I stykker…

Hej bb…

Her for tiden har jeg grædt rigtig meget, og næsten mistede folk jeg jeg elskede hele mit liv.

Jeg har skrevet noget for et stykke tid siden, jeg håber i forstår det og undskyld det er så rodet:

Hej… Jeg anede ikke sådan noget som dette ville ske for mig. Jeg har hørt om mange der er blevet mobbet, eller har mistet en de holdte af, og de cuttede og nogen gange endte det med selvmord.
 
Det der er sket for mig er heldigvis slet ikke så slemt som det. Men alligevel har jeg aldrig været så ked af det, i så lang tid.

Det startede. Det gik langsomt op. Det gik ned. En kæmpe oprejsning. Og så det værste. Her kommer bare hele historien:

Det hele startede lige der ved sommerferien, og han skrev til mig. Ret mærkeligt tænkte jeg for jeg kendte ham ikke men bare tænkte på ham som en der gik ved siden af. Det er vel også bare det han er… Det var sjove og mærkelige billeder. Det gav et lille smil på læben og nogen tanker i hovedet. Ellers ikke andet. Han skrev ikke mere der fra.

Men så den dag hvor mig og den pige jeg holdt allermest af havde en sleepover. Så mega hyggeligt. Der skrev han. Mærkeligt tænkte vi begge. Det var spørgsmål om hvem der var lækrest og den slags. Ret sjovt alligevel. Vi skrev hele natten hvor det endte med hjerter. Jeg blev lidt lun på ham. Og det vidste hun vel godt.

Næste dag kiggede jeg efter ham, prøvede lige om jeg kunne spotte ham. Han havde en sort læderjakke på den dag, og inden under den en T-shirt.

Han skrev igen aftenen efter. Puha, jeg blev glad. Vi skrev og skrev, og jeg grinte og ja… Falder pladask for ham.

Det susede vær gang han kiggede, vær gang jeg så ham og vær gang han gik forbi mig. Jeg tænkte ikke på andet. Jeg lærte hvad han lavede, hvad han har af tøj, hvornår han havde fri, hvor henne han var i frikvarteret og alle de ting jeg kunne finde ud af.

Så kom den dag hvor det gik ned. Han skrev at han havde fået en kæreste.

Kæft en nar. Jeg græd. Jeg græd hele natten. Jeg fattede det ikke. Alt det han havde skrevet. Jeg troede på ham. Jeg troede han kunne li mig. Men nej. Trust no man.

Jeg havde fortalt det til mine veninder. Jeg kan ikke huske hvordan. Det kom bare. Blandt dem var den jeg holdte mest af. Hun lyttede ikke rigtig men jeg talte bare videre. De sagde at jeg skulle skrive til ham. Det gjorde jeg så. Jeg gav ham noget at tænke over. Der var stilhed og tåre i nogen dage eller uger.

En dag gik jeg så ud til frikvarter som jeg plejede, og tænkte selvfølgelig på om han mon havde taget den samme vej ud. Det var fælleslege i klassen den dag og solen skinnede så jeg behøvede ikke at ha min grimme jakke på. Jeg tænkte om det faktisk ville vække opmærksomhed.

Han sad på en bænk lidt væk fra det træ jeg stod ved. Han sad alene med musik i ørene, det lignede ham ikke rigtigt for han plejede at spille fodbold på den store bane. Men ikke idag.

Jeg tænkte nok der var noget galt. Og så stod jeg bare der og nærmest hånede ham. Such an idiot i am. Jeg stod der med mine veninde og stod og kiggede. En ting jeg har fortrudt✔️

Han skrev samme dag. Han skrev han havde tænkt på mig. På vores samtaler, og han slet ikke kunne holde facaden hele dagen, og nogen andre fantastiske ting.

Min verden faldet sammen. Jeg rystede over hele kroppen, og jeg har aldrig haft det så dårligt over noget jeg ikke engang selv har gjort. Det var så utænkeligt det hele. At han havde været ked af det på grund af noget han havde gjort som JEG var blevet sorget over.

Men Stadig tænker jeg dog. Jeg tænkte på vores samtaler vær eneste dag. Og det gør jeg stadig. Og hvis jeg er heldig kan jeg lade være med at tænke den dag men bare smile og være glad. Men det bliver tit ødelagt når jeg ser ham. Det gik bedre, da han havde skrevet de ord.

De næste dage til idræt kunne han ikke være med fordi hans slebede nogen fingre til sløjd fordi han tænkte på vores samtaler. Wow. Han sad og tog billeder af mig og jeg tænkte det var ret sødt. Vi skrev næsten vær dag og jeg kunne smile til ham.

Så skrev vi ikke mere. Det stoppede bare. Jeg kunne græde over at jeg savnede ham. Det gør jeg stadig.

Så skete det værste. Han skrev til den jeg holder allermest af. Den jeg har elsket hele mit liv. Skrev han til. Hun fortalte det til mig næste dag. Først sad jeg og græd uden tåre. Så med tåre, men uden lyd. Og da jeg var alene brød jeg sammen. Jeg kunne ikke klare det. Min bedste veninde havde svigtet mig. Min bedste veninde. Jeg troede jeg havde mistet hende. Jeg fandt hende den anden veninde. Som jeg kunne snakke med og lyttede til mig. Det var så rart. Jeg havde faktisk to af dem.

Hun sagde ting til mig, der gjorde mig i tvivl. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige men bare nikkede. Det var ikke mig. Sådan var jeg ikke men sådan lavede hun mig om til.

Tiden gik. Så skrev hende jeg elskede men som var tæt på at hade. Samme minut havde jeg skrevet til den Anden veninde at jeg var virkelig tæt på at hade hende, og at hun var en kæmpe idiot. Så skrev min bedste veninde at hun havde lavede mange fejl men denne var den værste og at jeg havde mistet tilliden til hende. Hun skrev at hun holdte af mig og ville leve med mig for evigt, og hun bare rigtig gerne ville komme over det. Jeg græd så hele dagen. Igen.

Så kommer dagen idag. Hun havde sagt at hun aldrig ville gøre sådan noget mod mig igen. Hun lovede det. Og jeg lovede at jeg elskede hende og ville være der for hende.

Jeg så så idag at hun havde snappet med ham. Tilliden faldt. Ikke slemt men gav alt for mange tanker. I samme øjeblik skrev han til mig. Wierd. Tror måske at jeg også gav ham noget at tænke over. Jeg har grædt over det her. Fra sommerferien og faktisk lige nu er det juleaftensdag.

Kl. Er 01.18, idag er det jul og jeg ligger og tuder. Det var det der er sket, og næsten alle mine følelser.

Jeg har lige haft juleferie hvor jeg noget af tiden var i Sverige og spille basket. Det var en suveræn tur som altid:) der går en dreng der hedder B…. Som mig og mit hold kalder for basse. Jeg synes han er ret så pæn… Det er noget med hans øjne… Smil… Men han ligner den anden. Ham jeg har fortalt om. Det er sikkert derfor.

Det jeg siger at er jeg slet ikke kan få ham ud af hovedet. Han sidder fast. Han har boret sig ind i mig, efter alt det han har gjort mod mig. Og det går ikke væk. Jeg tænker på ham hele tiden.

Jeg har så meget brug for et et godt råd. Jeg prøver at tænke positivt og jeg er også meget positiv. Men jeg kigger altid efter horoskoper eller ønsker og drømmer om et lille håb. Om brikkerne bare falder på plads igen, og jeg kan være den smilende glade pige.

I siger sikkert noget med at jeg er kommet i puberteten og det er skyld i jeg er så ked af det. Det kan jeg ikke bruge.

Håb fra M