Kære dreng på 13 år
Tak for dit brev
Du skriver, at du er blevet vild med 4 forskellige piger. Jeg vil starte med at sige til dig, at det aldrig er forkert at synes, at nogle er søde eller interessante.
Når man er i din alder, sker der rigtig meget. Kroppen og hjernen udvikler sig meget, når man er i puberteten, som det lyder til, at du er i. På Børnetelefonen og i Brevkassen snakker vi derfor tit med unge på din alder, som oplever det samme som dig. De er vilde med flere på en gang. Jeg tænker derfor på, om du har snakket med nogle af dine venner om det? Det kan være, at de kender til det, som du oplever.
Du skriver at du er blevet vild med din kusine. I Danmark er det sådan, at man ikke må være kærester med sin bror/søster. Men man må gerne være kærester, selvom man er fætter/kusine. Hvis man er vokset op sammen, kan man måske føle at man har et tæt bånd til hinanden.
Du skriver i overskriften, at du er vild med to mindreårige. Men du er også selv mindreårig. Derfor må du altså godt være kæreste med en i 5 klasse, selvom du går i 7. klasse.
Det er dog nok sådan, at jo ældre du bliver, jo mere klar på kærlighed og sex bliver du. Og det er ikke sikkert at en yngre pige, vil være lige så klar som dig. Derfor kan aldersforskellen godt komme til at betyde noget. Faktisk er det også sådan. at det er ulovligt for en over 15 år at være seksuelt sammen med en under 15 år. Det kan være godt at vide, hvis det ender med, at du bliver kæreste med en, der er yngre end dig.
Du skriver til slut i dit brev, at du ikke ved hvem og hvordan du skal spørge dem. Det kan jeg godt forstå. I første omgange skal du dog mærke efter, hvad der er vigtigt for dig. Hvem er det, du helst vil være kæreste med.
Dernæst skal du gøre klar for dig selv, hvad du gerne vil spørge om. Er det om hun vil være kæreste med dig? Eller vil du blot høre, om I skal lære hinanden bedre at kende i første omgang?
Tit kan det være en god ide at starte med at vise sin interesse med et smil. Man kan også vise den ved at holde øjenkontakten lidt længere. Og tale lidt mere sammen.
Til slut vil jeg nævne for dig igen at du kan tjekke BørneTelefonens scoreguide her. Det kan være, at de kan hjælpe dig videre. Og hvis du gerne vil have et godt råd fra piger og drenge på din egen alder – så skriv ind til Børn hjælper Børn og hør, om du kan få nogle gode råd til at få det fortalt.
Jeg ønsker dig held og lykke med kærligheden.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen