Kære pige på 14 år,
Mange tak for dit brev til BørneBrevkassen, hvor du fortæller om en ven, du er bange for at miste, da der, når du er alene med ham, opstår total tavshed, men som du også samtidig er gået hen og blevet forelsket i. Du spørger om du kan genskabe det vidunderlige venskab I en gang havde, eller om du skal give slip på ham. Jeg vil gerne prøve at svare dig...
Jeg kan godt forstå, at du synes, det hele er lidt svært eller kompliceret især når du er gået hen og blevet forelsket i ham. At være forelsket skulle jo gerne være en sprudlende, varm og skøn følelse, som man ikke nødvendigvis behøvede at lægge låg på (som du måske gør ?, da du er bange for at miste ham som ven) - mon det er rigtig forstået?
Du fortæller, at du flere gange har prøvet at skrive til ham, men at det både er dig der starter og slutter jeres samtale. Betyder det, at han slet ikke svarer dig? Eller betyder det mon, at han svarer dig en enkel gang eller to, og at samtalen derefter løber ud i sandet? Eller måske noget helt tredje?
Jeg ved ikke, hvordan du har skrevet til ham (sms, mail, chat ?), eller om hvad (?), men måske du skulle prøve noget andet..? Måske du skulle prøve at sige nogen af de ting til ham, som du har fortalt mig..? Ikke i en sms, mail eller chat, men tror du, at du kunne spørge ham, om I kunne mødes en dag - bare dig og ham?
Det jeg prøver at sige er, at du måske kunne prøve at fortælle ham, hvad du er bange for kommer til at ske (at du mister ham som ven), fortælle ham at du har været super glad for jeres venskab (og fælles interesser: I spiller i band sammen), men at du bliver usikker og ked af det, når I ikke ses så meget og når han ikke besvarer dine sms'er (?), eller at der bliver total tavshed, når I er alene. Måske han kan sætte ord på noget af det samme..? - Der kan jo være flere grunde til at han er tavs. Måske går han også er er smålun på dig, og bliver så generet og kan ikke få sagt noget til dig..? - Og måske I sammen kunne tale om, jeres (forskellige) behov for at være sammen som venner...
I teenageårene sker der, som du helt sikkert ved, en hel masse... Ens krop forandrer sig, man bliver mere bevist om, hvem man er, og hvad man står for (holdninger og meninger), fritidsinteresser kan ændre sig fra den ene dag til den anden (hvad man synes var sjovt og spændende den ene dag - kan virke barnligt og dumt den næste dag)... Mon du kan følge mig..?
Det som jeg tænker måske er aller vigtigst ved et venskab er, at venskabet er gengældt - at begge parter har lyst til at være sammen med den anden, lyst til at være fortrolig, lyst til at lytte til hvad den anden siger, og sidst men ikke mindst lyst til at støtte og hjælpe ens ven, hvis han eller hun har brug for det.
Jeg tænker, at venskaber desværre ikke er noget man altid selv kan styre eller bestemme over. De fleste mennesker vil i deres liv vil opleve, at gamle venskaber vil opløses og andre vil bestå. Der vil komme nye venskaber til som for nogen vil vokse sig stærke og vare hele livet og for andre vil vare i en kort periode.
Dermed ikke sagt at det ikke kan være svært og følelsesladet at bevare eller afslutte gode venskaber. Det kan være forbundet med megen savn, og man kan måske også føle sig svigtet af sin gamle ven/veninde, hvis han eller hun måske pludselig (eller over tid) vælger at gå andre veje og afslutte venskabet.
Du er altid velkommen til at ringe eller SMS's til BørneTelefonen på 116 111 eller at logge på UngeChatten, hvis du har brug for at tale din situation i gennem med en anden rådgiver. De sidder klar til at lytte og hjælpe dig.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen
