Kære Pige
Mange tak for dit brev. Det med kærlighed og ekskærester kan godt føles svært. Det ene øjeblik kan man føle, at man er helt ovre sin eks. Imens man det næste øjeblik kan savne ham helt vildt. Det lyder som om, at det er lidt sådan du har det? Jeg har snakket med mange, som har haft det sådan med en ekskæreste. Så du er slet ikke alene.
Du skriver, at du er kommet over din ekskæreste, og at du ikke vil tilbage til ham. Selvom man har det sådan, så kan man stadig godt savne. Når man er kærester, så oplever man en masse ting sammen, og man bliver rigtig tætte med hinanden. Man kan måske også sige, at man faktisk bliver meget tætte venner. Når man så slår op med hinanden, så kan man selvfølgelig godt savne at være kærester. Men man kan også godt savne det venskab, som man også havde med hinanden. Måske kan du genkende den følelse?
Man kan også godt savne nærheden fra sin ekskæreste. Måske savner man én at ligge tæt med og se film? Måske savner man én at holde i hånden eller kysse med? Eller noget helt fjerde.
Du skriver, at det gør ondt at høre, at han har været sammen med andre. Sådan kan man godt have det. Nogle gange er det fordi, man gerne selv ville være kærester med ham igen. Det kan også sagtens gøre ondt, også selvom man ikke vil være kærester igen. Det kan gøre ondt fordi, man bliver mindet om, hvor dejligt man engang havde det sammen, og at det er slut. Måske kan du genkende noget af det?
Selvom om du ved, at du ikke vil være kærester med ham, så kan det være, at det ville være rart for dig at snakke med ham? Det kan være, at I stadig kan snakke sammen og have det sjovt uden at være kærester. Hvis du har lyst til det, kan du eventuelt spørge ham om, hvordan han har det…? Og om han har lyst til at ses som venner.
Du skriver, at du tænker på ham, når du er alene, og når du er fuld. Jeg tænker, at det måske ville være rart for dig at have én, som du kan ringe til, når du får det sådan. Det kan for eksempel være en god veninde. Du kan fortælle hende, hvordan du har det med din ekskæreste. Så kan I lave en aftale om, at du kan ringe til hende, når du begynder at savne ham. Så kan hun hjælpe dig med at tænke på noget andet.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig. Lige så skøn som kærlighed kan være, lige så forvirrende kan den også være. Men det er helt normalt at savne også selvom man ikke vil være kærester mere. Det kan godt lyde lidt irriterende, hvis man er ked af det.. Men ofte er det sådan med svære følelser om ekskærester, at det bliver nemmere og bedre med tiden. Og lige pludselig møder man én, som for én til smelte igen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen