Kære pige på 12 år
Mange tak for dit brev. Hvor er det bare dejligt for dig, at du har en skøn kæreste. Det lyder som om, at du er rigtig glad for din kæreste, og jeg kan da godt forstå, at du har lyst til at kysse ham.
Det er meget naturligt når man er 12 år, at der kan gå noget tid, før man kysser hinanden. Måske er det ens første kæreste, og man har ikke prøvet at kysse med nogle før. Derfor kan man måske også være ret nervøs, når nu man skal kysse. Er det mon noget du kender til? Har du mon nogen gode veninder, som du snakker sammen med om kærester? Hvis der er nogle af dine veninder der før har haft en kæreste, eller har kysset med en dreng før, har de måske nogle gode ideer til, hvad du kan gøre. Måske det kunne være rart for dig, at snakke med dine veninder om det. - Hvad tænker du om det?
Hvis du tør, kan du også bare prøve at springe ud i det, næste gang der er en mulighed for, at I kan kysse hinanden. I behøver jo ikke at kysse i lang tid, men bare et hurtigt kys så du viser ham, at det er noget du har lyst til. Måske kan du mærke eller fornemme, eller spørge om det er ok med ham, og hvornår der er en mulighed for, at I kan kysse hinanden. Det kan for eksempel være, når I står tæt på hinanden, og får øjenkontakt eller hvis I ser en film sammen, - det kan I eventuelt gøre, hvis I ses sammen efter skole.
Hvis du ikke har lyst til at kysse ham lige pludselig, kan du måske også skrive en besked til ham, hvor du kan skrive noget med: ”Hvad ville du tænke, hvis jeg en dag fandt på at kysse dig?” Hvis du skriver til ham, kan du i hvert fald få at vide, hvad han tænker om det. Neden under har jeg sat et link ind til vores ”kysseskole”. Her er gode idéer til, hvordan man kysser. http://www.bornetelefonen.dk/temaer/sex-og-seksualitet/vaerktojskassen/kysseskole.aspx
Jeg håber at din skønne kæreste og dig får kysset hinanden. Held og lykke med det hele.
Hvis du har lyst til at snakke med en af rådgiverne fra BørneTelefonen, er du altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111
Kærlige hilsner fra BørneTelefonen