Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Internet forelskelse?

Hej BB.

Jeg er en 14 årig pige, som bruger en hel del tid på internettet, og det har jeg gjordt lige siden jeg var 8 år.

Det betyder selvfølgelig også, at jeg skriver en del med folk over nettet.

For omkring 2 år siden begyndte jeg at skrive med den pige via en børnehjemmeside til piger.

Til at starte med var det et ganske uskyldigt venskab. Jo længere tid der gik jo mere begyndte vi at skrive sammen. Tit ville jeg logge ind om morgenen til synet af 15+ beskeder fra hende. Jeg begyndte at stole mere og mere på hende og hun var/er sådan set den ene person jeg føler jeg kan fortælle næsten alt.

Her for et års tid siden begyndte mine følelser så at vokse. Jeg tror direkte at jeg elsker hende. Hun er i mine tanker 24/7 og jeg kan slet ikke beskrive den følelse af glæde jeg får når jeg skriver med hende.

Jeg bliver ked af det når jeg ikke hører fra hende i længere tid. Ikke nok med det er jeg også begyndt at blive jaloux når hun skriver med andre end mig… Det for mig ligesom til at føle mig forladt. Jeg har aldrig haft så stærke følelser for en person før.

Hele problemet ved den her situation er sådan set hendes alder. Hun er næsten 2 år ældre end mig og det skal lige siges at jeg med sikkerhed ved at hun et den hun giver sig du for at være. Jeg kan ikke finde ud af om hun også holde af mig på den måde eller om hun bare ser os som “internet venner”

Jeg ville have fortalt hende om mine følelser hvis det ikke lige var fordi at jeg er så inderlig bange for at hun vil synes jeg er underlig og barnlig eller sådan noget lignende det. Tænk hvis jeg fortalte hende det og hun så bagefter ikke vil snakke med mig mere. Jeg ville være fuldkommen knust.

Nå men nu til mine spørgsmål.

-Er det overhovedet muligt at blive forelsket i en person over nettet? ( folk siger jo altid at man ikke virkelig kan elske nogen før man har mødt dem i virkeligheden hvilket mig og hende her aldrig har)

-Ville det være en god ide at fortælle hende hvordan jeg føler?

– hvis ja til spørgsmålet over : hvordan skal jeg så få det sagt?

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Du beskriver flot og med gode detaljer, hvad det er for en situation du er i og jeg kan godt forstå, at det føles som en svær situation. Du stiller til sidst nogle helt præcise spørgsmål og til dine spørgsmål vil jeg umiddelbart svare “ja”. Men jeg vil meget gerne uddybe, fordi det altid er svært at svare helt enkelt på en situation, som din, hvor der er mange ting at tage hensyn til og huske på.   

Lad mig starte med dit første spørgsmål: “Er det overhovedet muligt at blive forelsket i en person over nettet?”. Når man skriver sammen og lærer hinanden at kende over nettet, lærer man kun det om den anden, som den anden gerne vil vise af sig selv. I den virkelige verden, har man ikke betænkningstid eller ‘overvejelses-tid’ (den tid man har inden man skriver et svar). I den virkelige verden får man reaktioner direkte og derfor lærer man hinanden at kende på en mere ærlig måde i den virkelig verden, end over nettet, vil nogen mene. I den virkelig verden kan man sige, at man lærer hinanden at kende på ‘godt og ondt’ og over nettet lærer man kun hinanden at kende ‘på godt’. Giver det mon mening for dig? Altså kan man sige, at det man forelsker sig i, er den del af personen, som personen vælger at vise og måske ikke i hele personen, som han/hun fremgår i den virkelige verden. Men ja, det er da muligt at blive forelsket over nettet, der er mange par, der har fundet sammen ad den vej. Det er rart at læse, du er klar over, det er hende du tror, du skriver med og ikke en, der giver sig ud for at være hende. Det oplever nogle unge desværre, at chatte med andre, som ikke er dem de tror, og det kan give store problemer. Hvordan mon du ved det er hende? Har I mon skypet, eller?

Til dit næste spørgsmål: “Ville det være en god ide at fortælle hende hvordan jeg føler?” Det er sådan for de fleste, at man trives bedst i kærlighedssituationer, hvor man ikke kan sige ‘hvad nu hvis’. Og det er både hvis det ender godt eller ikke helt som du ønskede. Hvis du ikke fortæller hende, hvordan du føler, så vil du måske altid tænke over, hvad der måske ville være sket, hvis du havde været helt åben og ærlig overfor hende. Åbenhed og ærlighed kommer man rigtig langt med i omtrent alle situationer. Du kan også vende situationen om og tænke, hvis nu hun var glad for dig (også selvom du måske ikke var vild med hende), ville du så ikke blive glad for at hun fortalte om sine følelser? Hvis du fortæller hende om dine følelser, kan du også være mere åben omkring din følelse af jalousi, som fylder i dig og kunne det ikke være meget rart? Når man tilkendegiver sine følelser, blotter man sig altid lidt og man kan ikke undgå at være lidt sårbar og det skal man selvfølgelig være klar til. Men man kan også blive rigtig stærk og modig, af at vise, overfor sig selv og overfor andre, at man står ved de følelser man har og det kan man på lang sigt blive rigtig stærk af. Jeg kan forstå I har skrevet sammen et par år og tænker om det måske på et tidspunkt kunne være en mulighed for jer at mødes i virkeligheden? Nu ved jeg jo ikke hvor langt væk hun bor, men måske det kunne være i en ferie? På den måde, får du også mulighed for at mærke efter om du har de samme følelser overfor hende, når I er sammen og I kan lære hinanden bedre at kende. Måske er det en mulighed, inden du beslutter om du vil fortælle hende om dine følelser? 

Til sidst spørger du: “Hvordan skal jeg så få det sagt?” Og det kan være rigtig svært at svare på, for det skal være tro med den facon I allerede taler sammen på – plejer I at tale meget direkte om tingene, eller taler I måske lidt mere ‘rundt om’ tingene inden I nærmer jer kernen osv. Men det er i hvert fald en rigtig god ide, at du tænker det godt igennem og forbereder, hvordan du vil fortælle hende om dine følelser. Hvilket tidspunkt på dagen, skal I aftale et tidspunkt, hvor I er på samtidig, eller skal det bare være når I tilfældigvis er på samtidig. Det kan også være, at du måske vælger at skrive det til hende, mens hun netop ikke er på, så hun kan få lidt tid til at mærke efter i sig selv, inden hun svarer dig. Jeg kommer til at tænke på, om du har en eller flere andre veninder, som du kan dele det her med? Måske de har nogle helt andre ideer til, hvordan det kan siges? Du kan måske også ‘fiske’ lidt efter hendes følelser for dig eller hendes tanker om, om hun ville vide, hvis der var nogen der var vilde med hende. Det kan man gøre ved at skrive noget a la “..hvis nu der var nogen der var vild med dig, ville du så gerne vide det eller ikke? Og hvis nu du ikke kunne lide hende, ville du så blive ved med at tale med hende alligevel…”. Hvis du prøver det, så skal du bare huske, at det kan være hun regner ud, at det måske er dig selv du taler om, selvom du ikke siger det direkte. Igen kan du også overveje at møde hende først, hvis det er muligt. Måske hvis du så stadig har samme følelser, har lettere ved at få det sagt, når I er sammen face to face?

Jeg håber rigtig meget, at mine svar kan bruges til noget om ikke andet, så at de har sat nogle tanker i gang hos dig som du kan bruge til noget. Hvis du har lyst, er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, her sidder rådgivere klar, til at snakke videre med dig. 

Held og lykke.  

Kærlig hilsen Børnetelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat