Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kærelighed og seksualitet

Hej
Jeg er en dreng på 14 der har et stort problem, syntes jeg ihvetfald selv, som fylder rigtig meget.

Der er den her dreng fra min klasse som jeg virkelig virkelig godt kan lide, og det har jeg kunnet i over 5 måneder nu. Han virker til også at kunne lide mig ret meget, han kigger på mig HELE tiden, går ind i mig ofte med vilje, går og små driller mig hele tiden og alt det der, som man nu gør.

Han er ikke sprunget ud som homoseksuel, biseksuel eller noget helt tredje, og det er jeg heller ik, men jeg er ret sikker på jeg er biseksuel. Han kan mugligvis lide en pige fra vores parallelklasse, ifølge hans venner ihervtfald. Jeg syntes ik han virker så interesseret i hende, det er mest hans venner der går og tror at han er helt vild med hende, og det tror pigen også selv.

Der er nogle dage hvor han hele tiden er omkring mig og andre dage hvor han nærmest ignorer mig, og flirter lidt med nogle af pigerne fra klassen, for sjov. Det som om han ikke rigtig ved hvad han vil. Jeg er så vild med ham at jeg vil gå så langt at sige at jeg virkelig elsker ham.

Sammentidig er der den her pige fra min parallelklasse, som faktisk også er min eks kæreste. Vi var kærester for ca. 9 måneder siden, hvor hun slog op med mig, fordi hun ikke mente det var det rette tidpunkt. Vi havde det super godt sammen, og jeg savner det lidt.

Nu er vi begyndt at skrive meget og snakke meget sammen igen. Hun sender ofte billeder hvor hun smiler til mig, og vinker og smiler sødt hver gang vi ser hinanden, og når jeg står af bussen. Jeg er ik lige så sikker på at hun kan lide mig, som jeg er med drengen fra min klasse, men jeg har en lille mistanke.

Hvis jeg går all ik på drengen fra min klasse, og det lykkedes, så ved alle at jeg er homoseksuel/biseksuel og jeg får nok ik en pige kæreste igen hvis han dropper mig på et tidspunkt, ihvertfald ikke inde for det næste lange stykke tid.

Hvis jeg går all in på pigen, er jeg bange for at ham drengen jeg kan lide, mister interessen for mig, og vi ikke kommer til at få det igen, som vi har nu, og ddt elsker jeg VIRKELIG, ellers går der ihvertfald lang tid.

Jeg er så forvirret, og ved ikke hvad jeg skal stille op.
Hvad syntes du/i jeg skal gøre? Jeg kan godt lide dem begge, men nok mest drengen, jeg vil bare heller ik give slip på pigen.

Hilsen en forvirret dreng på 14

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år

Tak for dit brev, som er så fint og velovervejet. Tanker om seksualitet og forelskelse kan være både forvirrende og svære. I et øjeblik tænker og føler man én ting, og i næste øjeblik tænker og føler man en anden ting. Derfor forstår jeg også godt, at du har brug for at dele dine tanker.

Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig!

Først har jeg lyst til at fortælle dig, at der er mange unge piger og drenge, som skriver ind til BørneTelefonen omkring de samme tanker, som du beskriver. I din alder begynder man at have erfaringer med kærester, forelskelse og man udforsker kroppen. Man lærer sig selv bedre og kende. Og man lærer også sin seksualitet bedre at kende. Det kan være nyt og spændende, men det kan også skabe forvirring og tvivl. Det er helt almindeligt, og noget mange oplever.

Når man bliver forelsket, så bestemmer man ikke nødvendigvis selv hvem man forelsker sig i. Man bestemmer heller ikke selv, om man forelsker sig i en pige eller en dreng. Forelskelse er en indre følelse, som vi ikke kan kontrollere.

Det så vigtigt, at du mærker efter hvordan du får det i kroppen, når du tænker på både drengen fra din klasse og pigen, som du har været kærester med. Når jeg læser dit brev, så tror jeg egentlig allerede, at du er rigtig god til at mærke efter. Måske du skal prøve at skubbe andres forventninger og tanker væk. For det handler om dig og det du føler. Og det er så vigtigt, at du ikke ændrer på det.

Hvis du prøver at skubbe andres forventninger og tanker væk, hvad mærker du mon så? Måske det du mærker, kan hjælpe dig på vej til, hvad der er det rigtige for dig at gøre. Det er ikke sikkert, at du ved hvad der er det rigtige i dag, i morgen eller i næste uge. Jeg tror, at det er vigtigt, at du finder ro i det.

Du skriver, at du er bange for hvilke konsekvenser dit valg vil få. Du er bange for, at alle skal vide at du også er til drenge, og at du så ikke kan få en pige som kæreste en anden gang. Du er også bange for, at drengen vil miste interesse for dig.

Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer, men jeg tænker også, at vi i livet skal træffe en del valg. Nogle er lette og andre er svære. Når man tager et valg, så har det ofte også konsekvenser. Man kan måske tænke, at det var nemmest, hvis et valg ikke havde konsekvenser. Men ofte tror jeg også, at man overtænker konsekvenserne. Forstår du?

Jeg mener bare, at du egentlig slet ikke behøver at vælge imellem piger og drenge. Biseksualitet handler jo netop om, at vi som mennesker kan blive tiltrukket af alle køn. Det handler nemlig om mennesket og ikke så meget om kønnet. Derfor synes jeg heller ikke, at du behøver at træffe et valg om din seksualitet, lige meget om du har mest lyst til at udforske det med drengen eller pigen.

Jeg ved, at det måske kan være svært at forklare til nogen, som ikke ved så meget om biseksualitet. Derfor tænker jeg også på, om du kunne have lyst til at spørge din lærer, om I kunne have om køn og seksualitet i enten seksualundervisning, klassens time eller et andet fag.

Du behøver ikke sige, at det handler om dig. Du kan bare foreslå det som et emne. Synes du, at det skal være imellem dig og din lærer, ja så kan du bede din lærer om ikke at sige, det er dig, der har foreslået det. Kunne det give mening, tror du?

Jeg foreslår det, fordi det måske kunne være rart, at dine kammerater vidste lidt mere om køn og seksualitet. På den måde kan det være, at du ikke skal være så bekymret for, om du i fremtiden kan få kærester af begge køn – lige meget om du vælger at være sammen med pigen eller drengen lige nu. Kan du følge mig?

Du har delt dine tanker her på BørneTelefonen, hvilket kræver et stort mod. Måske kan det, at du har delt det her, give dig mod til at dele det med én, som du er tæt med? En som kender dig godt og som er en del af din hverdag.

Det kan være, at du har mod på at dele dine tanker med din mor, din far, din søster, din onkel, en god ven eller veninde? Jeg kan sagtens forstå, at det kan være en grænseoverskridende ting at skulle gøre. Men du kan overveje, om det er noget du har mod på. Nogle gange kræver det lidt tid og tilløb, før man er klar til at dele det.

Du kan måske spørge, om I skal gå en tur og snakke. Det er vigtigt, at der er både tid og ro omkring jer. Du kan måske starte med at sige, at der er noget, som du gerne vil snakke om. At der er noget, som går dig på og som gør dig rigtig forvirret.

Når du snakker med én, som kender dig godt, så kan I måske sammen finde ud af, hvad der er det bedste for dig at gøre. Det at dele sine tanker og snakke om det kan også være en hjælp i sig selv.

Jeg håber meget, at mit svar kan hjælpe dig. Du er altid velkommen til at skrive eller ringe på tlf. 116111.

Varme hilsner fra BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat