Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kæresteproblemer

Jeg er en 16 årig dreng (om 2 dage i hvert fald) og jeg har en kæreste som er et år og 2 måneder ældre end mig selv.
Lidt baggrundsviden: De sidste 2 år har været rigtig hårde for mig. Meget ensomhed som tog over og gjorde mig ked af det hele tiden. Jeg søgte aldrig hjælp og havde ingen at snakke med. Min mor og bonusfar havde for travlt med mine 2 små bonusøksende og jeg havde ingen venner overhovedet.
Fast forward til for en uge siden. Jeg har fået venner og endda en kæreste i et halvt år. Jeg er pisse glad for hende. Jeg kan snakke med hende, pjatte med hende og hun er som min bedste ven og min kæreste på samme tid. Desværre har hun tidligere haft det psykisk dårligt og det virker som om at alt hvad der sker for hende lige nu går ud over mig. Hun råber af mig og bliver sur og ked af det og giver mig skylden for alt muligt. Det seneste hun er blevet ked af at jeg har gjort er at jeg klemte min venindes hånd mens min kæreste kildede mig. Nu tror hun at jeg ikke gider hende mere og at hun ikke er nok for mig og hun råber af mig og snakkede tidligere i aftes med mig om pretty much hvordan hun er offeret og jeg er en rigtig dårligt kæreste. Altså det sagde hun ikke, men det var i bund og grundt det hun sagde. Ting som “Jeg er ikke nok for dig” og “Nogle gange glemmer du bare jeg har øjne og jeg kan godt se hvad du laver.” Jeg har aldrig haft følelser for andre mens jeg har været sammen med hende og jeg viser altid hvor meget jeg elsker hende. Den anden weekend cyklede jeg 45 kilometer bare for at være sammen med hende, jeg køber hende blomster og jeg giver generelt meget udtryk for at hun betyder rigtig meget for mig. Men det er som om hun er pisse ligeglad for tiden og det gør mig pisse ked af det. Især efter det hun sagde tidligere i aftes.
Jeg ved ikke længere hvad jeg skal stille op, jeg føler mig helt uskyldig for en gangs skyld. Jeg plejer altid at give mig selv skylden for alt når det går mig dårligt men denne gang føler jeg virkelig ikke jeg har gjort noget. Jeg er så pisse ked af det.
Det skal lige nævnes at jeg går på efterskole sammen med hende.

Jeg vil virkelig ikke miste hende. Jeg kan bare ikke holde ud af skulle være så ked af det. Vi har endda også eksamener lige nu hvilket ikke gøre det nemmere at tænke. Jeg har virkelig brug for hjælp af en som ser det her fra sidelinjen. Hvad skal jeg gøre?..

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16 år

Det lyder til, at du er gået igennem en periode i dit liv, hvor det var rigtig svært at være dig. Jeg ser også, at du har haft en enorm styrke og har vendt din situation. Du skriver, at du nu har venner og også en kæreste, du er rigtig glad for.

Det fortæller mig også, at du har gjort et kæmpe stykke arbejde selv. Men mon din kæreste er klar over, hvordan du havde det før i tiden? Og hvordan du har det nu, når hun reagerer som hun gør?

Du skriver, at din kæreste også tidligere har haft det psykisk svært. Jeg fornemmer, at du måske skriver dette, fordi du tænker, der kan være en sammenhæng. Måske en sammenhæng mellem, at hun tidligere har haft det svært, eller måske er ved at have det svært igen, som gør, at hun reagerer voldsomt overfor dig. Er det mon rigtigt forstået?

Hvis hovedet i forvejen er fyldt med tanker, bekymringer eller andre udfordringer, så skal der ofte mindre til, før det føles som om, at det koger over for en. Jeg håber, du kan følge mig?

Det er altså meget naturligt at reagere med ked-af-det-hed, vrede og lignende, hvis man har det svært. Men det gør desværre ikke, at situationen hverken bliver sjovere eller bedre for dig.

Derfor tænker jeg også, at det er okay, at du fortæller din kæreste, hvornår hun reagerer på en måde, som ikke er okay overfor dig. Altså hvor dine grænser går i forhold til, hvad der er vigtigt for dig! Ligesom at hun jo også har ret til at sige, hvis der er noget, som hun føler går over hendes grænser.

Jeg tænker, at du forklarer dine følelser og dine bekymringer rigtig godt i det her brev. Mon du kan vise brevet og mit svar til din kæreste? Eller måske skrive et tilsvarende brev til din kæreste? Sådan kan du måske både fortælle hende, hvor glad du er for hende, men også hvad det gør ved dig, når hun reagerer, som du beskriver her.

Sådan kan I forhåbentligt få en ordentlig snak om, hvad det er, der sker. Hvorfor reagerer din kæreste mon, som hun gør? I hvilke situationer? Og vigtigst af alt, hvordan kan I begge to gøre noget, for at I kan undgå situationer, hvor I hver især bliver kede af det?

Mon du allerede har snakket med eller kan snakke med nogle af dine venner? Måske nogle af dem fra efterskolen, hvor I begge går? Nogle gange kan det nemlig også hjælpe at få andres syn. Måske de selv har oplevet noget lignende? Eller har opfattet en konkret situation med dig og din kæreste anderledes, end du og din kæreste har?

Jeg håber, at du og din kæreste kan få en god snak, sådan at du ikke skal gå at være ked af det. Men i stedet kan være glad og nyde, at du har en kæreste, du er rigtig glad for.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat