Hejsa
Tak for dit brev. Hvor er det fedt, at du holder så meget af en pige, at du helt kan snøre sammen over det.
Kærlighed er en fantastisk følelse. Den kan gøre os lykkelige og bange på samme tid. Når vi skal finde ud af, om den "anden" har de samme følelser som os selv, så bliver vi alle skræmte, for hvad nu hvis hun ikke er forelsket i os! Det vil betyde, at vi kommer til at føle os skrottede, samtidig med at vi måske kan føle os en lille smule til grin. Av for den da.
Men du er simpelthen verdens heldigste kartoffel. Fordi du ved allerede i forvejen, at pigen har de samme følelser for dig, som du har for hende - fedt! Har du tænkt over, hvorfor hun gerne vil have dig til at sige det direkte til hende? Jeg kunne forestille mig, at det simpelthen er fordi, hun vil være sikker på, at
du
mener det alvorligt, så
hun
ikke ender med at være den, som er til grin. Giver det nogen mening for dig?
Lad os lige lege, at jeg faktisk har ret (og det tror jeg altså, at jeg har). Så betyder det jo faktisk, at du slet intet har at frygte. Hun er tosset med dig :-)
Men du kommer ikke udenom, at din mund skal sige de magiske ord. Der er ikke rigtig nogen smutvej, som du kan stikke ned af.
Når du vælger at gøre det, så husk at bevare roen. Træk vejret dybt ned i maven, tænk på hvor rart I får det og nyd så ellers at være forelsket.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Ellers er du selvfølgelig velkommen til at skrive herind igen.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen