Hvordan kommer man videre?
Hej.
Jeg er en pige på 16 år, som pt. finder kærligheden meget svær. For ca. 1 år siden havde jeg denne her fantastiske bedste ven. Vi snakkede sammen om alt, og var virkelig tætte med hinanden. Vores forhold var bl.a. også sådan, at vi kunne have et flirtende adfærd overfor hinanden (dvs. putte, flette fingre osv.). I starten afklarede vi begge med hinanden, at det bare var for hyggens skyld, men jeg kunne godt mærke, at jeg var begyndt at blive lidt mere glad for ham, end jeg havde været førhen. Jeg valgte ikke at sige noget til ham, da jeg jo vidste, at følelserne ikke var gengældt. Tiden gik, og jeg havde nu fået rigtig mange følelser for ham. En pige dukkede pludselig op, som han havde mødt i byen til en fest. De begyndte at snakke rigtig meget sammen, og jeg blev selvfølgelig super jaloux. Jeg havde aldrig før haft følelsen af at være jaloux, men dette kunne beskrives, som at være den værste følelse jeg nogensinde havde haft. Jeg tiede stadig stille om mit lille crush, og fortsatte vores venskab, som alt var normalt. Men tiden gik, og jeg blev mere og mere ked af det, og valgte at trække mig tilbage. Jeg ville stadigvæk ikke fortælle ham, hvordan jeg havde det, så derfor var han også ubevidst, om hvorfor jeg pludselig tog afstand. Dette gik udover vores venskab, og denne dag i dag, snakker vi ganske lidt. Ind i mellem kan der godt poppe en lille besked op, om at han savner mig. Jeg sidder stadig med disse følelser, og føler, at det bare bliver værre og værre, for hver dag der går. Jeg sidder i vores timer, og kan ikke holde øjnene fra ham. Jeg vil så gerne af med denne her følelse af sorg og tristhed. Jeg føler, at jeg bliver nødt til at holde mig tilbage, når jeg er til en fest med ham, eller bare generelt omgås med ham. Savnet til vores venskab er så stort, og jeg ville ønske, at jeg kunne få det tilbage, men følelserne sidder i klemme. Jeg vil gerne komme videre, men føler, at hver gang jeg prøver, ender jeg tilbage til håbet om, at der stadig ville kunne ske noget mellem os. For hvem håber ikke? Hjælp mig med at komme videre. Jeg føler ikke, at jeg kommer nogle vegne. Det er håbløst.
Videoer om kærlighed
Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!
Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.