Kære pige på 12 Tak for dit brev. Jeg kan kun give dig ret i, at det kan være svært at være forelsket - det hænder også, at det kan være svært at være forelsket, når man er voksen. I dette brev er det forelskelsen, du gerne vil tale om. Delen omkring mobningen vil du drøfte i et andet brev, hvis jeg har forstået dig korrekt..? Du har altså haft et forhold til "R", som du har gjort det slut med, da du nåede frem til, at det for dig ikke var ægte kærlighed. Du er nu blevet forelsket igen i "A", men er bange for, at han ikke har kæreste-følelser for dig. Derudover er "R" trist over jeres brud - og du har dårlig samvittighed.. Jeg tror, at der er mange både piger og drenge derude, der kan nikke genkendende til dét med den dårlige samvittighed, når man føler, at man er skyld i at have såret en person, man var/er glad for. I kærestebrud tror jeg ofte, at den ene part vil opleve at blive ked af det og trist - som oftest er det personen, der bliver slået op med.. Medmindre begge parter er enige om det.. Det kan selvfølgelig være mega hårdt at være vidne til, da man jo ikke ønsker at såre den anden. Dog tænker jeg, at du må have tillid til, at din ex søger trøst og støtte hos venner og familie, samt aktiviteter, der gør ham glad. Sådan så at han igen kan blive glad og forelske sig på ny. Hvad tænker du mon om det..?
At skulle "slikke sine sår" efter et brud er kun naturligt, og kan tage tid. Og i denne periode er det godt at have personer omkring sig, der betyder noget. Det virker som om, at din exs venner er opmærksom på, hvordan han har det, hvilket er super fint! Måske kan det være med til at give dig lidt ro i maven..? Omkring din nye forelskelse "A", så kan jeg hører på dig, at du har været vild med ham i mange år efterhånden... Derfor kan jeg godt forstå, at du synes det er ret så nervepirrende at skulle finde ud af, om han har det på samme måde med dig - for der er jo risiko for, at han kun vil være venner med dig.
Når det så er sagt, så kan det jo være, at han er lige så vild med dig, som du er med ham.. Så hvordan finder du så ud af det..? Og hvad gør du, hvis han bare vil være venner med dig..? Nu ved jeg ikke om du er typen, der tør sige ting ansigt til ansigt...? Eller om du måske har det bedre med at skrive dine følelser ned på et stykke papir/ en sms..? Det er i hvert fald noget, du kan starte med at finde ud af. Derefter så kan du jo beskrive, hvad du føler - og spørge ind til om han også har følelser for dig..? Hvis han ikke har det på samme måde som dig.. Så er han måske blevet mindre interessant i og med, at den mulighed for jer to som kærester er blevet udelukket..? Det kan være hårdt at bide i sig, men den eneste vej frem vil så nok være at acceptere den situation. Og så må du bruge din viljestyrke på at komme videre og tænke på, at du engang i fremtiden vil møde én, hvor at forelskelsen er gengældt. Og hvis han har det på samme måde som dig, så er det jo bare skønt for jer! Det kræver mod at turde fortælle en anden person, hvad man føler for ham/hende - for der er altid en risiko for, at det ikke er gengældt. Men jeg tror, man er nødt til at "springe" ud i det, da man ellers aldrig finder ud af om det kunne være ægte kærlighed! Pøj pøj med det! Kærlig hilsen fra BørnebrevKassen
Ps. Hvis du har brug for at vende nogle ting i dit brev yderligere, så ring endelig til BørneTelefonen på 116 111 - der sidder en rådgiver klar til at tale med dig. Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive igen!
