Kære c... pige på næsten 13 år,
Tak for dit brev til BørneBrevkassen. Når man bliver omkring 12-14 år sker der rigtig mange ændringer med en selv, både indeni og udenpå. Alle disse ændringer sker i forskelligt tempo og forskellig rækkefølge.
Ud fra dit brev er det lidt svært for mig at vide, om du gerne vil have en kæreste, fordi du har lyst til det, eller om det er fordi, de andre har, og du derfor også godt kunne tænke dig at prøve det…?
Hvis der nu er en bestemt dreng fra klassen, som du godt kan li’, er der jo forskellige ting, du kan gøre for at få ham til at lægge mærke til dig. Du kan jo for eksempel prøve at finde ud af, hvad han har af interesser, og så snakke med ham om det. Hvis han for eksempel spiller fodbold, kan du jo spørge ham, hvordan det går til træning, og om han snart skal spille kamp. Eller hvis du nu finder ud af, at I begge to har en hund, kan du jo spørge, om I skal gå en tur sammen med dem en dag…
Du kunne også prøve at se, om du kan finde ud af, hvad de andre piger i klassen gør, for at få drengene til at lægge mærke til dem, og så prøve det samme... Det kan du jo både gøre ved at holde lidt øje med dem, eller ved at spørge dem direkte.
Du skriver også i dit brev, at du ikke rigtig tør være dig selv i skolen, og at du godt kunne tænke dig at være lidt mere modig. Har du prøvet at tænke over, hvorfor det er sådan..?? Det er jo ikke sikkert, at der er en bestemt grund, men det kan jo være at du har oplevet noget der gør, at du har det sådan.
Du skriver, at du har talt med dine forældre om det, men at det ikke rigtig er blevet bedre. Havde de nogle forslag til hvad du kunne gøre for at ændre på det? Og hvordan gik det med at prøve det?? Selvom det ikke rigtig virkede kan det jo være, at du fik nogle andre oplevelser ved at afprøve det..??
Du kunne måske også prøve at tænke på, hvad der er det værste der kunne ske, hvis du bare gjorde alt det du havde lyst til i skolen… Hvad er det allerværste der kunne ske, hvis du for eksempel svarede drengene igen eller daskede til dem når de var irriterende??
Jeg håber at du kan bruge mit svar, ellers er du mere end velkommen til at skrive herind igen, eller måske ringe til BøeneTelefonen på 116 111, hos dem kan du for eksempel også øve dig i hvad du kan sige til drengene mere direkte, så måske kan det være en hjælp…
De bedste hilsner
BørneBrevkassen