Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kærligheds nakoman? Forelsket eller ej…?

Hej…

Gennem de sidste par år har jeg haft en del fyre og blevet knust på det groveste… Og fået en ny efter en droppede mig…

Jeg har en kæreste.. Vi har været sammen i godt og vel 4 en halv måned.. Jeg har det psykisk dårligt og det har jeg haft i et par år… Men.. Her er så det store spørgsmål.. Er han bare en til?

Fordi jeg gemmer min følelser væk i kærlighed.. Han er skide sød og dejlig.. Men når vi har sex er det ligesom det bare er sex.. Det det ligesom der ikke rigtigt er følelser i.. Det bare sex..

Og her på det sidste har jeg tænkt på min eks.. På hvor godt vi havde det.. Og det..

Hilsen Kærligheds narkomanen

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Det lyder til, at du har det hele op til revurdering og tænker over dit forhold til din nuværende kæreste i lyset af tidlige oplevelser af at blive knust på det groveste. I mit svar vil der være forskellige spørgsmål, som jeg håber, kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du oplever det. Det håber jeg kan være en hjælp for dig.

Tanken om, hvorvidt man bliver knust igen, og hvordan tidligere forhold kan lure…

Hvis man tidligere har oplevet at blive såret eller knust, kan det nogle gange gøre, at man er nervøs for at opleve det samme igen, fordi man ved, hvor ondt det gjorde sidst og måske også hvor svigtet man følte sig. Det er helt normalt. Dine tanker om, hvorvidt din kæreste bare er en til - altså, om han kan finde på at gøre det samme som de andre har gjort, kan måske gøre, at du trækker dig lidt for at beskytte dig selv. Det kan derfor være, at dine tanker mere omhandler, hvad tidligere kærester har gjort end dit nuværende forhold? Et kæresteforhold kræver tillid, og nogle gange tager det tid, før ting fra tidligere forhold ikke lurer på samme måde mere.

Det kan også være, at dine tanker om din ekskæreste, og hvor godt I havde det, er en del af en overvejelse om, hvad du ønsker i et forhold, og hvad du lægger vægt på ved en kæreste? En anden ting, der kan påvirke forholdet er, hvis der er mange andre ting som fylder i ens liv – mon du oplever det? Samtidig er det kun dig, der kan mærke, hvordan du oplever jeres forhold, og om du er forelsket i din kæreste eller ej.

Nogle gange kan det være godt at tænke over, hvad der har gjort, at du lige netop er faldet for din kæreste? Det lyder da skønt, at du finder din kæreste sød og dejlig. En overvejelse er, at du fortæller din kæreste, at du tidligere har oplevet at blive knust på det groveste, og at det fylder hos dig. På den måde kan han få indblik i, hvad du tumler med, og samtidig vil han også kunne tage hensyn i forhold til, hvordan han er over for dig. Det er ikke sikkert, at han ved, hvordan du har det lige nu. Hvordan lyder det overhovedet?

At have det mindre godt i et stykke tid

Du skriver, at du har haft det psykisk dårligt et par år. Du reagerer bl.a. på det ved at skrive herind - det er godt. En anden måde at få hjælp og støtte på er ved, at du fortæller dine forældre om, hvordan du har haft det de sidste par år. Jeg tænker nemlig ikke, at det er noget, du skal gå med for dig selv. Hvordan vil det være for dig at tale med dem, og hvornår vil du kunne fortælle det?  

Du skriver, at du gemmer dine følelser væk i kærlighed. Ud fra den beskrivelse lyder det til, at du er ret reflekteret over, hvordan du har det. Måske vil det være rart for dig også at tale med veninder om, hvordan du har det? Det kan være, at de har oplevet noget lignende, har gode råd eller kan støtte dig. For nogen kan det også være en hjælp at skrive dagbog som en måde at få sat ord på, hvordan man har det og derved at få reflekteret over alle de ting, som fylder. En mulighed er også at ringe til BørneTelefonen (på 116111), hvis du har brug for at tale videre om det.

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat