Jeg kan lide min “stedbror”

Kære pige

Tak for dit ærlige brev om et dilemma, som rigtig mange kommer i, men de færreste tør fortælle om. Kan det overhovedet gå at blive kærester med sin stedbror?

Der er i teorien ikke noget forkert ved at blive kærester med sin stedbror, men jeg kan godt forstå, hvis du har en masse tanker om, hvordan familien vil reagere. Det fortæller mig, at hensynet til din familie betyder meget, og at du måske også har tænkt en del over, hvad det ville kunne betyde, hvis I blev kærester…samtidig fortæller du også, at du og han allerede havde følelser for hinanden inden, din far og hans mor fandt sammen. Som jeg ser det, så var jeres følelser spirende og i gang allerede første gang I møder hinanden. På det tidspunkt havde I jo ingen anelser om, at I blev stedsøskende - hvad mon der ville være sket mellem jer, hvis jeres forældre ikke havde fundet sammen? Måske kan du bruge det til at tænke videre over og finde vej i dilemmaet?  

Du virker i det hele taget som en meget omsorgsfuld pige, der rigtig gerne vil støtte og hjælpe din stedbror, og jeg tænker, at det er rigtig godt, at han har dig lige nu, hvor hans mor er så syg. Det kan godt være, du kan spille en rolle i forhold til, om han kan blive forsonet med sin mor... Det kan også være, du ikke kan påvirke det, men bare være der for ham og rumme hans følelser, og så håber jeg, at du ikke vil føle, at det er dit ansvar at "fikse" situationen... Du kan vise din varme, din støtte, din interesse... Det kan betyde utrolig meget for ham.

Det lyder som om, din mor er en, du godt kan betro dig til, og som du måske også bruger, når der er andre ting, der er svære. Men lige i den her situation vil du gerne skåne din mor, og så kan jeg godt forstå, det kan være svært at skulle snakke med hende om det. Men jeg tænker, om du mon behøver skåne din mor på den måde? Hun er jo voksen, og det er jo faktisk omvendt - at det er hende, der skal passe på dig... Så hvis du kunne lægge det hensyn lidt væk et øjeblik og have tillid til, at hun godt kan rumme dine følelser, selv om det er svært mellem hende og din far, ville det så ikke være en lettelse at betro dig til hende? Og mon ikke hun ville være mere fokuseret på dine tanker og følelser og dit behov for at få varme og trøst, end på sin egen konflikt med din far?

Det kunne også være, din far ville kunne forstå dine tanker om alt det her, hvis du snakkede med ham? Igen tænker jeg, at hvis der så kommer en trang til at beskytte ham også, fordi han måske er ked af det over hendes sygdom, så kan du prøve, om du kan huske dig selv på det, jeg skrev om, at det er de voksne, der skal tage sig af dig - ikke omvendt.

Det er en rigtig vigtig værdi at ønske at tage hånd om andre mennesker, skåne dem for svære ting og være der for dem. Det er jeg sikker på, at dine nære og kære sætter rigtig stor pris på ved dig. Det kan du sagtens blive ved med. Bare husk, at der også ind imellem godt må være nogen, der passer på dig også...

Jeg tænker på, om det mon kunne være rart at snakke lidt mere om det med din stedbror - både om dine følelser for ham og om hans reaktioner på sin mors sorg, og derfor vil jeg foreslå, at du kan prøve at ringe eller sms'e til os på 116111 og være lidt mere direkte i kontakt med en rådgiver, der kan spørge lidt mere ind til nogle af de ting, du fortæller. Så får du måske også selv et mere klart billede af, hvad der føles rigtigt at gøre...

Kærlig hilsen og varme tanker fra BørneTelefonen