Kære dreng på 11 år,
Hej igen, og mange tak for dit brev. Dejligt at du skrev id-nummeret på dit første brev. Hvor er det klogt tænkt!
Det er meget tydeligt, at du har været meget betaget og forelsket i den smukke pige fra din gamle skole. Og at det stadig er svært for dig at slippe drømmen om hende.
Heldigvis er du nået dertil, hvor du har erkendt, at du har gjort ALT hvad du kunne, men at hun desværre ikke er interesseret i dig på den måde. Og det er rigtig fornuftigt, at du ikke vil kontakte hende mere. Du er allerede nået rigtig langt i processen med at slippe forelskelsen i hende.
Men selvom du er nået langt, så savner du hende (selvfølgelig) stadig, og spørger om vi kan hjælpe dig med at komme dig over forelskelsen?
Jeg ville rigtig gerne kunne svare: Ja, selvfølgelig! Og så give dig et rigtig godt råd til, hvordan du hurtigt glemmer dine følelser for hende og hurtigt holder op med at savne. Men det kan jeg desværre ikke.
Hvis du har læst nogle af de andre breve om ”kærlighed og forelskelse”, som børn og unge har skrevet til os, så kan du se, at mange spørger om det samme som dig: Hvordan kommer jeg videre? Hvordan glemmer jeg hende? Hvordan får jeg forelskelsen til at forsvinde?
Vores svar er desværre altid det samme: Det går over med tiden, og det eneste, du kan gøre, er at vente…..
Jeg ved godt, det ikke er et særligt hjælpsomt svar. For tiden føles uendelig lang, og hvad hjælper det at vide, at man ”engang” får det godt, når det lige nu og her føles rigtig svært? Men sådan er det desværre for alle. Både børn, unge og voksne.
Det bedste jeg kan gøre lige nu, er at prøve at komme med nogle forslag til, hvordan du kan gøre det lidt lettere at være dig, mens du ”venter”:
Husk, det er helt ok at tænke på hende. Det bliver ventetiden hverken kortere eller længere af. Måske kan du endda glæde dig over, at du har opdaget, at der findes piger som hende? For der findes utroligt mange dejlige piger, og du ved nu, at du er god til at få øje på dem. Med tiden vil du automatisk tænke mindre og mindre på pigen fra din gamle skole. Og pludselig en dag vil du opdage, at du ikke har tænkt på hende i flere måneder!
Du er rigtig god til at skrive. Måske kan du skrive et brev, et digt eller en sang (som du ALDRIG sender), hvor du fortæller om, hvor svært det er at give slip på drømmen om hende? Sådan er der mange forfattere, sangere og andre kunstnere, der bruger deres talent til at komme igennem ”ventetiden”. Det er vigtigt, at du IKKE sender det, for det er en gave til dig SELV, og ikke til hende. Det er en rigtig god måde at få sagt pænt ”farvel” til følelserne inde i sig selv.
Prøv mindst en gang hver dag at fordybe dig i noget, du syntes er rigtig spændende/sjovt. F.eks. noget sport, en god bog, at skrive, en spændende film, hygge med venner, noget med din familie, lektier (!), musik eller andet du holder af. Det er en dejlig måde at bruge sin tid på, og når man er optaget af noget rart, så tænker man ikke på andet imens.
Jeg tror i øvrigt, at du selv vil kunne finde på mange flere og rigtig gode ting, du kan gøre for at lette ”ventetiden”. For det er tydeligt, at du er en meget initiativrig, kreativ og klog dreng. Og måske er der engang en god ven, der spørger dig til råds om, hvordan han skal komme sig over en forelskelse?
Jeg håber, at du har kunnet bruge mit svar til noget?
Held og lykke med ”ventetiden”
Kærlig hilsen BørneTelefonen