Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg tænker meget over tingene

kære brevkasse.

Jeg har faktisk været meget i tvivl om jeg skulle skrive det her brev. Jeg ved ikke om det er kategoriseret som et problem som sådan. Men tænkte at jeg virkelig kunne bruge en at drøfte det lidt med, så nu kommer det alligevel.

Det handler i bund og grund om at jeg for ca 1,5 måned siden mødte en pige som er super skøn. Vi har været en masse sammen og jeg har også mødt hendes familie som er super søde. Mit problem er at jeg er en type som tænker forfærdeligt meget over tingene.

Jeg går til dagligt i skole et andet sted end hende og det er ret langt fra hinanden. Mit problem er at jeg hele tiden tænker på hende og jeg har en konstant frygt for at hun mister interessen for mig. Vi klinger super godt og hun har også sagt mange gange at hun rigtig godt kan lide mig. Jeg er bare så forfærdelig dårlig til at tage de ting til mig. Istedet går jeg og tænker på alle de dårlige ting.

Jeg går og tjekker min telefon hele tiden og hvis hun ikke har skrevet eller svarer, tænker jeg at der er en grund til det. Det pirrer mig helt vildt, for jeg havde lovet altid at være mig selv og ikke lade sådan nogle småting gå mig på. Men jeg føler at det fylder for meget i min hverdag og mine venner kan mærke det på mig… jeg er ikke mig selv mere.

Jeg er tit ked af det. Jeg er virkelig forelsket i hende men jeg er så dårlig til bare at slappe af og tro på alt er fint. Jeg har overvejet meget at cutte kontakten til hende og finde på en undskyldning for ikke at skulle se hende. Det ved jeg dog også bare ville knuse mit hjerte fuldstændig og det ville gøre ulidelig ondt…Men måske er det netop det der skal til. Jeg ved det ikke….

Når vi er sammen er alt godt og jeg kan mærke at vi er glade for hende. Men så når vi skilles, er jeg bange for at hun glemmer mig. Det bunder jo nok ud i, at jeg er ekstrem følsom som person og det er vel både en god og dårlig ting. Jeg savner bare at kunne slappe af og hhygge mig med mine venner uden at være påvirket af tanker omkring hende. Jeg savner at være mig. Jeg har ikke lyst til at gå og være ked af det. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har en masse tanker om det her, men synes det er svært at få skrevet det hele ned.

Jeg ved bare også at hvis jeg prøver at lade min telefon lidt værre og lade vær med at tjekke den, så bliver jeg bange for at hun lader mig værre også. Jeg vil ikke miste hende, men det her det går bare heller ikke. Jeg er ked af at det blev så langt og sådan, men det var nu mine tanker som jeg lige havde.

På forhånd, mange gange tak.

Dreng, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 18 år.

Hvor er det bare dejligt, at du besluttede dig for at skrive herind, selvom det har været svært. Når jeg læser dit brev, så ser jeg, at du er enormt dygtig til at sætte ord på hvordan du har det. Du har en rigtig god selvindsigt. Det er en stor styrke at kunne det.

Det lyder vel nok dejligt at du har mødt en sød pige, og at I er glade for hinanden. Men selv den skønneste kærlighed kan indebære nogle svære følelser; tænk nu hvis man lige pludselig mistede alt det, som man er så glad for. Det kan være helt forfærdeligt at tænke på. Er det mon noget, du kan genkende?

Først og fremmest vil jeg sige, at du ikke er alene med den følelse. Rigtigt mange unge (og voksne, for den sags skyld) oplever at være bange for at miste den person de er glade for, eller at personen mister interessen.

Det er rigtig flot, at du kan mærke på dig selv, at du er en følsom person, som tænker meget over tingene. Du har helt ret i, at det kan være en stor styrke, men det kan også være hårdt at gå rundt og være bekymret hele tiden. Jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke kan holde ud at gå rundt og være ked af det.

Det ville da være enormt ærgerligt, hvis det skulle være grunden til at du cuttede kontakten med hende. Og som du selv siger, så vil det jo også gøre ondt. Som oftest vil det heller ikke løse problemet, og så vil man jo stadig gå og være ked af det. Desuden er der en chance for, at man vil have de samme følelser, når man så møder en ny pige, man er glad for. Derfor er det en god idé at finde en måde, hvorpå man kan håndtere de svære tanker/følelser. Hvad tænker du mon om det?

Har du fortalt hende om hvordan du har det? Det kan være en god idé at åbne op for en snak om, hvordan du har det, fordi det kan skabe mere forståelse for Jer begge to. Her er det vigtigt, at du fortæller, at det ikke har noget med hende at gøre og at du er rigtig glad for hende – men at du er usikker og bange for at hun pludselig ikke vil dig mere. Måske kan bare dét at italesætte det være en hjælp?

Det kan være rigtig svært at ændre på sin tendens til at være bekymret. Men vidste du, at det faktisk kan lade sig gøre at arbejde med sine tanker, så det dårlige ikke får lov til at fylde ligeså meget?

Tankerne vil altid kunne dukke op, men man kan øve sig i ikke at lade dem påvirke sig så meget. Hver gang du kan mærke, at det begynder at dukke op, så sig til dig selv;

“Jeg ved jo godt, at hun er glad for mig. Det viste hun sidste gang vi snakkede sammen på den der måde. Der er jo ikke nogen grund til, at hun pludselig glemmer mig, for jeg ved, at jeg betyder noget for hende. Hvis hun ikke lige svarer med det samme, eller der går tid imellem at hun skriver, så er det fordi hun laver noget andet. Det betyder ikke, at det er fordi hun har glemt mig. Jeg ved jo godt, at vi kommer til at snakke sammen igen senere, fordi sådan plejer det jo at være”.

Men man skal være klar på, at det er noget man skal sige til sig selv igen og igen – faktisk hver gang, man begynder at få de tanker. Men det kan være en fin måde at berolige sig selv på. Kan det være noget, du har lyst til at prøve?

Det er også vigtigt, at du skal kunne hygge dig og være sammen med dine venner, uden det skal fylde hos dig. Prøv at øv dig i at tænke “Nu skal jeg være sammen med mine venner. Selvom jeg er glad for hende, så vil jeg ikke tænke på hende lige nu, for nu skal jeg bare hygge mig og kun fokusere på det”. Så må bekymringstankerne lige vente til, du har tid og lyst til at tænke på dem.

Måske kan du lave en regel om, at du ikke tjekker din telefon før du er færdig med at være sammen med dine venner. På den måde kan det måske være lidt nemmere at lægge tankerne til side, imens du er sammen med dem. Hvad tænker du mon om det?

Her til sidst vil jeg sige, at det jo også er relativt nyt mellem dig og pigen. Jeg ved fra andre unge, at de her tanker tit fylder mest i starten, mens det hele er nyt og kan føles usikkert. Måske blive det nemmere efter lidt tid, når I har lært hinanden endnu bedre at kende?

Jeg håber, at du kan bruge nogle af de her råd til at lægge tankerne lidt til side og nyde kærligheden. Ellers er du meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at snakke mere om det.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat