Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg tror at jeg er utro

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år,

Mange tak for dit brev.

Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig splittet lige nu, hvor du har en kæreste, som du elsker, og samtidig er begyndt at få følelser for en anden.

Det er en svær situation at stå i, så jeg er glad for, at du skriver til os og får fortalt, hvordan du har det og samtidig beder om hjælp.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig ved at komme med nogle forslag til, hvad du kan overveje at gøre.

I dit brevs overskrift skriver du, at du tror, du er utro. Jeg kan godt forstå, at du kan blive i tvivl, da grænsen for utroskab kan variere meget fra par til par. Nogle mener, at utroskab er, når man er fysisk sammen med en anden fx holder i hånd, ligger tæt med, kysser eller måske går i seng med en anden. Andre vil mene, at utroskab er, når man i sine tanker forestiller sig at være sammen med en anden.

Det er altså et spørgsmål om, hvordan man selv og ens partner har det. Hvis du er i tvivl om, hvor din og din kærestes grænse går, kan du måske prøve at vende scenariet om og spørge dig selv: Hvordan ville jeg have det, hvis min kæreste flirtede, snakkede eller var “tæt” med en anden? Og hvordan ville din kæreste have det?

I dit brev skriver du, at du føler dig som “en kujon”, fordi du langsomt bryder med den tillid, som din kæreste har til dig og sin ven. Det viser mig, at du holder af din kæreste og ikke vil såre ham. Samtidig får det mig til at tænke, at du måske også synes, at det ikke er helt i orden overfor din kæreste, at du er begyndt at få følelser for hans ven.

Det er dog helt naturligt, at man kan blive smigret af en anden og stadig elske sin kæreste. Det kan være, at den anden person giver én opmærksomhed på en måde, som man ikke er vant til fra sin kæreste. Måske siger og gør han ting, som din kæreste ikke (længere) gør?

Du skriver, at du og din kæreste har været sammen i snart 2 år. Ofte vil den helt store forelskelse, der kan give sommerfugle i maven, ikke være den samme mere som i starten af et nyt forhold – og det er helt normalt!

Men når du har fået følelser for en anden, tænker jeg, det er en god idé at finde ud af, hvad det er for følelser? Hvad føler du for din kærestes ven? Er du smigret af tanken om, at han er interesseret i dig? Eller drømmer du måske om at være kæreste med ham i stedet?

Jeg tænker, at du vil få det bedre og føle dig mindre som “en kujon”, hvis du finder ud af, hvad du føler for din kærestes ven. Samtidig kan du måske prøve at mærke efter, om du kan forestille dig ikke længere at være kæreste med din kæreste? Det kan måske give dig en fornemmelse af, hvor du står følelsesmæssigt, og hvad du skal gøre.

Jeg håber, at du kan bruge mine forslag til at blive klogere på dine følelser. Det er i hvert fald en styrke at mærke sig selv og at bede om hjælp, når man er i tvivl og splittet, så det var supergodt, at du skrev.

Jeg ønsker dig alt det bedste – og husk, at du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe til os på: 116111

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat