Hej pige
Det lyder dejligt, at der er en dreng i din klasse, som du godt kan lide. Det kan være en skøn følelse at være forelsket. Det kan også være en lidt skræmmende følelse, hvis man ikke rigtig har prøvet det før.
Måske føler du, at du har sommerfugle i maven – Når man har sommerfugle i maven, føles det lidt som om, små, glade sommerfugle flyver rundt inde i en. Det kan være en rar følelse, men også gøre en lidt spændt eller nervøs på samme tid.
Pinligt
Det er helt normalt, at man kan føle, det er pinligt, at kunne lide en dreng. Sådan er der mange der har det.
Det kan føles pinligt at skulle fortælle sit crush, at man kan lide dem, hvis man er bange for, at det ikke er gengældt. Er det mon sådan, du har har det? Det kan være svært at vide om ens crush gengælder ens følelser. Men måske kan du prøve at ligge mærke til, om der er tegn på det. Det kan fx være, at han gerne vil være i nærheden af dig i klassen, eller at han godt kan lide at snakke med dig.
To muligheder
Du spørger hvad du kan gøre, så jeg vil prøve at give dig to forslag:
Først og fremmest kan du prøve at mærke efter, om du overhovedet har lyst til at gøre noget eller ej.
1. Hvis du kan mærke, at du ikke har lyst til at fortælle ham, at du kan lide ham, er det helt ok. Man må godt holde en forelskelse hemmelig eller måske kun fortælle en veninde eller sin mor om det. Nogen gange kan det faktisk være rart at have et hemmeligt crush.
2. Hvis du kan mærke, at du har lyst til at fortælle ham, at du kan lide ham er der forskellige ting du kan gøre. Hvis du har lyst, kan du fortælle ham det direkte, og se hvad han siger. Du kan også vente lidt med at fortælle det. Så kan du i stedet starte med at være lidt ekstra sød ved ham og lære ham bedre at kende som ven.
Uanset hvad du gør så tag det i dit eget tempo – og husk at altid være dig selv!
Kærlighedsråd
Hvis du har brug for flere råd om kærlighed kan du prøve at tage et kig i BørneTelefonens scoreguide – her kan du finde en masse gode råd og videoer om forelskelse, følelser, scoretricks og meget andet.
Kærlig hilsen BørneTelefonen