Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kan ikke acceptere kærestens fortid

Hej.

Jeg er en pige på snart 17 år, og jeg har et rigtigt stort problem synes jeg selv.

Min kæreste er 17 år gammel, og han er min første kæreste. (Og første kys). Vi har været sammen i over 7 måneder.

For lidt over et år siden havde han sin første kæreste, og fik sit første kys. Siden det har han så haft en kæreste mere.

Og det er det der er mit problem. Jeg kan slet ikke have tanken om, at han har været forelsket i og været i et forhold med to andre piger, før mig. Inden for det samme halve år, som han blev kærester med mig.

Jeg ved godt at det var korte forhold, og han siger at de ikke betyder noget mere – og det ved jeg godt. Men alligevel kan jeg ikke få dem ud af mit hoved.

Han er min første, og jeg har altid ønsket mig, at hvis han var min første, så skulle jeg også være hans første. Sådan blev det jo bare desværre ikke, og jeg har virkelig svært ved at acceptere det.

Jeg bliver sur på ham over at han har været sammen med andre, før han overhovedet kendte mig, selvom jeg ved at det er mega urimeligt, og at jeg på ingen måde kan tillade mig det. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Det gør mig så mega ked af det, og hver eneste gang jeg hører et af deres navne, bliver jeg trist. Jeg har snakket meget med min kæreste om det, men det hjælper ikke, og han forstår ikke at jeg ikke bare kan slippe dem – for de er jo fortid.

Men jeg kan simpelthen bare kke få dem ud af mit hoved. Jeg ved han ikke ville kunne finde på at gå tilbage til en af dem, men det kan ikke gøre mig i bedre humør.

Jeg har virkelig prøvet at glemme det, men det bliver ved med at gøre mig ked af det.

Hvad skal jeg gøre?

Jeg har ikke lyst til at blive ved med at gå til min kæreste med det, for jeg er bange for det på et tidspunkt vil ødelægge vores forhold. Men jeg har heller ikke lyst til at gå med det selv, for det ødelægger mig.

Jeg har et så stort had til de piger, selvom de jo ikke har gjort noget, og jeg “hader” min kæreste for at have haft andre kærester før mig.

Hvad skal jeg gøre?

Jeg kan ikke holde ud at have det sådan her mere.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige
Det lyder vel nok dejligt, at du har en kæreste, som du holder meget af – og som også holder af dig.  Derfor kan jeg godt forstå, at det er svært for dig, at du ikke rigtig kan acceptere din kærestes fortid. Du berører med dit meget fine, ærlige brev et emne, som jeg ved, at der er rigtig mange andre, der kender til. 

Jeg synes, det er så sejt, at du har skrevet til os for at få hjælp til at ændre din situation. For at der kan ske en ændring, er det første svære skridt nemlig at erkende, at der er noget, der er svært, og at man måske også selv bærer en del af ansvaret for dette. Det kræver både selverkendelse, mod og velvilje – og det fornemmer jeg i den grad, at du har. 

Kærligheden kan i sin rene form være en berusende, berigende og livsbekræftende oplevelse – men med kærligheden kan der, som du også har oplevet følge andre følelser som fx jalousi og usikkerhed. Det er svære følelser, som vi måske ikke kan fjerne, men som vi kan udfordre og finde måder at håndtere på, så de ikke får lov til at 'forurene' vores liv.

En øvelse som måske kan hjælpe dig til at kunne ’styre’ dine følelser med din fornuft er at reflektere over, hvad du mener, der er okay, og hvad der ikke er okay i et forhold. Det kan måske gøre det nemmere for dig at håndtere dine følelser, hvis du på forhånd har besluttet dig for, at det eksempelvis er okay, at han hilser på sine ekskærester, hvis situationen skulle opstå. Når vi bliver overmandet af en stærk følelse som for eksempel jalousi eller vrede, så viger fornuften indimellem for følelserne, fordi følelsen af jalousi i øjeblikket kan føles så utrolig stærk. Det er selvfølgelig vigtigt, at du reflekterer over alt dette på et tidspunkt, hvor du har tid, ro og overskud til det. Kunne det mon være noget, du har lyst til at afprøve?

Jeg tænker også, at det er en god ide at undersøge nærmere, hvor følelsen af ’had’ stammer fra, og jeg vil i den forbindelse fremhæve en sætning fra dit brev, hvor du på en rigtig fin måde får reflekteret over dette. Du skriver: ”Han er min første og jeg har altid ønsket mig at hvis han var min første, så skulle jeg også være hans første, sådan blev det jo desværre ikke og jeg har virkelig svært ved at acceptere det”.

Jeg tror, du har fat i noget meget rigtigt her. Du havde nogle bestemte forventninger til, hvordan dit første kæresteforhold skulle være. Ikke alle forventninger er i dit tilfælde blevet indfriet, fordi din kæreste allerede har kysset med en anden. Jeg kommer derfor til at tænke på, om følelsen af had mon udspringer af denne ærgrelse og skuffelse over, at omstændighederne ikke lever op til dine forestillinger? I så fald kan det være værd at overveje, om det er dine forventninger, der er problematiske snarere end det er din kærestes fortid. Kan det mon være en hjælp for dig at tænke sådan?

Måske kan du endda vende irritationen over, at din kæreste har haft andre kærester før dig til en glæde over, at han har valgt at være sammen med dig. Det tænker jeg da må gøre dig til noget ganske særligt? Det kan sagtens være, at du skal sige det højt til dig selv et par gange, før du selv tror på det, og før du føler det helt ned i maven. 

Når man oplever at gå rundt med nogle svære og opslidende tanker, er det ofte rart at få sat ord på disse tanker sammen med andre for på den måde at få dem ud af kroppen. Jeg tænker derfor på, om du mon har talt med dine veninder om, hvordan du har det? De kender måske selv til følelsen og kan give dig nogle råd eller beroligende ord med på vejen? Jeg er sikker på, at der er mange piger, der kan genkende dine følelser, og måske kan I finde støtte i hinandens erfaringer.

Jeg håber, du kan bruge mine tanker, og at du med tiden vil kunne finde fred med din kærestes fortid. Hvis du får du brug at tale lidt mere om det hele, er du hjerteligt velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med kærligheden!

De bedste og varmeste hilsener

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat