Jeg forstår ham ikke

Hej,

en pige her på 14 som har ekstreme kærligheds sorger.

Jeg går i 8 klasse på en skole, hvor min kæreste også går. Jeg havde faktisk ikke rigtigt lagt mærke til ham før, men for et 1/2 år siden, begyndte han at skrive til mig og efter 3 måneder, blev vi kærester. Jeg begyndte straks at blive fuldstendig pladask forelsket i ham, og jeg følte helt klart at det var gengældt.

Men så her i den sidste uge, har jeg været meget syg så jeg har ikke set ham I 10 dage. Vi skulle I praktik, så min kæreste skrev til mig, at jeg skulle ned og arbejde på (navne og stednavne er fjernet fra brevet og er redaktøren bekendt) sammen med en fra min klasse. Tilfældigvis var det en af min kærestes bedste venner.

Jeg har lige tænkt mig at fortælle lidt om hende, for så er det bedre at forstå. Okay, for det første hedder hun det samme som mig, hun kan virkelig ikke lide mig på grund af, at jeg er kærester med hendes bedste ven.

Hun er sådan en person, som har rigtig mange drenge venner, men det er også helt fint. Men det der ikke er helt fint, er når man så bliver kærester med hendes ven, og hun så bliver skide sur og en “undskyld mit sprog” virkelig ond Bitch.

Hun begynder at finde på løgne omkring mig, og fortæller dem til min venner og kæreste, og prøver så rigtigt på at få mine venner og min kæreste mod mig, og kunne fx finde på at sige at jeg har svinet hende til og bagtalt hende, hvilket jeg på ingen måde har. Så det er så hende her. Vi kalder hende bare for M.

Men I hvert fald skrev han til mig, at jeg skulle ned på det der sted, som jeg virkelig ikke havde lyst til. Min samtale med min kæreste lyder sådan her: Vores lære har lige sagt at du skal derhen og så skal være sammen M. Og så skriver jeg, Ej vel. Fordi jeg ikke gider der. Og så spøger jeg bare helt simpelt om: er det alene med M.

Og selvfølgelig ser hun den besked bibbe ind på min kærestes telefon. Så hun tager det på den måde, at jeg ikke gider at være sammen med hende. Så nu har hun fundet en grund til at hade mig.

Så hun går til min kæreste og spiller pisse ked af det, selvom alle ved at vi ikke kan udstå hinanden. Så M. og nogle andre, opfordre min kæreste kraftigt til at slå op med mig, og det hele er sket om mandagen hvor jeg ikke var i skole.

Men jeg er så blevet rask, og kommer i skole tirsdag, så kommer alle mine veninder hen til mig, og spøger ud til hvad der er sket, og hvorfor jeg har været så ond mod M, og at hun var blevet meget ked af det. Men så fortæller jeg så dem hvad der virkelig er sket og de går heldigvis på min side.

Men så da min kæreste kommer ind af døren smiler jeg ekstrem meget, og sådan signalere at han skal komme her over. Men næh nej han går bare vider og sætter sig ind i klassen.

Så på et tidspunkt skal vi se en film I engelsk timen så min kæreste rejser sig op kigger på mig, og sætter sig over ved siden af M!!! Og var hele dage sammen med hende. Jeg bliver faktisk rigtig rigtig ked af det, fordi på det tidspunkt havde min kærest ikke sagt, et eneste ord til mig efter 10 dage. Men holder tårende inde lidt endu og så begynder det rigtigt, fordi jeg sidder jo hele timen og kan bare ikke lade vær med at kigge på dem.

Så lige pluslig kigger M. ondt på mig, og så begynder MIN KÆRESTE at nusse M. på armen og de sidder rigtigt og hygger. På det tidspunkt er jeg jo ekstremt jaloux på M., men sammen tidig har jeg også bare lyst til at gå over, og give dem begge to en lussing der virkelig sviger.

Det eneste der stoppede mig var at jeg virkelig ikke kunne se på dem mere, fordi jeg havde ikke set min kæreste i 10 dage, og han havde ikke sagt et eneste ord til mig, og mine venner startede med at tro at jeg var ond. Så det eneste der stoppede mig, var at jeg blev nød til at løbe, fordi jeg bryder totalt sammen, og kan slet ikke stå på mine egne ben.

Jeg løber så ned i kælderen, og for lov til at græde lidt ud, mine venner kommer med ned og trøster mig, og min KÆRESTE kommer ikke engang ned til mig. Og når jeg så kommer op igen, med helt røde og våde øjne, siger han ingenting,

Vi skal så på det tidspunkt over til valgfag, og jeg har normalt musik, men det har M. også. Så jeg skulle i hvertfald ikke der over, så jeg tager med mine veninder over til billedkunst. Min kæreste har idræt, og det er sammen vej, så vi går 75 meter, og han går lige foran os, måske 3 meter væk, og han siger ikke et ord. Men det stopper ikke her.

Jeg tager så i aften klub ved 18:00 tiden, han kommer selvfølgelig ikke. Men så ringer en af mine veninder til ham, fordi hun kan godt se, at jeg er virkelig ked af det, han siger så at han skal male sit værelse, så det er derfor han ikke komme.

Men så ringer jeg så til ham, fordi jeg kan ikke holde det ud mere, og har virkelig brug for at snakke med ham. Så hører jeg hans bedste vens stemme i telefonen, som spørger om han ikke tager med over, til en som vi kalder O., og han siger ja.

Så han skulle ikke male, han havde løjet, for at være sammen med O. hans bedste ven. Jeg syntes også at det er helt okay, men så skal han ikke lyve om det. På det tidspunkt kan jeg virkelig godt mærke, at jeg er sur, ked af det og frustreret, fordi jeg havde ingen ide om, hvorfor han havde gjort alt det her.

Jeg vælger så at tage hjem til O. sammen med min bedste ven, og nogle andre for at støtte mig. Men så da vi når der hen, så kommer først O. ud, så han bedste ven så min kæreste, og så kommer M. ud, som jeg overhoved ikke var forberedt på og så tænker jeg jo lidt at han har løjet for at være sammen med M… og det kan jeg simpelthen ikke have at kigge på, jeg bryder sammen, igen, og løber min vej, fordi jeg for det så dårligt.

Først nu kommer han hen til mig. Og på det tidspunkt siger han de første ord, I 10 dage til mig, han siger: Jeg syntes ikke at der er særlig fedt at du græder på den måde. Så bliver jeg faktisk lidt sur fordi at han er 14 og jeg tænker godt at han kan bruge sin hjerne. Men vi for så snakket lidt, og han siger at han ikke syntes at vi skal være kærester mere.

Jeg bliver skide ked af det, og jeg spørger selvfølgelig hvorfor og sådan. Men så siger han, at på det seneste syntes han ikke at der er gået så godt mellem os. Men hvad fuck ved han om det, når jeg ikke har set ham I 10 dage pga at jeg har været syg. Og sidst vi så svar der intet galt, det sagde han også selv.

Så jeg har virkelig på fornemmeren, at M. har overtalt ham. Og nu sidder jeg her hjemme, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har det simpelthen så dårligt, og vil ikke rigtig snakke med nogle om det, så jeg skrev dette i stedet så jeg håber virkelig, at der ville komme noget feedback på det.

Måske nogle der kan give nogle råd til, hvad jeg kan gøre ved min meget ulykkelige historie. Eller hvis I syntes om det er mig, som er helt forkert på den, så skriv endelig.