Hej forelskede dreng,
Åh altså, jeg tror, der er rigtig mange, som har stået i din situation og ikke helt vidst, hvad de skulle sige til den dreng eller pige, som de har været forelsket i. For man vil bare så gerne sige det rigtige, så man får et ja... Er det mon også det, du tænker?
Og hvis bare der fandtes et rigtigt svar, ville det være så dejlig nemt, ik´? Men det kan være meget forskelligt fra person til person, hvad der er det rigtige at sige. Det kommer også lidt an på, hvor godt man kender hinanden, om man måske allerede er lidt venner, eller man skal starte helt forfra med det første ”hej”...
Ud fra det du skriver tænker jeg, at I ved hvem hinanden er, men ikke er nære venner... Er det rigtigt forstået? I den situation er der mange, som starter med at vise interesse ved at smile og sige ”hej”, når man går forbi hinanden... Andre finder på noget at spørge om, når man tilfældigt mødes – det kan være man siger noget om vejret, noget der lige er sket i skolen eller man kommenterer måske, at hun har nogle fede sko på eller noget helt fjerde. De fleste piger kan rigtig godt lide at få at vide, at man godt kan lide deres smil, øjne eller hår eller noget andet, hvor de kan høre, at man har lagt mærke til dem... Men det vigtigste er, at det er noget du føler dig tilpas med at sige, det skal føles rigtigt nede i din mave, når du siger det til hende, for så lyder det også som dig og ikke som en sætning, du har gået og øvet dig på... Kan du følge mig?
Når I kender hinanden bare lidt, kan du måske invitere hende med i biffen, eller hvis der sker noget i den by I bor i, kan du spørge, om hun vil med til det? Nogle gange kan det også hjælpe, hvis man sammen med sin ven, spørger hende og hendes veninde om de vil med til noget... Det kræver selvfølgelig, at en af dine venner har lyst til at følges med jer, og det samme med hendes veninde, men måske kan det lade sig gøre? Det kommer også lidt an på, hvad I ellers kan lide at lave – om I for eksempel tit går i svømmehallen, kører rulleskøjter eller noget andet hvor man kan være aktiv sammen, så kunne det måske også være noget, du kan spørge hende om hun har lyst til. Måske kan du lure lidt, hvilke interesser hun har, så du kan foreslå noget, du næsten på forhånd tænker, at hun måske vil sige ja til.
Når I nu går i parallelklasse sammen, kan det også være, I måske har nogle fag sammen, hvor du måske også kunne sige noget til hende i timen eller frikvarteret?
Hvis nu I så kommer til at snakke lidt mere sammen eller laver nogle ting sammen, kan det måske være, der kommer et tidspunkt, hvor det vil være naturligt for dig at spørge hende, om hun har lyst til at være kærester? For jeg tænker, at det er det, du mener, når du skriver, at du ikke ved, hvordan du skal spørge hende... Er det rigtigt? Så kan man både spørge ved at sige det, men man kan også spørge ved at skrive det i et brev, hvis det er lidt svært at spørge.. Måske har du selv den helt rigtige idé, når du kender hende lidt bedre..?
Til sidst tænker jeg på, om du mon har nogle venner, som du har lyst til at spørge til råds? Er der nogen jævnaldrende, som du tænker, der kunne være gode at tale med? Det kunne jo være, at de enten har prøvet det selv eller selv går og tænker rigtig meget over noget lignende, og I dermed kunne give hinanden gode idéer...
Jeg håber, du har fået lidt idéer – ellers er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe på BørneTelefonen på 116 111.
De bedste hilsner fra
BørneBrevkassen