børn, kærester osv.

Jeg ved ikke hvorfor din kæreste er involveret i så alvorlig kriminalitet. Jeg er sikker på, at det ikke var hans ønsker for livet, da han var en lille dreng. Ved du om han gerne vil ud af kriminaliteten? Om han drømmer om et liv, hvor det ikke er de hurtige penge ved hård kriminalitet, der styrer hans handlinger? Hvis han ønsker et andet liv end det han har nu, så skal han selv gøre noget aktivt, for at ændre kurs i sit liv. Tror du han er parat til det?

Dine tanker, dit liv og dit valg. Jeg ved ikke hvordan du har reageret på mit svar? Om du synes jeg har været for hård. For hård i mine ord om din kærestes handlinger? For hård i mit forslag om, at du kunne stoppe forholdet til ham for at passe på dig selv? Måske er du blevet rigtig vred på mig mens du læste? Måske blev du ked af det, fordi du følte jeg havde ret?

Uanset hvad, så er mit svar givet i den allerstørste omsorg, og ønsket om at hjælpe og beskytte dig. Jeg håber du vil kontakte os igen, hvis du gerne vil tale mere? Eller skælde ud over mit svar? Tale med en anden rådgiver? Eller bare gerne vil dele dine tanker og følelser med nogen, som vil dig det bedste.

Men jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre . Det bestemmer du heldigvis selv. Og du er den eneste, der ved hvordan det er at være dig. Og derfor vil du også kunne træffe de klogeste valg selv.

De allerkærligste og varmeste hilsner til dig fra BørneTelefonen

 

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat