Kære pige på 14 år
Hvor er det godt, du skriver ind og deler dine tanker og forvirring omkring dine følelser for din klassekammerat. Forelskelse er en dejlig følelse, men det er også en følelse, der kan gøre én forvirret. Jeg håber, jeg kan komme med nogle gode råd til, hvordan du kan finde ud af, om han også godt kan lide dig.
Du har selv haft noget overfor ham i over et halvt år, og jeg kan godt forstå, at du kan blive forvirret over de forskellige signaler, han sender dig. På den ene side er han grov overfor dig, når I skændes, selvom det for det meste er for sjov. Og på den anden side virker han også meget interesseret i dig, når han jagter dig og vil kramme dig og snakke med dig.
Jeg kan jo ikke med sikkerhed sige, at han er forelsket i dig, men jeg kan sige, at begge modsatrettede signaler han sender dig, er typiske tegn på, at han også godt kan lide dig. Vi reagerer ofte vidt forskelligt, når vi er forelsket. Når han er grov overfor dig, kan det nemlig godt handle om hans egen usikkerhed, og fordi han er genert overfor dig. Så bliver hans drilleri en metode til at få din opmærksomhed på.
Den sikreste måde at finde ud af, om han kan lide dig, er ved at spørge ham direkte. Fortælle ham, at du bliver lidt forvirret, når han det ene øjeblik er grov overfor dig, og det andet jagter dig og vil kramme dig. Det kan selvfølgelig godt være skræmmende at spørge direkte, og derfor kan du også gå mere stille frem.
En måde at gå mere stille frem kunne være at begynde at lave noget sammen med ham. Det kan være gruppearbejde i skolen eller begynde at være nysgerrig på de ting, der interesserer ham. Det kan måske være sport, musik eller noget andet du kan komme i tanke om, som bringer dig tættere på ham.
Jo tættere du kommer på ham, jo flere chancer får du nemlig for at fortælle lidt om, hvad du føler for ham. Start stille og roligt med at afsløre, at du har det virkeligt rart sammen med ham, og at du har glædet dig til at se ham. Du kan også fortælle ham, at du godt kan lide, når han krammer dig.
Derefter kan du mærke efter, hvordan han reagerer. Hvis han også virker positiv overfor dig, så kan du afsløre lidt flere af dine tanker og følelser. Mærk efter hvordan han reagerer. Hvis han igen virker positiv og måske også siger noget positivt til dig, så kan du tage et skridt til. På den måde kan man nærme sig hinanden.
Kunsten er at tage små skridt og mærke efter, hvordan den anden reagerer. Så kan man også bedre trække sig tilbage, hvis den anden ikke virker så interesseret lige nu – uden at det forhold, man har som klassekammerater, bliver akavet.
Måske har du lyst til at læse ’gode råd om kærlighed’ og mere om emnet her: kærlighed
Det kan også være, at du kan snakke med dine veninder om, de måske har prøvet at have det ligesom dig og være lidt i tvivl om deres følelser og høre dem, hvad de så har gjort for at blive mere klar på deres følelser.
Jeg håber, du kan bruge mine idéer til at finde ud af, om han kan lide dig. Du er altid velkommen til at skrive ind igen eller ringe til os på BørneTelefonen på 116 111, også via chat eller sms.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen