Brev

Lyst til sex.

Kære børnetelefon.

Jeg er en pige på 14 år. Jeg har for ikke så langt tid siden været kærester med en dreng på 17 år. Vi slog op et sted i Februar(der var jeg stadig 13 år).

Vi har haft sex et par gange før. fra september til Februar har vi haft sex omkring 7 gange. I går skrev jeg lidt med ham. Vi kom ind på emnet om vores sex. Da jeg skulle sove fik jeg pludselig sex tanker. Jeg blev liderlig og ”våd” jeg forstillede mig og have sex og hvad jeg ville gøre og sådan noget.

Vi skrev i dag også og kom ind på emnet ”sex” igen. Vi skrev og pludselig skrev han at han har en bolleveninde. Og at han vil have jeg også bliver det. Jeg skrev så at det var akavet for mig, meeeen at han kan få et sidste knald med mig i morgen.

Jeg ved ikke helt nu. Hvad hvis det kommer ud?. Hvad hvis jeg vil have mere og mere? Skulle jeg aflyse det?

Jeg er bange for at det bliver få akavet som det kan blive. Hvad skal jeg gøre????

Håber på et hurtigt svar.
KH pigen der er for liderlig.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige
Tak for dit brev. Til at starte med kommer jeg til at tænke på, at du i brevet ønsker råd til, hvad du skulle gøre dagen efter, du havde skrevet brevet. Da svartiden her på Børnetelefonens Brevkasse typisk er et par uger, håber jeg, at du stadig kan bruge mit svar. 

Selvom det ligger uden for det, du har spurgt om i dit brev, og selvom du sikkert ved alt om det i forvejen, bliver jeg nødt til at gøre dig opmærksom på, at fyren vil kunne straffes for at have sex med dig, når du er under 15. Den regel er lavet for at beskytte børn og unge mod at blive lokket eller manipuleret til at have sex med folk, der er ældre.

Jeg tror, det var rigtigt af dig, at du har takket nej til at blive hans bolleveninde. På dit brev lyder det som om, at du har været glad for fyren. Derfor tror jeg, det vil kunne blive vanskeligt for dig at håndtere følelsesmæssigt, at han ud over dig også ville have en anden. Og så ville det præcis som du skriver det blive akavet. I dit brev lyder det som om, at du er god til at lytte efter dine egne grænser, og mærke efter, hvad du vil være med til.
Du fortæller, at I skrev sammen om sex, og da han havde foreslået, at du kunne blive hans bolleveninde, havde du i stedet skrevet til ham, at han kunne få et sidste knald dagen efter. Bagefter kan jeg læse i brevet, at du er kommet i tvivl og tænker, om du måske skulle aflyse det. Nu er der jo gået et par uger, og derfor har du i første omgang selv måttet træffe din afgørelse. Og uanset om du har valgt at give ham et sidste knald eller aflyst eller udskudt det, håber jeg, at det for dig har vist sig at være den rigtige løsning.

Men da du i brevet spørger, om du skulle aflyse det, vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg tror, der kunne være det rigtige for dig. Jeg kan læse i dit brev, at du er kommet i tvivl. Og jeg tror, det er vigtigt at lytte til sin tvivl. Jeg tror i hvert fald at det vigtigt, at du ikke har sex med ham, fordi du føler, at du skylder ham det, fordi du kom til at love ham det. Det er altid ok at sige nej og fortælle, at man har fortrudt. Måske var det med det sidste knald noget, du skrev til ham, fordi du afviste at blive hans bolleveninde. Og så syntes du måske, at han skulle have noget andet i stedet. Måske tænkte du tilbage på aftenen før, hvor du fik sex tanker, og fik i situationen lyst til at have sex med ham igen. Måske er du stadig interesseret i fyren? Eller måske var det noget helt andet, der var på spil for dig?

Det er helt naturligt i din alder at have tanker og lyster. Helt normalt at fantasere, men det er ikke det samme, som man behøver at føre det ud i livet man fantaserer om. For mange kan det være rart at onanere, mens man fantaserer om forskellige ting. Du virker som en moden pige, men også som en pige, der måske kan tænke dig at have en rigtig kæreste og ikke kun en bolleven? Måske du kan begynde at kigge dig om i din klasse og omgangskreds om der er nogle søde fyre, som er værd at give et smil og måske undersøge om der er mulighed for dybere følelser og måske et forhold og så lade den 17-årige hygge sig med hans bolleveninde, hvad tænker du om det?

Hvad hvis det kommer ud, spørger du i dit brev. Det får mig til at tænke på, at det måske kun er dig og fyren, der kender til jeres forhold. Her tænker jeg, at det kan være svært at gå rundt med alene. Og at det måske kunne være en ide, at du snakkede med andre om jeres forhold. Måske dine forældre, afhængigt af, hvilket forhold du har til dem? Måske hvis du har større søskende eller anden familie, der kunne være gode at snakke med? Evt. gode veninder og måske deres forældre? Eller en god skolelærer? Eller nogle helt andre?

Jeg håber, brevet har kunnet give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre. Hvis du ønsker flere råd, er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Og hvis du har det bedst med at skrive, kan du prøve vores chat eller SMS rådgivning.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat