Kære dreng på 11 år. Tak for dit brev! Det er dejligt at få en kæreste, selvom der også følger mange følelser med, som indimellem kan være lidt svære. Jeg håber derfor, at mit svar kan hjælpe dig lidt med de tanker, som du går med. Du fortæller det ikke direkte i dit brev, men jeg gætter på, at det er din første kæreste?! Det er meget almindeligt, at man indimellem bliver lidt usikker på, hvad den anden føler - og det kan også være ekstra svært at vise, at man er glad for sin kæreste, når man har valgt at holde det hemmeligt. Du skriver i dit brev, at I har valgt at holde jeres forhold hemmeligt, men du skriver ikke hvorfor. Der kan være flere årsager til, at man holder noget hemmeligt. Da du ikke skriver det direkte i dit brev, gætter jeg på, at I har valgt det, fordi I går i klasse sammen – og måske ikke helt føler, at I har været parate til at dele det med andre endnu. Er det mon rigtigt? Når man skal holde noget hemmeligt, er det også ofte sværere at vise, hvad man føler. Det kan måske være en af årsagerne til, at du ”tit tænker på, om hun egentligt kan lide dig”? Jeg er nu ret sikker på, at din kæreste kan lide dig. Ellers ville hun jo ikke have valgt dig som sin kæreste. Du skriver også, at I tit sender hinanden hjerter – og det kan jo være en måde at vise, at man er rigtig glad for den anden. Du spørger, om det er i orden at have en kæreste, når man er 11 år. Jeg synes bestemt ikke, der er noget galt med at have en kæreste, når man er 11 år. Så længe både drengen og pigen har sig selv med. Det betyder, at det er en beslutning, som man selv har taget.. der er altså aldrig nogen andre, der skal tvinge en til at få en kæreste. Hvis man gerne selv vil have en kæreste - og har fundet en sød en, som også kan lide en, så kan man egentlig være helt ligeglad med, hvad de andre tænker. Du ved det sikkert godt, men der er stor forskel på, hvornår man begynder at få kærester. Nogle har deres første kæreste, når de er 9 år og nogle får måske først en kæreste, når de er voksne. Jeg ved ikke, om der mon er andre i klassen, der har eller har haft en kæreste? For nogle skal jo være de første, ikk?Om I fortsætter med at holde jeres forhold hemmeligt - eller I fortæller det, det skal dig og din kæreste finde ud af sammen. I kan jo prøve at tale om, hvad fordelene og ulemperne kunne være ved 1) holde det hemmeligt lidt endnu 2) fortælle det. Hvis du er interesseret i at læse mere, kan du kigge lidt nærmere på vores tema om ”Forelskelse” – det kan du læse på http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Forelskelse.aspx. Og hvis du ikke helt føler, at du har fået svar på det, du gerne ville, er du meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen igen på 116111. Held og lykke med det. De bedste hilsner fra BørneTelefonen