Kære Pige
Tak for dit brev. Når jeg læser om dit forhold til drengen på Sjælland, så går jeg ud fra, at det er en dreng, som du har mødt via nettet, og som du ikke har mødtes med uden for cyberspace... (Siden han ikke ved, hvordan du ser ud.)
Forelskelse kan være lige så frustrende, som det kan være dejligt - især, hvis man er bekymret for om forelskelsen er gengældt. Som jeg forstår det, så har du en fornemmelse af, at drengen også godt kan lide dig, men at han måske vil ændre mening, hvis han ser, hvordan du ser ud - fordi du er bange for at din vægt vil skræmme ham væk.
Du skriver bl.a. , at du har svært ved at give slip - og jeg er lidt usikker på, om det er fordi du føler, du burde give slip på kontakten til ham?
Det er rigtig svært at give konkrete forslag, til, hvad du kan gøre over for drengen, når jeg ved så lidt om jeres forhold. Som du selv skriver, så lyder det til at være kompliceret... Jeg vil meget gerne forsøge at komme med nogle ideer, men hvis ikke, du synes, de er brugbare, så vil jeg opfordre dig til at søge noget mere direkte rådgivning fx. på BørneTelefonen (telefon 116 111) eller på Børne/UngeChatten her på hjemmesiden...
Hvis du har kendt drengen et stykke tid og føler, at I er ret fortrolige, kunne det så være en mulighed, at du skrev til ham, at du faktisk rigtig gerne ville møde ham, men at du samtidig er lidt bange for det, fordi du ikke har det så godt med dit eget udseende..? Måske kunne hans reaktion på den bemærkning give dig et fingerpeg om, du har grund til at være bekymret?
Eller ville det mon give dig mere selvtillid, hvis du i en periode bare holdt kontakten til ham, uden at I mødtes, og at du så samtidig forsøgte at dyrke noget sport og spise sundt, så du kan tabe dig og få det bedre med din krop..?
Jeg hæfter mig ved, at du til slut i dit brev nævner, at du ikke har så mange veninder. Samtidig skriver du også, at du ikke synes, du kan klare så meget mere, som du før har kunnet, og at du tit overvejer selvmord.
Jeg spekulerer over, om der mon er nogen, der ved det? Tit er det sådan, at de triste tanker kommer til at fylde mere, hvis man går alene med dem. Derfor tror jeg, det vil være en rigtig god ide, hvis du kunne dele de tanker med en person du ser jævnligt i din hverdag. Det kunne fx være en fra din familie eller en lærer eller måske sundhedsplejersken på din skole..
- Hvis du føler genertheden forhindrer dig i at få det sagt, kunne du evt. skrive det ned i et brev og bede vedkommende læse det - der behøver ikke stå så meget. Tror du mon, du kan det?
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen
