Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg har brug for et kram..

Obs: Datoer og navne er fjernet af hensyn til afsenderens anonymitet.

Kære brevkasse.

Det jeg kommer til at skrive til jer nu, bliver nok meget indviklet at læse og svært at forstå.. Men altså for nylig begyndte mit liv at se sort ud for mig..

Der blev nemmelig delt et gammelt nøgenbillede ud af mig, som HELE klassen og folk fra andre skoler så.. Det er forhåbentlig blevet slettet igen, da det blev anmeldt og det blev gjort rigtig meget for at få det slettet.

Men da det skete blev jeg selvfølgelig rigtig ked af det, og havde det rigtigt svært i den periode, men kom hurtigt over det igen, da min kæreste hjalp og støttede mig meget i situationen.

Men der er bare lige det at min kæreste havde en depression for et år siden og har angst. Det tænkte jeg jo selvfølgelig ikke over og var egoistisk og bare tænkte på mig selv og ikke ham. Men det burde jeg have gjort. For han kunne åbenbart ikke “holde” til at hjælpe andre mennesker endnu, da han ville få det dårligt igen, fordi at han ville føle sig presset til det og vil føre ud i en ny depression.

Han begyndte så at få det dårligere og dårligere for hver dag der gik. Nu har han så fået det så dårligt, og høre stemmer! 3 stemmer der siger til ham at han skal gøre selvskade, flygte og begå selvmord. Han er heldigvis så fornuftig at han ikke har gjort nogle af tingene endnu, men har vært rigtig tæt på at begå selvmord. Så tæt på at han stod med pillerne i hånden, men stoppede heldigvis sig selv.

Det viser sig så at han har fået det så dårligt at han har 5 sygdomme og en depression igen. Han får hjælp nu og risikere at blive indlagt, hvilket også er bedst for ham, selvom at jeg ikke er meget for det..

Men altså, fordi at jeg nu ved at han har det så dårligt, så har jeg også taget psykisk skade af det. Jeg har SÅ meget selvhad at det slet ikke kan beskrives!

Da jeg fik af vide at det var min skyld at han er blevet så syg, brød jeg fuldstændig sammen og startede på selvskade.. Han siger selv at det ikke er min skyld, men hvis jeg ikke havde været så egoistisk, og havde tænkt noget mere på ham, var han ikke blevet så syg igen.

Jeg kan slet ikke tilgive mig for at have gjort sådan noget, og jeg får bare mere og mere selvhad heletiden. Jeg har slet ikke lyst til at leve mere, fordi at jeg hader mig selv så meget. Jeg har bare lyst til at leve en langsom smertefuld død, for det har jeg fortjent.

Jeg havde måske bare brug for at det blev sagt/skrevet, da der ikke rigtig er nogen der ved at jeg har det sådan her. Ikke engang mine forældre. Det er kun min kæreste der nogenlunde ved at jeg har det dårligt. Jeg har lært at skjule det over for folk, da jeg ikke vil have at folk skal se hvor svag jeg egentlig er.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv mere, og har virkelig brug for hjælp, til at vide hvad jeg skal gøre..

Hilsen S.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S.

Du slutter dit brev med, at du havde brug for at få sagt/skrevet om dine tanker og følelser. Det lyder helt rigtigt. Når du går næsten helt alene med selvhad, kan det godt komme til at fylde rigtig meget. Også så meget, at du næsten ikke kan se en vej ud af det. Så du er på rette spor ved at begynde at fortælle om din situation.

Jeg tænker, at det har været en rigtig svær tid både for dig og din kæreste. Det glæder mig at høre, at du fik god hjælp til episoden med nøgenbilledet, og at det blev fjernet. Det er lige præcis sådan, man skal gøre, hvis man kommer ud for det. Og det er godt at høre, at du kunne lægge den episode bag dig ret hurtigt, og at din kæreste hjalp dig til det.

Jeg synes, det lyder helt naturligt, at du betroede dig til din kæreste, og at han støttede dig, da du havde brug for ham. Jeg kunne forestille mig, at han var rigtig glad for at kunne hjælpe dig, og at det har givet jer et særligt sammenhold. Hvis man er en person, der tit selv har brug for andres hjælp og støtte, kan det være en befrielse for en gangs skyld at være den, der hjælper. Hvis du ikke havde betroet dig til ham, ville han måske have syntes, at du holdt ham udenfor?

Du skriver, at du fik af vide, at det var din skyld, at han er blevet så syg. Hvem har dog sagt det? Jeg er sikker på, at det kun kan være sagt af en, der virkelig ikke har tænkt sig om. Jeg synes derfor, du skal lytte til din kæreste, når han siger, at det ikke har sammenhæng med dig og din situation. Jeg tænker, at han vil blive glad, hvis du tror på ham. Nu er din kæreste desværre blevet syg igen, og du føler, det er din skyld. Jeg kan godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal stille op med den skyldfølelse, og at du føler dig tynget af selvhad. Men når jeg læser din beskrivelse af din kærestes problemer, tænker jeg, at han ville være blevet syg alligevel. Sommetider tænker vi, at når to ting sker på samme tid, må den ene ting være årsag til den anden ting. Men det er slet ikke altid sådan. 

Det er godt at høre, at han får hjælp nu. Så er han i gode hænder, og lægerne vil kunne hjælpe ham til at få det bedre igen. Og du kan hjælpe ham ved at forsøge at kaste dit selvhad væk, så du har overskud til at være sammen med ham. For lige nu er det ham, der har brug for dig.

Jeg vil foreslå, at du får snakket med en voksen om selvhadet og selvskaden. Det er vigtigt, at du får noget hjælp, så det ikke udvikler sig. Vil du kunne tale med dine forældre? Eller den der hjalp dig med nøgenbilledet? Læs også mere om selvskade på hjemmesiden http://www.lmsos.dk/. Her vil du kunne læse om den hjælp, du kan få. 

Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt at tænke over. Hvis du har brug for at snakke videre med en rådgiver om dine tanker, er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111. 

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

 

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat