kærestesorger og spiseforstyrrelse

Nu er det sådan, at jeg er en pige, der har haft/har en spiseforstyrrelse.

Jeg har været helt opslugt af min sygdom, som desværre fik rigtig fat i mig og overtog alt pladsen for alt andet. B.la. min kæreste også.

Jeg havde til sidst ingen følelser, tanker eller noget som helst tilbage af mit ‘jeg’. Det kunne min daværende kæreste, blandt mange venner og bekendte ikke se en ende på, ved jeg nu.

Jeg tabte mig 20 kg på et halvt år. Han valgte at gå fra mig. Han kunne ikke holde min situation ud, hvad den gjorde ved mig, og ikke mindst hvad den gjorde ved ham. Han var ulykkelig, og jeg fattede ikke alvoren, og fik egentlig ikke specielt slemme kærestesorger i den tid.

Nu sidder jeg her tre måneder efter, accepteret min sygdom og har lært at håndtere den + mit gamle jeg. Jeg har fået mine værdier igen, mit jeg og mine følelser igen. Dvs jeg er ramt hårdt af kærestesorger, og jeg har aldrig savnet ham mere end nu. Jeg ved, han elsker mig, og jeg elsker ham, men det var alt for hårdt for ham. Nu har jeg set ham efter tre måneder , og det falder sammen med en masse 18 års fødselsdage og arrangementer, hvor vi ser hinanden. Vi har snakket kort sammen, og han holder afstand. Han har sagt indirekte og direkte ”han kan ikke se mig så meget, som vi gør ligepludselig, fordi ‘han ser mig stadig som mere’, men det vil han ikke risikere”. Han er bange for at elske mig, og når vi ser hinanden savner vi begge hinanden, men vi snakker ikke sammen, da han holder sig fra mig. Vi kyssede dog til en 18 års, da vi kom i kontakt og snakkede. Det er det, der sker, når vi kommer til at snakke. Vi kan mærke det gamle, og det er det, han frygter, ved jeg. Han var nærmest panisk bagefter. Jeg giver ham al den plads og tid, som han beder om. Jeg skal ikke være den, der hiver fat i ham, hvis jeg er uønsket.

Jeg savner ham, men jeg ved han også savner mig. Det er ulykkelig kærlighed, og han gik ikke fra mig, fordi vi ikke elskede hinanden. Han gik fra mig, fordi det var alt for hårdt.

Hvad gør man i en situation som nu? Jeg vil så gerne have ham tilbage, nu når jeg er ‘mig’ igen. Det ved jeg, han også kan mærke. Han er bange og jeg er i bedring med min sygdom. Har brug for råd.