Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

kærlighed

Hej
Der er denne dreng som jeg har haft noget med for ca et halvt år siden, vi kunne begge lide hinanden meget. Vi blev uvenner over en tåbelig lille ting. Han undgår mit blik hvis vi møder hinanden på gangen( Vi går i paralelklasse). 
Jeg ved han ikke kan lide mig mere men vi var faktisk blevet ok venner men åbenbart ikke alligevel. Jeg savner ham bare virkelig meget! Han er det eneste jeg tænker på, han er i mine tanker hele tiden! Jeg græder tit over hvor meget jeg savner ham. Jeg har virkelig den der gjorde mig glad.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at han vil være min ven igen.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige, Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du føler dig rigtig ked af det, fordi du savner venskabet med drengen fra din parallelklasse. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt. Du fortæller, at du og drengen har haft “noget” for ca. et halvt år siden, men at I så blev uvenner over en tåbelig, lille ting. Siden har du måske følt, at I godt har kunnet snakke sammen som venner igen, men når du så forklarer, at han prøver at undgå dit blik, når I møder hinanden på gangen, får det mig til at tænke på, om han måske alligevel synes, at der er noget, I ikke har fået talt igennem? Har I mon talt om, hvad I blev uvenner over – og er I mon blevet “gode venner” igen? Eller er I måske begyndt at snakke sammen sådan nu og da – om alt muligt andet, uden at tale om, at I blev uvenner? Tror du, at der stadig kan være noget, der går ham på, fra dengang I blev uvenner? Kan du mon kunne spørge ham om det, fx i en sms? Jeg spekulerer også lidt på, om du måske selv er helt klar på, om du vil være OK med “bare” at være venner med drengen? Du fortæller, at du ved, at han ikke kan lide dig på “den” måde, men jeg fornemmer også på dit brev, at du er ret glad for ham – og at han betyder, eller har betydet, meget for dig? Måske lidt mere end på “venne-måden”? Hvis du har det sådan, at du faktisk godt kan lide ham på en lidt anden måde (hvis du f.eks. føler dig lidt forelsket i ham), så tænker jeg på, om det måske vil kunne blive lidt svært for dig at være venner med ham? Hvis du egentlig i virkeligheden aller mest har lyst til at have et andet forhold til ham. Kan du mon se, hvad jeg mener? Det kan være rigtig svært at være venner med en, man faktisk er lidt forelsket i, for man kan måske få en følelse af, at man går rundt med nogle følelser, som ikke rigtig er gengældt. Men jeg tænker, at man sagtens kan blive venner med en, man har haft andre følelser for, men så er det måske en god idé, hvis man får holdt en lille pause fra hinanden, så man får tid til at mærke lidt efter, om man egentlig kan være venner med ham, og om man har lyst til det – eller om man egentlig hellere vil være lidt sammen med sine andre venner i en tid. Og så kan man måske altid begynde at tale med ham igen, når der er gået noget tid.   Jeg kan ikke helt fornemme, om du har andre følelser for drengen end venne-følelser, og det kan faktisk også være rigtig svært selv at finde ud af. Derfor er det måske under alle omstædnigheder en god idé at holde en lille pause fra hinanden? Måske kan du lave noget ekstra rart oghyggeligt med dine veninder i den næste tid, så du kommer til at tænke på andet? Tror du, at det ville være rart for dig med sådan en “pause”?   Det kan også være, at du har lyst til at tale med en voksen om, hvordan du har det lige nu. Du skriver, at du sommetider græder, og at du er rigtig ked af, at I ikke snakker sammen mere. Det kan være ret svært at gå rundt med sådan et savn alene, og jeg tænker på, om du mon har talt med nogen om, at du faktisk er ret ked af den situation? Måske kunne det være rigtig rart at tale med en voksen om, at du føler, at det er lidt hårdt, fordi du savner drengen sådan? En voksen vil måske kunne give dig nogle gode råd, og han/hun vil måske også kunne trøste dig og støtte dig. Hvis du f.eks. har lyst til at tale med din mor eller far om det, kunne I måske også lave noget hyggeligt sammen det næste stykke tid, så du kan se frem til en masse rare ting. Kunne du forestille dig, at du vil kunne tale med en af dine forældre om, hvordan du har det? Det kan også være, at du har lyst til at starte med at snakke med en veninde? Bare det at snakke med nogen om, hvordan man har det, kan sommetider være en rigtig stor hjælp.   Hvis du har lyst, er du også meget velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på nummer 116 111. Vi snakker tit med børn og unge, som oplever lidt af det samme, og vi ved, at det er rart at tale om de følelser, der er forbundet med kærlighed og venskaber. Vi vil meget gerne tale med dig også, hvis du har brug for det, og hvis du har lyst.   Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig, og jeg håber, at du har mod på at tale med nogen om, hvordan du har det lige nu, så du ikke går med tankerne og følelserne omkring drengen helt alene. Måske vil det også hjælpe dig at tale med en anden om, om det faktisk vil være godt for dig med en lille pause fra drengen?   Mange tanker og kærlige hilsner BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat