Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er splittet.

Kære BB.
Jeg er en pige på 13 år der hedder I… Jeg har længe haft en masse problemer. 1. Der er den her fyr der var forelsket i mig, og jeg kom vist til, at vise det samme for ham. Men jeg kom i tvivl, og sagde at jeg ikke kunne komme sammen med ham, for jeg var ikke forelsket.

Jeg har så en veninde der er mega forelsket i ham, og jeg ville ikke være hans kæreste, når hun var forelsket i ham. Jeg valgte min bedste veninde frem for ham. Han blev såret og ked af det, og ville hverken være min ven eller snakke med mig mere. Vi gik så en uge, uden at tale til hinanden.

En uge efter fik jeg en meget dårlig besked her hjemme. Mine forældre talte om, at gå fra hinanden. Jeg blev endnu mere såret, efter alt det jeg havde af problemer i forvejen. Om onsdagen da jeg kom i skole råbte og skreg ham drengen og jeg ad hinanden. Vi kaldte hinanden for dumme ting en time, hvor vores lærer ikke var der.

Så fik hans ven med ham, og det gik udover at mine ting lige skulle sparkes ud over det hele osv.. Jeg taler normalt med min lærer hver dag, så hun ved godt hvad der foregik i mig. Hun fortalte så klassen, at jeg havde nogle problemer der hjemme og jeg godt kunne komme til, at virke ophidset og træls nogle gange.

Så om onsdagen, ugen efter kom jeg IGEN op og skændes med ham drengen. Han brugte så min “Klamme” familie i mod mig, og jeg blev bare så såret. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. Min mor vil gå fra min far, og min far prøver alt hvad han overhovedet kan for at få min mor til, at elske ham igen.

Men det virker ikke til, at min mor kan elske ham igen. Jeg synes at det er så pinligt.. Inderst inde ønsker jeg faktisk at de går fra hinanden, jeg kan bare ikke leve med at jeg ved at de måske ikke helt elsker hinanden. Det knuser mig. Jeg snakker som sagt med min lærer hver eneste dag, og hver gang jeg spørger om hun lige vil snakke får jeg bare svaret “Nu igen?”, det sårer mig lidt. Hun er bare den eneste der ligesom forstår mine problemer og jeg stoler på hende. Jeg føler mig virkeligt som et problem når hun hele tiden skal høre på lille dumme mig?

Jeg føler mig egoistisk. Jeg tænker kun på mig selv, og tænker dårligt om andre. I skolen er jeg hele tiden ukoncentreret og jeg hader lektier. Jeg kan næsten ikke overskue noget som helst. Min bedste veninde hadede den der dreng i sidste uge, og nu er hun forelsket i ham igen. Og det samme er han åbenbart. Jeg frygter bare, at de kommer sammen, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv så.
 
Min bedste veninde er også begyndt at gå meget sammen med en anden pige fra klassen, den populæreste alle vil være sammen med, og jeg føler mig hele tiden overset. Hun plejer at gå og hænge og kramme mig, men nu går hun lige forbi mig og hen til hende i stedet? Jeg føler mig overset. Og hver gang jeg skriver om mine problemer og føleleser til hende får jeg bare svaret “Hmmm…”.

Jeg føler mig som et problem. Jeg hader weekenderne, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Det eneste sted der er rart for mig er skolen, hvor min klasselærer er. Hende der altid forstår mig. Jeg er begyndt at se tykke lår i spejlet. Jeg prøver hele tiden, at skære lidt ned på det usunde. Men jeg trøste spiser hele tiden smerten væk, og lukker mig inde på værelset med høj musik. Jeg håber at I kan hjælpe mig…

Kærlig hilsen Problembarnet I..

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13
Tak for dit brev. Jeg synes, det var en rigtig god ide at skrive til BørneBrevkassen, for jeg kan godt høre, at der er mange ting i dit liv lige nu, som kan gøre det svært for dig.

Jeg forstår godt, at det må være hårdt for dig, når tingene kommer sådan lige oven i hinanden, og det gør måske også, at det hele kommer til at virke lidt uoverskueligt..?
 
Det er godt at høre, at du har sådan en sød og forstående lærer, som er god at snakke med. Jeg forstår godt, at det kan virke sårende når hun siger: "Nu igen", når hun er den eneste, du føler du kan kan snakke med. Jeg tænker, at du måske kunne sige til hende, at du er så glad for at snakke med hende, og at hun lige nu er den eneste du kan snakke med, derfor sårer det dig når hun siger: "Nu igen". Kan du mon sige det til hende?

Du kunne også overveje at spørge hende, om hun kender til andre, du evt kan snakke med? I nogle kommuner ved jeg at der er oprettet grupper for børn, hvis forældre skal skilles. I alle kommuner er der PPR kontorer hvor alle børn, som er i problemer, på den ene eller anden måde, også har mulighed for at komme til at snakke med en psykolog. Jeg ved ikke om det er det du har brug for lige nu, men jeg siger det bare for at du skal vide, at der også kan være andre muligheder for at snakke med nogle søde voksne ud over din lærer. (Bedsteforældrer kan også nogle gange være god bud på voksne, som man kan gå til, når ens mor og far skal skilles...)
Jeg kan forstå, at det er lidt sårbart i forhold til den dreng, som var forelsket i dig og din veninde. Det lyder til, at du måske var lidt usikker på dine egne følelser for ham i starten, og hellere ville prioritere din veninde. At hun så også blev forelsket i ham gør da ikke tingene nemmere.

Jeg forstår også, at det må have været meget sårende, den måde han valgte at reagere på, efter du havde sagt, at du ikke var forelsket i ham. Jeg tænker, at det måske lige nu ville være nemmest for dig, hvis du kunne vælge at lukke ham og din veninde lidt ude af dit liv i en periode...?

Jeg ved ikke om det er muligt for dig, jeg tænker bare på at du måske har rigeligt at forholde dig til i forhold til dine forældre..? Kunne du for en periode vælge at være sammen med nogle andre veninder som du har et mindre kompliceret forhold til..? I mellemtiden kan det være at din veninde og ham drengen finder ud af hvad de vil med hinanden..?
Jeg forstår også, at det må være svært, at din mor ikke længere elsker din far. Det er jo desværre det, der sker for rigtigt mange familier. Nogle gange kan voksne godt være i krise i lang tid med deres ægteskab og have svært ved at finde ud af hvad de skal. Jeg tænker på om du mon ville have mod til at vise dem en kopi af dit brev til BørneBrevkassen..? (Eller bare en af dem) Måske kunne det give dem et godt billede af, hvad du har brug for..?
Du skriver, at du føler at du er egoistisk og kun tænker på dig selv. Jeg tænker, at det for mig lyder helt naturligt, at du reagerer som du gør, det virker ikke spor egoistisk. Det er rigtig godt, at du rækker hånden ud for at få hjælp, det skal du endelig blive ved med. Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 hvis du har lyst til til at tale personligt med en rådgiver.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen.

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat