Kære pige på 17 år
Tak for dit brev. Jeg ved, at der er mange andre, der som dig, har fået forbud mod at have kærester, og som derfor må være kærester i det skjulte. Jeg kan forestille mig, at det må være rigtig svært at man ikke kan vise, at man er glad for et andet menneske.
Du spørger, hvordan du kan få dine forældre til at stoppe med at ”tro”, at du har en kæreste. Det spørgsmål synes jeg er rigtig svært at svare på. Jeg tænker på, at den eneste måde at få dem til at tro på, I ikke er kærester er, hvis I rent faktisk stopper med at være kærester. Ellers kan jeg forestille mig, at du kommer ud i en masse løgne, som gør det mere og mere svært for dig og din kæreste at se hinanden.
Jeg tænker på, at det måske er en anden vej du kan gå, for at du og din kærestes situation kan blive anderledes. Jeg håber det er i orden, at jeg kommer med nogle bud på det, så må du vurdere, om det mon er nogle råd, du kan bruge.
Jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor jeres forældre ikke vil have, at I er kærester? Er de mon bange for, at der sker noget, I ikke kan styre, som fx at I har sex sammen? Er de mon bange for, at I ikke kan passe jeres ting, hvis I også skal være kærester? Der kan være mange forskellige forklaringer på det, og jeg tænker på, om du og din kæreste mon kender forklaringerne? Mon jeres forældre går og bekymrer sig om noget, som de ikke har grund til at bekymre sig om?
Jeg tænker på, om det kunne være en mulighed, at du og din kæreste talte med jeres forældre om, hvad der bekymrer dem, hvis I ikke allerede ved det? Hvis I allerede nu ved, hvorfor de ikke vil have, at I har kærester, mon det så er muligt at tale med dem om det? Jeg tænker på, om I mon kunne snakke om, hvad der skulle til, for at I kan være kærester? Det kan være, at I sammen kan finde frem til nogle aftaler, som kan gøre både jer og jeres forældre tilfredse. Det kan også være, at jeres forældre har nogle betingelser, som I ikke er enige i, men som det måske kan være en god idé at respektere, fordi I på den måde kan vise dem, at I også gerne vil være med til at finde en løsning.
Jeg tænker på, om begge jeres forældre er lige meget imod, at I har kærester? Hvis der er forskel på det, kunne det måske være en idé at snakke med de forældre, der er mindst utilfredse med det? Så kan de måske bane vejen for, at I kan få en god snak sammen.
Jeg ved jo slet ikke, om de ideer jeg er kommet med er nogle du kan bruge. Måske giver det slet ikke mening for dig? Måske får du lyst til at svare på spørgsmålene og forklare, hvorfor det ikke kan lade sig gøre på den måde. Hvis du har lyst kan du ringe til BørneTelefonen på 116111 og tale med en rådgiver. I telefonen vil du kunne give nogle flere forklaringer, som måske kan give nogle andre svar på dit spørgsmål. På BørneTelefonen kan du også være anonym.
Jeg håber virkelig, at du kan finde en god løsning på din situation, så du kan få mulighed for at vise din kærlighed til din kæreste og ikke behøver skjule det.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen