Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

i tvivl

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Tak for dit meget fine, ærlige brev. Sikke nogle grundige overvejelser, du gør dig om din seksualitet. Du har nogle meget fine betragtninger over, hvilke fordele og ulemper du ser, ved at være enten homoseksuel, biseksuel eller heteroseksuel. 

Som du selv skriver, så ved du godt, at det er meget normalt og helt okay at være i tvivl i din alder. Sådan har rigtig mange piger og drenge det – og det vil du kunne læse om i brevene her på BørneTelefonen. Alligevel fylder det for dig, at du ikke føler dig afklaret. 

Når jeg læser dit brev får jeg dog også den tanke, at det egentlig er ok for DIG at være i tvivl. Det, der nager dig, er, at du ikke kan være helt ærlig omkring den tvivl. Du føler nok, at du skal skjule og nedtone, at du godt kan føle dig seksuelt tiltrukket af piger? Og at du måske særligt tænker, at du skal skjule det overfor din gode veninde, som du ellers er så tæt med. Fordi du er bange for, at jeres venskab går i stykker. Har jeg forstået det rigtigt? 

Jeg kan godt forstå, at du kan få den tanke, at du og din venindes venskab kan ændre sig, hvis hun pludselig bliver i tvivl om, du er forelsket i hende. Men kunne I ikke snakke om lige præcis det? Kunne du sige, at det er du ikke! Og fortælle hende, at du faktisk går rundt og er bekymret for, om jeres venskab kan gå i stykker. Forhåbentlig og sandsynligvis vil du opleve, at din ærlighed og tillid til hende, vil gøre jeres venskab endnu stærkere.

En god måde at starte den snak på kunne fx være at vise hende dit super fine brev og mit svar? 

Lige nu oplever du forvirring over, om du er til piger eller drenge. Mit bedste råd er at være tålmodig. Der sker en masse ting i ens hoved (og med ens krop), når man er i din alder, og det kan være ret svært at følge med og finde ud af, hvad man helt præcist er til. Der er mange, der er i tvivl. Der er også mange, der oplever, at de i perioder føler sig lidt forelsket i piger og i andre perioder i drenge. Hvis man i en periode føler sig ’forelsket’ i en af sit eget køn, behøver det ikke betyde, at man er bi- eller homoseksuel. Man er bare ved at lære sin egen seksualitet at kende. 

Mit råd til dig er derfor at give dig selv lov til at føle dig tiltrukket og interesseret i lige præcis den/de, du gør. Undersøg din seksualitet og læg mærke til, hvad der tænder dig. At lære sig selv at kende kan godt tage tid – så prøv dig frem og lad være med at lade dig stresse af, at de andre får kærester. Du kan for at lette presset fra de andre fx fortælle din omgangskreds, at det er vigtigt for dig at være rigtig forelsket, inden du begynder at ”make out”. Og at du derfor vil vente på den rigtige.

Tanken om ikke at være til dét, som de fleste andre, man kender, er, kan godt være lidt skræmmende. Også selvom man godt ved, at der ikke er noget i vejen med at være bi- eller homoseksuel. Derfor er det en god idé at tale om det med nogen – f.eks. din veninde. Det kan også være, at det ville være rart for dig at tale med en sød voksen? Hvis ikke du kan komme i tanker om nogen, du kender, så er du meget velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen (116 111). 

Jeg ønsker dig held og lykke. Giv dig selv tid og prøv at lade være med at dømme dig selv. Du skriver fx i dit brev, at du hader lidt mig selv for det, fordi jeg synes selv at jeg lyder som en pervers stodder. Det gør du SLET ikke. Du lyder som en super sød, reflekteret og moden ung pige, der nok engang skal finde en rigtig sød kæreste.

De bedste hilsener

BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat