Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kæreste

Jeg har en kæreste der konstant hakker ned på mig og fortæller mig hvor dårligt et menneske jeg er og hvor mange mennesker jeg såre, hver evig eneste dag.

Jeg holder virkelig af ham og kan ikke give slip på ham men for hver dag der går får jeg kun flere og flere selvmordstanker omkring mig selv. Han ved jeg har depression og sagde til min veninde ‘bare lad hende være’ som om han er ligeglad med mig.

Han fortæller mig oftest at jeg har ændret mig og altid har attitude og jeg er den forkerte.

Han siger oftest at jeg er glad sammen med alle andre undtagen ham og jeg kun er smart overfor ham selvom jeg ikke føler det.

I dag kom jeg til at brænde løj på panden og jeg fik den største sviner af ham og han gad ikke at snakke med mig i 20 min selvom jeg sagde undskyld 10 gange. Da jeg efter 10 gang sagde undskyld så valgte jeg at sige ‘jeg har jo sagt undskyld’ hvor han så flipper fuldkommen ud og siger jeg altid har attitude og jeg gør alt forkert.

Jeg elsker ham af hele mit hjerte og er virkelig bange for at miste ham men på samme tid så mister jeg også bare mig selv..

Pige, 19 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 19 år.

Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind. Du åbner op for noget, som er rigtig svært at snakke om for mange, men du er virkelig god til at sætte ord på, hvad der foregår, og hvordan du har det. Det viser mig, at du er villig til at gøre noget nu og har mod på at ændre på, hvordan du har det.

Det er så svært med den kærlighed, og følelser er så svære at kontrollere. De er der, og man kan ikke bare sige til dem, at de skal gå væk. Jeg tænker, at du er nået til et punkt i jeres forhold, hvor du er tæt på at miste kontrollen over dig selv. Forstået på den måde at du er ved at miste troen på dig selv.

Det gør det kun sværere at bryde forholdet. Derfor er det vigtigt, at I får noget hjælp nu. Din kæreste har brug for hjælp til at finde ud af, hvordan man er kærester, og hvordan man behandler andre.

Mon han er til at snakke med i forhold til at få hjælp, eventuelt at I kan gøre det sammen? Mon du kunne skrive et brev til ham, hvor du fortæller, hvordan du har det? Mon det er en mulighed, eller er det for sårbart for dig? Tænk over det.

Det er i hvert fald ikke ok, at han hakker ned på dig og ignorer dig. Alle har ret til at blive behandlet med respekt. Det er vigtigt at få sat en grænse i et forhold, men det kan være rigtig svært. Især når man er forelsket og følelserne strømmer rundt i kroppen.

Det er aldrig ok at blive behandlet dårligt. Og jeg tænker, at du har det skidt, eftersom du også skriver, at du får flere og flere tanker om selvmord. Det fortæller mig, at du har det rigtig svært, og at det er vigtigt, at du får snakket med nogen i din nærhed.

Mon du kan snakke med din veninde om det? Det lyder som om, at hun har prøvet at hjælpe dig i forhold til din depression. Ved din veninde mon, hvordan du faktisk har det sammen med din kæreste?

Hvad med dine forældre. Kunne de mon være en mulighed at snakke med? Du nævner ikke dine forældre, og det kan der være mange årsager til. Jeg vil dog nævne dem her som en mulighed, da jeg oplever at mange forældre vil deres børn det bedste og gerne vil hjælpe dem. De fleste forældre bekymrer sig. Mon du kan bruge dine forældre?

Der findes en hjemmeside, hvor man kan få hjælp, hvis man er i et voldsomt forhold. Og det handler ikke kun om fysisk vold. Jeg vil anbefale dig at kigge på den hjemmeside. Her er et link: voldsomkærlighed.

Jeg tænker det er tid for dig at passe på dig selv. Som du skriver så flot selv, så ender du med at miste dig selv, hvis ikke du gør noget nu. Det er super sejt, at du har skrevet herind, og det er første skridt på vej til at få hjælp.

Der er mange unge, som lever i et forhold med fysisk/psykisk vold og ikke får sagt det højt til nogen. De lever med det skjult og til sidst har de mistet troen på sig selv og tror, at det er dem, der er noget galt med. Du har reageret hurtigt, og det fortæller mig, at du klarer den. Det fortæller mig, at du har modet til at få hjælp, så I kan få et bedre forhold, eller at du kan komme helt ud af forholdet.

Det er vigtigt, at du husker dig selv, husker alt det du er god til, og at han siger dårlige ting til dig for selv at få det bedre. Husk at passe på dig selv og at du er ung og der vil komme flere unge fyre, som du kan forelske dig i. Jeg ved godt, det kan være svært at se lige nu, men tro på det.

Husk du altid kan ringe til børnetelefonen, hvis du vil snakke med en voksen på 116111. Derudover kan du i vores brevkasse søge efter breve med samme problematik, som du fortæller om. Hvis du går ind på brevkassen og søger “forelskelse og kærlighed” i kategori og ved siden af til højre søger du “vold”, så kommer der breve frem med samme problematik. Her kan du læse svar fra både andre unge og fra andre voksne på brevkassen.

De kærligste hilsner fra Børnetelefonen.

 

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat