Kære pige på 15 år
Det kan jeg virkelig godt forstå, for det er ikke altid nemt at tænke klart, når der er flere følelser i spil - og slet ikke, når én af dem er en spirende forelskelse.
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, hvad der ville være det helt rigtige at gøre… Det virker som om, at du er tynget af dårlig samvittighed, fordi ærlighed er en vigtigt for dig. Når du føler, at du er en dårlig veninde, er det fordi, at det er vigtigt for dig at være en god veninde. Ellers ville du ikke bekymre dig om det. Midt i alle de svære følelser er der altså nogle værdier og idealer, som du kæmper for at bevare, men som følelserne gør det svært at leve op til.
Man kan desværre ikke styre sine følelser eller hvem, man bliver forelsket i. Man kan heller ikke beslutte sig for, at man pludselig vil holde op med at være forelsket i en anden. Hvis man kunne det, ville alting være meget nemmere for rigtig mange mennesker. Jeg tror nemlig, at en del piger og drenge på et tidspunkt oplever at stå i en lignende situation, og jeg ved, at det også sker for voksne. Jeg tænker, at det måske vil være rart for dig at vide, så du i hvert fald ikke skal have dårlig samvittighed over, at du kunne ”finde på” at få følelser for ham…?
Dit brev viser, at du tænker meget på din bedste veninde, og at du føler, at du svigter hende. Det er i hvert fald sådan, jeg forstår overskriften på dit brev. Men hvad er det mon, du synes, der er det største svigt? Er det helt grundlæggende det, at du er ved at få følelser for hendes ekskæreste? Eller er det mere det, at du ser hendes ekskæreste uden, at hun ved det? I mine øjne er det første noget, som du ikke kan styre, fordi det handler om følelser. Det sidste handler mere om et valg af handling, og der kan du i højere grad tage en fornuftsbaseret beslutning. Også selv om den ikke er let…
Mon du har tænkt på, at hvis du får så stærke følelser for denne her fyr, at du får lyst til at blive kæreste med ham, vil din veninde før eller siden få det at vide?
Hvis du nu var i din venindes situation, hvordan ville du mon så ønske, at hun håndterede det? Ville du helst have, at hun var ærlig over for dig fra start – også selv om det måske ville gøre dig rasende eller ked af det? Eller ville du hellere, at hun slet ikke fortalte dig, at hun var begyndt at se din ekskæreste? Nogen gange har man som veninder aftaler om, at det er 'no go' at blive vild med - kæreste med venindernes eks'er...eller at man spørger hinanden først. Jeg ved ikke, om du og din veninde har aftalt noget? Ellers kan du måske tale med hende ud fra det, hvis du vælger det?
Jeg kan godt forstå, at dit valg ikke er nemt. Hvis du har lyst, kan du ringe til BørneTelefonen på telefonnummer 116111 og få en rådgiver i røret. Du kan måske også tale med din venindes ekskæreste om, at du føler, at du svigter hende. Jeg tænker i hvert fald, at det ikke er rart for dig at gå rundt med alle de svære følelser alene.
Du spørger også, om alt mon er okay ”dernede”, fordi du har blødt efter, at du fik finger. Forhåbentlig er du holdt op med at bløde. Hvis ikke, synes jeg, at du skal tage forbi din læge. Hvis du blødte kortvarigt, så kan det måske være din mødom eller en lille rift indvendigt i skeden, som er helet igen. Det er rigtig godt, at du er opmærksom på din krop.
Jeg håber, at det løser sig på den bedste måde.
Kærlig hilsen BørneTelefonen